Anmeldelse: Triple Threat

"Triple Threat" føjer ikke nyt til kampsportsgenrens eftermæle, men er i den grad godkendt som underholdende, medrivende og morsom.

Kampsportsfilm har en interessant placering i filmbranchen. Især da det kræver en helt særlig type skuespiller, der i højere grad minder om en fysisk performance-artist end traditionel dramatisk skuespiller. Skuespillere som Bruce Lee, Jackie Chan, Donnie Yen og Jet Li har gennem tiden formet kunsten. De fire har skabt et imponerende eftermæle og stammer alle fra Hong Kong-skolen, hvor genrens moderne arketype har sine rødder. I 80'erne blev vestens filmproducenter for alvor interesserede. Her blev publikum introduceret til genren med stjerner som Jean Claude Van Damme, Steven Seagal og kultfavoritten Michael Dudikoff fra de tvivlsomme "American Ninja"-film. I dag er produktionerne ofte en sammensmeltning af kulturer, hvor vestlige skuespillere optræder i asiatiske produktioner og vice versa. "Triple Threat" er en af denne slags film. 

I "Triple Threat" følger vi Jaka (Iko Uwais), der på tragisk vis mister sin kone i et skyderi begået af en gruppe amerikanske og britiske lejesoldater. Jaka sætter sig for at hævne konen og graver sig dybt ned i den kriminelle underverden i den fiktive thailandske by Maha Jaya. Her lærer han Payu (Tony Jaa) og Long Fei (Tiger Chen) at kende, da de også har udestående med de vestlige lejesoldater. Imens forsøger den idealistiske milliardærarving Xian at udradere den organiserede kriminalitet, der hersker i byen. Dette igangsætter et hæsblæsende spænd mellem jagt og flugt i en overraskende underholdende fortælling om liv og død.

Vi har at gøre med en slags asiatisk udgave af "The Expendables", hvad angår konceptet. Indonesiske Iko Uwais, thailandske Tony Jaa og kinesiske Tiger Chen forenes nu for første gang i samme film. Uwais, kendt som hovedrolleindehaveren i de suveræne "The Raid"-film, og Tony Jaa fra "Ong-bak"-trilogien. Tiger Chen er ikke umiddelbart kendt som skuespiller, men CV'et imponerer som koreograf på alle tre "The Matrix"-film samt "Kill Bill: Vol. 1". Kombineret med et skurkegalleri bestående af bl.a. veteranerne Michael Jai White og Scott Adkins er det altså i den grad øverste hylde fra kampsportsverdenen.

Men hvor de amerikanske "The Expendables"-film fremstår dovne og uambitiøse i deres actionscener, viser "Triple Threat", hvordan de konstrueres med selvsikkerhed og karakter. Selvom "Triple Threat" ikke når samme højder som hovedrolleindehavernes øvrige film, tilbyder filmen stadig masser af underholdende ultravold og morsomme one-liners. De kitschede one-liners leveres med selvsikkerhed og overbevisning, især af amerikanske Michael Jai White. "Triple Threat" er hovedsageligt bevidst om sine styrker og svagheder, men der er enkelte aspekter, hvor filmen spænder ben for sig selv.

Man kan kalde filmen for en slags håndværker-film. Forstået på den måde, at det er håndværket bag stunt- og actionsekvenserne, der værdsættes – fremfor den åndelige værdi eller karakterdybden. Netop på disse områder er "Triple Threat" ikke i stand til at være medrivende på samme måde som actionsekvenserne. På trods af handlingsforløbets enkelthed forsøger filmen at stykke en indviklet fortælling sammen. Dette eksekveres på en ikke særlig sofistikeret måde og skaber nærmere forvirring end kompleksitet. Det resulterer i et logik-forladt plot, der gennemgående er rodet fortalt.

I sidste ende bringer "Triple Threat" nok ikke noget nyt til genren, men filmen kan ikke klandres for ikke at levere en underholdende og velsammenskruet actionfilm. Der er ikke de store tematikker på spil. I stedet bruges krudtet på skarpt eksekverede actionsekvenser, morsomme one-liners og imponerende, koreograferede kampscener.

Triple Threat

Kommentarer

Triple Threat

  • 0

    Super, en popcorns kampsportsfilm. Det er altid - et eller andet sted - sjovt at se, når der deles småkager ud :)

    Ronni Pedersen30-08-19 08:55

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen