Anmeldelse: Homeland - Sæson 7 (Blu-ray)

"Homeland" er endelig tilbage på rette spor.

Tv-serien "Homeland" har nu kæmpet for sin overlevelse efter Damian Lewis' afgang i mere end tre sæsoner. Der har været op- og nedture i afsnit såvel som hele sæsoner, siden den oprindelige fortælling rundede af, men nu hvor over halvdelen af serien er uden Lewis, kan disse sæsoner ikke længere læses som en forlænget epilog. "Homeland" har udviklet sig til en kommentar på nutidens politik i hjemlandet USA, men har stadig formået at fastholde en overordnet fortælling omkring hovedpersonen Carrie Mathison, der bliver spillet fremragende af Claire Danes. Mathison kæmper med familielivet, karrieren og sin bipolare lidelse – tre ting, der har svært ved at forenes i denne nu syvende sæson.

Efter præsident Keanes (Elizabeth Marvel) magtmisbrug i sjette sæson står hun nu som leder af et splittet land og en naturlig skepsis i regeringen. Ikke alene må hun kæmpe mod Brett O'Keefes (Jake Weber) halve sandheder i hans udsendelser til det amerikanske folk, men russerne begynder også at modarbejde den amerikanske regering inde- og udefra. Keane løslader og hverver Saul Berenson (Mandy Patinkin), der kommer på sporet af disse modarbejdende kræfter, men Carrie er som altid et skridt foran, hvilket får de to til at samarbejde igen. Desværre ser Carries søster ikke længere så let på tingene, og snart står Carrie overfor et valg – hendes datter eller at redde landet fra et kollaps.

Syvende sæson af "Homeland" er spækket med plottråde som aldrig før, og selvom de færreste går op i en højere enhed, har de alle deres berettigelse. Der bliver kommenteret på alt fra den russiske indflydelse på den amerikanske regering til fake news. Vigtigst af alt kommer der et ordentligt skub i Carrie Mathisons karakter. "Homeland" har altid bevæget sig i gråzoner, hvor langt de fleste karakterer udviser både mørke og lyse sider, hvilket har givet serien en troværdig nuance, hvad angår dens personskildringer. Carrie har længe været undtagelsen, men i denne sæson bliver hun udsat for tilpas mange problemstillinger og ender ret hurtigt på dybt vand. Hendes medicin virker ikke længere optimalt, hun bliver snydt og bedraget af en kollega, og hun kan ikke tackle sit familieliv tilfredsstillende. Det hele kulminerer i, at hun flere gange reagerer uhensigtsmæssigt og træffer hovedrystende beslutninger. Claire Danes' jerngreb og kendskab til karakteren gør det dog til en berigende og følelsesladet oplevelse.

"Homeland" er endelig tilbage på rette spor. Efter et par middelmådige sæsoner var det ellers nemt at nå til den konklusion, at serien ikke havde mere at byde på. Selvom syvende sæson ikke når op i de højeste luftlag, formår den igennem sin relevans at blive en eftertænksom kommentar på det sidespor, det amerikanske samfund er kommet ned ad. Skulle man vælge at slå hjernen fra, er underholdningen dog også hjemme igennem det højoktane tempo og plottets uforudsigelige rute. Den røde tråd tabes engang imellem, f.eks. i et afsnit, hvor Carrie bliver udsat for et cyberangreb uden de store konsekvenser, men når det hele spiller sammen, er syvende sæson et tilfredsstillende ekko af tidligere sæsoner. Selvom "Homeland" ofte har en kold og kynisk overflade, er det hjertevarmende at se Carrie og Saul samarbejde igen. Samtidig er det hjerteskærende at være passivt vidne til alt det, som Carries datter udsættes for. Når sæsonens sidste billede rammer skærmen, er det ligeledes svært ikke at hungre efter mere. Det er lige præcis dét spark, "Homeland" havde brug for.

Billede & Lyd

Som i de tidligere sæsoner forbliver billedet med neddæmpede farver i grålige og blålige toner en nærmest realistisk spejling af virkelighedens verden. Det fremmer seriens troværdighed at holde farverne afdæmpede, og det hæmmer ikke detaljerne, for billedet er samtidig klart og næsten blottet for forstyrrende elementer. Udgivelsens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor fortsætter også den høje kvalitet fra tidligere sæsoner. Oftest er lyden meget rolig, hvilket gør de få eksplosive scener endnu mere imponerende lydmæssigt, når alle højtalere bliver sat i brug, og lydbalancen gør, at alt fra musik og lydeffekter til dialog alligevel går rent igennem.

Ekstramateriale

Som med de tidligere udgivelser af "Homeland" er denne også meget sparsommelig mht. ekstramaterialet. Der gemmer sig dog et timelangt Q&A med sæsonens skuespillere, der er ganske underholdende og informativt.

Homeland - Sæson 7 (Blu-ray)

Kommentarer

Homeland - Sæson 7 (Blu-ray)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen