Første gang jeg hørte, at der kom en Steven Spielberg-film om pressefrihed med Meryl Streep og Tom Hanks, tænkte jeg, at det var en joke. Ikke fordi det var for langt ude, men snarere fordi det næsten var for langt inde. Typisk oscarsluger.
Anmeldelse: The Post
Skuespillerne udfører et fremragende arbejde, produktionen er flot at se på, John Williams' musik er flot brugt, og filmen er simpelthen mesterlig, hvad angår spænding.
Steven Spielberg behøver vist ingen introduktion. Den indflydelsesrige instruktør er efterhånden en Oscar-genganger med hele 17 nomineringer siden 1978, hvoraf han har vundet tre (to gange for bedste instruktør og én gang for bedste film). Når man ser en film som "The Post", er det ikke svært at forstå, hvorfor han ofte bliver nomineret. Efter "Steven-sjov" med sidste uges "Ready Player One" er det tid til "Steven-seriøs".
Året er 1971, hvor The New York Times har bragt en historie om de berygtede Pentagon Papers. Et tophemmeligt dokument, der viste USA's engagement i Vietnamkrigen fra 1945 til 1972. Denne artikel forvolder Times mange problemer med trusler fra jurister og Det Hvide Hus. Hos The Washington Post arbejder redaktøren Ben Bradlee (Tom Hanks) på samme historie, men dette skaber et dilemma for ejeren af mediet, Katharine Graham (Meryl Streep), der må vælge mellem de personlige konsekvenser for hende selv og de ansatte på The Post eller pressens frihed.
Det må siges at være en tidssvarende præmis. Ikke kun fordi hændelsen stadig mærkes i dag, men også grundet den nutidige fake news debat. Filmen er ikke just beskeden med sit budskab om den frie presse, hvor det bliver skåret ud i pap til sidst. Det forhindrer dog ikke slutningen i at være tilfredsstillende. Dette skyldes filmens intense tempo. De ansattes debat om frigørelsen eskalerer gradvist, imens Grahams valg synes mere og mere umuligt.
Hun vinder ens sympati, hvor meget af æren går til Streep for sin retmæssige Oscar-nominering. Rutinerede Meryl bakkes op af skuespilpræstationer af høj kvalitet, især af Hanks og Bob Odenkirk, hvor alle får deres egne øjeblikke til at skinne. Det gør, at man ikke kan undgå at lade sig rive med, når tingene eskalerer. Filmen er simpelthen mesterlig, hvad angår spænding.
Hvad jeg dog synes skader filmen lidt er dens skildring af The New York Times. Deres rolle i denne mediebegivenhed bliver nedspillet i sådan en grad, at mediet virker som en halvsvag medspiller. Det er iøjnefaldende, når det ikke kun var dem, der var først ude med historien, men også dem, som grundlagde hele debatten, filmen fremviser. Filmmæssigt giver det mening, at fokusset er på The Washington Post, og Times bliver da også nævnt. Filmen vinkler dog Post som værende de sande helte og inspirationen til modstand mod Richard Nixons regering, når det egentlig var Times, der inspirerede det. Der er en grund til, at Times blev tildelt Pulitzerprisen i 1972.
Dette – sammen med manglen på beskedenhed – gør, at jeg ikke kan give "The Post" de magiske seks stjerner – til trods for at det stadig er en forrygende film. Skuespillerne udfører et fremragende arbejde, produktionen er flot at se på, John Williams' musik er flot brugt, og tempoet holder en fænget. Søges der spænding, kan man ikke tage fejl af "The Post".
