Anmeldelse: The Lighthouse
Willem Dafoe og Robert Pattinsons præstationer understreger "The Lighthouse" som angstprovokerende opvisning i økuller.
Ungerne var blevet puttet, og Marge taget i byen. Homer Simpson blev hjemme og så "Twin Peaks". Da afsnittet var færdigt, sagde Homer: "Genialt. Simpelthen genialt. Jeg har absolut ingen anelse om, hvad der foregik". Den følelse vil en del biografgængere have efter at have oplevet syretrippet "The Lighthouse" – men det er 100 procent det værd.
New England i 1890'erne. Den unge Ephriam Winslow (Robert Pattinson) bliver sammen med den erfarne fyrmester Thomas Wake (Willem Dafoe) sat af på en afsides ø. Her skal makkerparret være den næste måneds tid, hvor de døgnet rundt skal betjene øens fyr. Ephriam står for det tunge slavearbejde, mens Thomas om natten betjener fyrtårnet, som den unge fyrpasser af uforklarlige årsager ikke må nærme sig. Som tiden går, og isolationen tærer på de to mænd, træder paranoiaen og drømmesynene frem fra disen. Tiden er deres værste fjende, og snart kan de to mænd ikke skelne mellem virkelighed og fantasi.
"The Lighthouse" er en feberdrøm. Instruktør Robert Eggers, som fik sit gennembrud med gyseren "The VVitch" i 2015, har ikke til hensigt at levere alt på et sølvfad. Sammen med den Oscar-nominerede fotograf Jarin Blaschke har Eggers skabt et unikt look. For "The Lighthouse" er smuk og skræmmende på én og samme tid. Statiske sort-hvid-stemningsbilleder brydes af dynamiske kamerature, hvor vi følger en karakter. Intensiteten er overvældende i følelsen af, at tiden står stille for vores umage makkerpar – og så alligevel ikke. Dette underbygget ved det kvadratiske 4:3-format, der klaustrofobisk presser isolationen ned over sit publikum.
Metaforerne og symbolikken åbner op for adskillige fortolkninger. Selvom historien er mørk og dyster, leverer "The Lighthouse" dog også på slapstick-kontoen – især fra Willem Dafoes side. Morsomt er det, når Thomas Wake går og prutter og bliver direkte ked af det, når unge Winslow kritiserer den gamle mands evner i køkkenet. I det hele taget er fokusset på de to skuespillere med til at understrege den angstprovokerende opvisning i økuller.
Dafoe beviser endnu en gang, at han snart skal have sin forsinkede Oscar. I filmens bedste scene leverer den 64-årige skuespiller en monolog, som er morsom, tragisk og rent ud sagt skræmmende. Robert Pattinson er for længst kommet videre efter "Twilight"-filmene og leverer en uhyggelig og sørgelig præstation som en trist mand, der kun har én ting at leve for. Lyset i toppen af tårnet – og han vil gøre alt for at komme derop.
"The Lighthouse" er et ægte syretrip. Robert Eggers har leveret en dragende, mystisk og fascinerende film, som skal opleves på det store lærred. Angst møder latter, når det ubekvemme skifter til komik på få øjeblikke. Til syvende og sidst er det ligesom med Homer, da han så "Twin Peaks". Det er genialt, men det er ikke sikkert, at man aner, hvad der foregået.