Anmeldelse: The Whale

Rørende Brendan Fraser-comeback er svulstig melodramatik.

Op til årets store Oscar-uddeling er der altid kamp til stregen om opmærksom og eksponering af film og medvirkende. Måske årets mest hypede person i den forbindelse er Brendan Fraser, der iklædt højst overbevisende fat suit spiller hovedpersonen i "The Whale". En del af fortællingen hér er Frasers egen forfaldshistorie som den verdenskendte skuespiller, der over ti år mistede sin stjernestatus og nu har kæmpet sig op i toppen af kransekagen igen. På et tidspunkt trak den populære skuespiller stikket. Helbredet kunne ikke holde til de fysisk krævende roller i blandt andet "The Mummy"-filmene. En række personlige kontroverser og hændelser trak tæppe helt væk under karrieren og Fraser selv, der gik ned med depression. De fortællinger har sat rammen til, at han nu er Oscar-nomineret og spås gode chancer for vinde. En del af spillet. Men også en skam, da del del overskygger den velfortjente nominering.

Charlie (Brandan Fraser) er overvægtig. I en helt ekstrem grad. 300 kilo tung og må bevæge sig med gangstativ, når han kæmper sig gennem sin lejlighed. Fuldstændigt isoleret fra verden udenfor, i sin lejlighed, der er et ocean af pizzabakker og chipposer. Den eneste ven er  Liz (Oscar-nominerede Hong Chau), der også er Charlies plejer. Det til trods, passer han sit arbejde som online-underviser af litteraturstuderende, mens han trygler sin teenagedatter (Sadie Sink) om at genoprette kontakten. For Charlie er fuldt bevidst om sit rodede liv. Og virker han mest af alt fokuseret på at æde sig selv ihjel i en lastfuld selvmedlidenhed, sorg og fortrydelser over livets gang. 

Darren Aronofsky har aldrig holdt sig tilbage i rå portrætter af nedbrudte mennesker på kanten. Dem, hvis bedste år enten er bag dem, eller hvis drømme og ambitioner i knækker et sted på midten, som Titanics endelige kollaps. I "The Whale" er den amerikanske instruktør derfor ikke just i ukendte farvande, når Charlies krop udfylder en klaustrofobisk udpint verden i 4:3. Titlen er selvfølgeligt mere subtil end en mere end oplagt henvisning til det blegfede kropslige, men til det absurde i den eksistentialisme, Herman Melville trækker op af bølgerne i jagten på Den hvide hval i "Moby Dick", eller "The Whale", som mesterværket også bliver kaldt.  

   

Skibet Pequod i Melvilles klassiker er skiftet ud med Charlies lejlighed. Begge fortællinger er kammerspil, og begge er omgærdet af en tåget søgen efter en desillusioneret mening med det hele. Som i bogen, står persongalleriet i yderpositioner overfor hinanden i spørgsmål om religion, eksistens, etik og moral. Filmen skiller sig ud fra romanen, der i form og struktur har mere tilfælles med et højdramatisk teaterstykke. Ikke at det er underligt, da "The Whale" er baseret på Samuel D. Hunters stykke af samme navn, som Darren Aronofsky havde set ti år forinden. Med "The Wrestler", "mother!" og "Requiem for a Dream" i bagkataloget er en filmatisering af Hunters overhovedet ikke besynderlig. Samtidig er vi et niveau under den Brooklyn-fødte instruktørs vanlige standard.

Frasers præstation er ganske enkelt eminent i balancegangen mellem det ynkelige, selvdestruktive og håbefuldt sympatiske, som trænger langt ud over det overbevisende fat suit, mens også Sadie Sink ("Stranger Things") imponerer som svigtet, ondskabsfuld og selvretfærdig teenager. Begge er de fastholdt i et rum. Charlie i sin krop. Ellie i sine forestillinger om verden og hendes far. De psykologiske portrætter af persongalleriet hæver sig dog undervejs i alt for høje melodramatiske bølger, til at dramaet kan fastholder troværdighed og involvering over to timer. Darren Aronofsky er en mester til at skabe et tårevædet rum af melankoli og højtravende eksistentielle spørgsmål. Oftest kan skuden bære de intimiderende film-finurlige provokationer, andre gange brister den. "The Whale" støder undervejs på grund i tvangsfodringen af store følelser, at der rammer tæt på drøblen.

"The Whale" er Brendan Frasers helt store comback, men også et velkomponeret menneskeligt drama om menneskets ståsteder og fangenskab. Andre gode præstationer fra især Sadie Sink og Hong Chau skaber rammerne om et intelligent, men også rørstrømsk og kalkuleret drama, hvor instruktør Darren Aronofsky skruer et nøk for højt op for melodramaet.