Amazons He-Man-film udkommer i 2026

He-Man har heldigvis ikke mistet kraften!

En ny live-action-spillefilm baseret på den ikoniske tegnefilmsserie "He-Man and the Masters of the Universe" (1983-1985) har ligget i støbeskeen i årtier.

I 1987 fik vi "Masters of the Universe" med Dolph Lundgren i rollen som Eternias muskuløse helt, men den film floppede i sin tid og fik derfor aldrig en ellers planlagt efterfølger. Siden da har flere filmselskaber og alskens filmmagere forgæves forsøgt at få en ny filmatisering ud af starthullerne. 

Og mens Netflix har lavet flere He-Man-serier, herunder Kevin Smiths "Masters of the Universe: Revelation", så valgte streamingtjenesten sidste sommer at aflive filmprojektet definitivt – et års tid efter at have hyret Kyle Allen ("West Side Story") til at portrættere titelhelten.

Læs også: Dolph Lundgren er klar på at spille He-Man igen – på én betingelse

Men He-Man har ikke mistet kraften endnu! Amazon Studios og MGM har nemlig overtaget projektet fra Netflix, og nu har vi så minsandten fået en premieredato: He-Man-fans skal sætte kryds i kalenderen ved den 5. juni 2026. Her udkommer det længe ventede eventyr i de amerikanske biografer – og formentlig også på vores breddegrader nogenlunde samtidigt.

Bag kameraet finder vi Travis Knight, der tidligere har instrueret filmene "Bumblebee" og "Kubo - den modige samurai". Der er i skrivende stund ikke meldt noget ud om He-Man-filmens cast. 

Men ifølge filmens synopsis introducerer det kommende He-Man-epos den 10-årige prins Adam, der efter at være styrtet ned på Jorden i et rumskib mister sit magiske sværd – hans eneste forbindelse til hjemplaneten Eternia.

Da Adam omsider mange år senere genforenes med sværdet, må han atter krydse rummet og vende hjem til Eternia for at bekæmpe den onde Skeletor. Men for at kunne besejre en så frygtindgydende fjende, er Adam tvunget til at afdække sin fortids mysterier for at fuldbyrde sin skæbne og blive til He-Man: Den mest magtfulde mand i universet!

Om He-Man også bliver den mest magtfulde mand i biograferne, finder vi som nævnt ud af i juni 2026.

Kommentarer

Amazons He-Man-film udkommer i 2026

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen