Anmeldelse: Wicked Little Letters

Olivia Coleman og Jessie Buckley brillerer i vanvittigt sorthumoristisk og underholdende whodunnit-komedie.

Hvem gjorde det? Det klassiske spørgsmål i en whodunnit-historie. Detektiven samler spor, lægger til sidst alt på bordet og afslører det hele. Og selvfølgelig ender det med, at den mindst sandsynlige er den skyldige. Instruktør Thea Sharrock har taget den klassiske historie og vendt den på hovedet. Resultatet er velskrevet, velspillet og både morsomt og skarp.

Vi befinder os i en lille britisk flække i 1920. Alle lever et stille liv og passe dem selv. Men hos familien Swan er der uro på færde. Datteren Edith har modtaget breve, der er morbide og frække. De passer slet ikke ind i den religiøse havneby. Hvem har sendt brevene? Patriarken Edward er sikker på, at det er nabokvinden Rose, som er grov i munden og er en outsider i byen. Politiet sættes på sagen og Rose anklages for skriverierne. Men sagen er måske mere kompliceret end som så. For alle har noget at skjule i den lille by.

Siden de klassiske Ealing-film tilbage fra 40'erne med blandt andre Peter Sellers og Alec Guinness i "The Ladykillers" og "Syv små synder" ("Kind Hearts and Coronets") har den britiske filmindustri ikke været bange for at sætte sort komik på programmet. "Wicked Little Letters" er ingen undtagelse. Det er over stregen og med sine vanvittige episoder, man ikke kan andet end at le af – selvom man nok ikke burde. Tilmed er "Wicked Little Letters" en sand historie.

Tidsbilledet er elegant og troværdigt. "Wicked Little Letters" er fuld af personer, som man nok selv kender på den ene eller anden måde. Der er noget meget genkendeligt ved flere situationer i filmen. Det velskrevet persongalleri føres an af Olivia Coleman og Jessie Buckley, som igen viser, hvorfor de er to af de mest eftertragtede skuespillerinder i filmindustrien. De er modsætninger, der alligevel minder mere om hinanden, end hvad de måske vil indrømme.

Politiet fremstilles som idioter og de ældre kvinder i byen, der bliver en form for støvsugerbande, er meget morsomme. Humoren er lige i øjet. Man kommer til at tænke på film som "Det rige lig" eller "Stor opstandelse". Dette lagt oveni mysteriet, når brevenes forfatter skal findes. Det er måske ikke videre overraskende, hvem der ender med at være den skyldige, men vejen dertil er underholdende som bare fanden. Selvom vi griner og er spændte på opklaringen, er der også dybere temaer på spil her. Religion, familierelationer og løgnagtigheder tages under luppen. Det vidner om en manusforfatter, der har styr på feelgood-genren. Man smiler fra start til slut, men kniber også en tåre. "Wicked Little Letters" kan virke som en rodekuvertbunke af et manuskript, men det fungerer.

De frække, små breve er en fremragende feelgood, whodunnit-komedie. En rodebunke på papiret, som fungerer på alle genreparametre. Tidsbilledet er skønt og skuespillerne med Olivia Coleman og Jessie Buckley i front er alle med på legen. Selv ned i de mindste roller er skuespillet veloplagt. Der er langt mellem vellykkede sorte komedier, men "Wicked Little Letters" er én af slagsen. Drop sommerheden og få et godt grin i biografen, der også byder på dybere skriverier mellem linjerne. 

"Wicked Little Letters" har dansk biografpremiere 6. maj. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.

Wicked Little Letters

Kommentarer

Wicked Little Letters

  • ★★★0

    God anmeldelse - den skal ses. Men jeg ærger mig noget over at der 2 gange i teksten spoiles lidt omkring “skurken”. Det bør en anmelder ikke forfalde til…. Lad os andre selv opleve mysteriet uspoleret. 

    Gorman 6-06-24 06:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen