Tak for tankerne til dem der har skrevet. Chokket og følelsen da Ella sank slap sammen i mine arme og ikke trak vejret og jeg troede hun var død (!) var så voldsom at jeg aldrig vil kunne beskrive den.
Som måske skrevet, så havde jeg samtidig tusind tanker i selvsamme sekunder (en af dem var førstehjælp som hjertemassage og kunstig åndedræt, så det jeg trods alt glad for jeg var parat til og også glad for at jeg var rolig nok, trods en panik som aldrig før, til at jeg fik tjekket, lyttet og bemærket at vejrtrækningen kom tilbage).
Men altså. Så fik jeg læst op på feberkramper og udover det jeg vidste i forvejen, gav det et godt billede af det skete. Alt jeg oplevede stod faktisk beskrevet i den folder vi fik med hjem fra sygehuset. Lige fra hvor voldsomt det kunne være, manglende vejrtrækning og den begyndende lilla farve, at man tror ens barn dør, særligt da det synker slapt og bevidstløs sammen efter krampen og man forsat ikke helt kan se at de trækker luft ind. Der står også, at de ikkextager skade og at det aldrig medfører dødsfald.
Det jeg vidste var at små børn kunne få feberkramper, at det ikke umiddelbart var farligt og så bildte jeg mig nok ind, at det var kramper a la det man kan opleve i ens ben efter en svømmetur måske. Voldsomheden, bevidstløs osv anede jeg ikke, så derfor tænkte jeg først feberkramper da det atter var aftagende og Ella atter trak vejret trods bevidstløsheden og sundhedspersonalet i røret bekræftede mig i dette. I øvrigt både flot arbejde af 112, sundhedspersonalet og ambulancen der kom hurtigt og de behageligt rolige ambulancefolk.
Mellem 2-4% af alle børn rammes af det. Så det er ikke så mange igen.