Anmeldelse: The Lost Daughter

Maggie Gyllenhaals fænomenale instruktørdebut er et urovækkende indblik i moderskabets valg og konsekvenser.  

At to skuespiller-søskende markerer sig i Hollywood over mere end to årtier er i sig selv iøjnefaldende. Af Jake og Maggie Gyllenhaal er det dog førstnævnte, som har fastholdt positionen som stjerneskuespiller, mens storesøster Gyllenhaal er gået ad de politiske og smallere filmiske veje. Med "The Lost Daughter" springer den 44-årige filmskaber ud som manuskriptforfatterinde og instruktør, med så tabuflænsende modigt og overlegent overskud, at det synes utænkeligt, at der er tale om en debutfilm.      

Litteraturvidenskabprofessor Leda (Olivia Colman) er taget på arbejdsferie alene i det græske øhav. Her observerer Leda en ung mor (Dakota Johnson) og hendes datter på stranden, og bliver optaget af deres families dynamikker – og involverer sig, da datterens elskede dukke forsvinder på mystisk vis. Noget ved mor-datter-forholdet bringer Ledas egne minder frem, fra da hun selv var ung mor (her Jessie Buckley) til to piger, og spejles i fortiden. Refleksionerne og impulsive handlinger tvinger Leda til at konfrontere sig selv og de ukonventionelle valg, hun selv tog som ung, og de uundgåelige konsekvenser.

Livets vej er belagt med eksistentielle valg og konsekvenser er der ved dem alle. Som Leda må sande, som ambitiøs karriere-akademiker og mor, harmonerer netop de livsgerninger typisk ikke sammen. I hvert fald ikke, hvis man vil det ene, fremfor det andet, og især ikke, hvis fortrydelsen ved at blive mor trænger sig på ved dén erkendelse. Maggie Gyllenhaal skærer ind til ved moderskabets tabuiserede paradokser og synes at spørge, hvem der egentlig er mest bange for Virginia Woolf. 

Virginia Woolf kvindefrigørende temaer er ikke skildringer i den lyse ende og det er "The Lost Daughter" absolut heller ikke. Leda er på ingen måde en sympatisk hovedperson, eller god mor, for den slags skyld. Nu længere vi rejser ind i mørkets hjerte hos den forvirrede og skrøbelige kvinde, trænger Maggie Gyllenhaals urovækkende filmatisering af Elena Ferrantes "Dukken der blev væk" sig intelligent og påtrængende på. Opbygget som en psykologisk thriller, næsten film noir’sk, drukner en solrig strandferie i mørkt, opslugende og surrealistisk tidevande, når Leda ender ude, hvor ikke hun længere kan bunde. For uanset, hvor meget der spejdes efter en eller anden form for forløsning, eller tilgivelse for hendes valg som ung, er spørgsmålet, om hun kan tilgive sig selv. Eller overhovedet har tænkt sig at gøre det.  

For at få børn er et højere kald. Ja, som menneske, men især som kvinde. Det bedste der kan ske, og naturligvis kan ens drømme og ambitioner efterleves samtidig. Eller er det nu også sandt, og hvad hvis nu de er en hæmsko? Med endnu en blændende præstation af Olivia Colman som ældre Leda, ses tilbage på fortidens valg med splittelse. Dette i flashbacks med lige så fænomenale Jessie Buckley som unge Leda, der trækkes mellem det, at være den gode mor, som er mere end almindeligt træt af sine små børn, og dét at udleve akademikerdrømmene. Spørgsmålet er naturligvis hvad der er rigtigt og forkert for individ kontra samfundets normer. Og de dikterer ikke fravalget af egne børn, hvilket er dér, at Ledas dukke ligger begravet. 

Er Maggie Gyllenhaals debutfilm som instruktør en ny standard for den ellers anerkendte skuespillerinde, vil hendes nye vej som filmskaber være et absolut must at følge. "The Lost Daughter" er en urovækkende skæbnefortælling om valg og konsekvenser, fortalt så urovækkende, elegant og intelligent, at det mildest talt er forbløffende, at Gyllenhaal ikke tidligere har kastet sig over instruktørgerningen.