Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★0

    Vi burde afskaffe skuespilsuddannelser :-D

    rokokoposten.dk/2018/11/05/skuespiluddannelser-lukker-fremover-maa-man-kun-spille-sig-selv/

    Haha ja det er en ofte langt ude debat der gemmer sig bag der:)

    T. Nielsen 6-11-18 00:53

  • ★★★0

    Haha ja det er en ofte langt ude debat der gemmer sig bag der:)

    Ja, jeg elsker, når man kan udstille vanvid med satire :)

    Bruce 6-11-18 08:23

  • ★★★0

    Journeyman

    Paddy Considine stod bag den fremragende, men hårde Tyrannosaur i 2011. Den har han fulgt op med Journeyman i 2017. Begge film er tunge, realistiske dramaer, men hvor Tyrannosaur er superb instrueret, er der flere flaws i Journeyman. Et kort resume vil lyde: en boksemester vil bokse en sidste kamp for at sikre sin familie bestående af en kone og baby-datter og sin egen stolthed - men det går galt, og han får en hjerneskade. Herefter handler filmen om hans vej tilbage til livet.

    Det er et meget godt udgangspunkt, og filmen rammer heldigvis plet oftere end den rammer ved siden af. Især Jodie Whittaker, der spiller Paddy Considines kone, er god. Filmen er værd at se, men historien er lidt letkøbt til tider, og der er især en enkelt ting, der irriterer mig grænseløst - det kommer i en spoiler, selvom den ikke er specielt stor.

    De fleste problemer, der opstår lige efter Paddy Considine kommer hjem, kunne være løst, hvis de havde hyret en hjælper - og med tanke på, hvor rig han må være, så er det meget urealistisk, at der ikke er en hjælper. 

    Paddy Considine spiller også godt, og hvis man gerne vil se film med (og af) ham, så er den værd at se. Hvis man gerne vil se realistiske dramaer, så er den ikke spild af tid, men der er bedre derude.

    6/10

    Guldager12-11-18 19:38

  • ★★★1

    Scott Pilgrim vs. the World var dejlig skæv og tosset og lettere vanvittig. Superfed stil. Lidt repetetiv, men jeg hyggede mig gevaldigt. 

    8/10

    Guldager12-11-18 21:54

  • ★★0

    Scott Pilgrim vs. the World var dejlig skæv og tosset og lettere vanvittig. Superfed stil. Lidt repetetiv, men jeg hyggede mig gevaldigt. 

    8/10

    Helt enig. Det er en fremragende film og Mary Elizabeth Winstead er vidunderlig badass og super charmerende. :) 

    NightHawk12-11-18 22:10

  • ★★★1

    Hannah Gadsby - Nanette
    Jeg har det sidste stykke tid set og hørt en del stand-up. Fordi jeg foretrækker den grove slags, har jeg hørt en del jokes om kvinder, voldtægt og alt muligt andet. Det er fint, det er jokes, og det står folk frit for at vælge det fra eller til.

    Nanette er meget, meget anderledes. En lesbisk kvinde blander komedie og alvor, og den er absolut genial. Den er intellektuel og humoristisk - i starten. For Hannah Gadsby vender det fuldstændig på hovedet, så man sidder helt målløs. Hun bygger op og op på en ganske humoristisk måde med en superb ansigtsmimik for derfor at dekonstruere det hele. Det er ikke en #metoo-kampagne, det er en dybt personlig historie om ikke at passe ind - om ikke at føle sig som en kvinde på den måde, som samfundet omkring hende ser kvinder. Men det er heller ikke kun om hende og homoseksualitet. Det er også om, hvordan "den hvide mand" opfatter verden - altså ifølge hende - om den skjulte misogony- det er om komediens natur - om kunsthistorie - hendes opvækst - og om at leve som kvinde i en verden, hvor mænds kvindehadske ytringer og handlinger er noget, man blot skal acceptere.

    Det er på alle måder genialt og banebrydende, og det er et afsindigt vigtigt opråb og indslag. Den er ikke formanende - men som hun selv siger, så har hun brug for at fotælle hendes historie, fordi hun selv manglede den, da hun voksede op. Dog er den tankevækkende, men desværre så er det ikke de rigtige mennesker, der kommer til at se den.

    10/10

    Guldager15-11-18 10:41

  • ★★0

    Hannah Gadsby - Nanette
    Jeg har det sidste stykke tid set og hørt en del stand-up. Fordi jeg foretrækker den grove slags, har jeg hørt en del jokes om kvinder, voldtægt og alt muligt andet. Det er fint, det er jokes, og det står folk frit for at vælge det fra eller til.

    Nanette er meget, meget anderledes. En lesbisk kvinde blander komedie og alvor, og den er absolut genial. Den er intellektuel og humoristisk - i starten. For Hannah Gadsby vender det fuldstændig på hovedet, så man sidder helt målløs. Hun bygger op og op på en ganske humoristisk måde med en superb ansigtsmimik for derfor at dekonstruere det hele. Det er ikke en #metoo-kampagne, det er en dybt personlig historie om ikke at passe ind - om ikke at føle sig som en kvinde på den måde, som samfundet omkring hende ser kvinder. Men det er heller ikke kun om hende og homoseksualitet. Det er også om, hvordan "den hvide mand" opfatter verden - altså ifølge hende - om den skjulte misogony- det er om komediens natur - om kunsthistorie - hendes opvækst - og om at leve som kvinde i en verden, hvor mænds kvindehadske ytringer og handlinger er noget, man blot skal acceptere.

    Det er på alle måder genialt og banebrydende, og det er et afsindigt vigtigt opråb og indslag. Den er ikke formanende - men som hun selv siger, så har hun brug for at fotælle hendes historie, fordi hun selv manglede den, da hun voksede op. Dog er den tankevækkende, men desværre så er det ikke de rigtige mennesker, der kommer til at se den.

    10/10

    Det lyder interessant. Jeg kan se at stand-up showet ligger på Netflix, så det vil jeg da lige give et kig her i aften.

    Nu kan jeg se, at hun er fra Australien. Når du skriver følgende - og om at leve som kvinde i en verden, hvor mænds kvindehadske ytringer og handlinger er noget, man blot skal acceptere. Tænkes der her primært på Australien, eller er det hele verden hun snakker om? For hvis det er hele verden, synes jeg da nok, at det er et meget generaliserrende billede hun tegner, som da skal tages med visse forbehold.

    Til sidst skriver du : Dog er den tankevækkende, men desværre så er det ikke de rigtige mennesker, der kommer til at se den. Hvem tænker du på når du mener de rigtige mennesker?

    NightHawk15-11-18 18:18

  • ★★★0

    Tænkes der her primært på Australien, eller er det hele verden hun snakker om?

    Både og...Det er heller ikke mænd generelt. Men det adresserer hun også. 

    Hvem tænker du på når du mener de rigtige mennesker?

    Dem, hun taler imod :)

    Lige en heads-up, for du vil hellere sikkert ligge mærke til det. Hun kategoriser Woody Allen som skyldig (meget kort dog, han bliver blot nævnt i en række af navne). Jeg nævner det bare, så det ikke ødelægger din oplevelse :)

    Jeg har læst lidt mere om den, og jeg tror ikke, den ændrer så meget på verdens tilstand, men den har skabt en del omtale.

    Og selvfølgelig skal det tages med forbehold...apropos mit indlæg om JBP :) 

    Guldager15-11-18 20:35

  • ★★0

    Både og...Det er heller ikke mænd generelt. Men det adresserer hun også. 

    Dem, hun taler imod :)

    Lige en heads-up, for du vil hellere sikkert ligge mærke til det. Hun kategoriser Woody Allen som skyldig (meget kort dog, han bliver blot nævnt i en række af navne). Jeg nævner det bare, så det ikke ødelægger din oplevelse :)

    Jeg har læst lidt mere om den, og jeg tror ikke, den ændrer så meget på verdens tilstand, men den har skabt en del omtale.

    Og selvfølgelig skal det tages med forbehold...apropos mit indlæg om JBP :) 

    Tak for svar og heads up. :)

    Jeg vender lige tilbage i morgen med et par kommentarer til hendes stand-up show. :) 

    NightHawk15-11-18 22:06

  • ★★1

    Både og...Det er heller ikke mænd generelt. Men det adresserer hun også. 

    Dem, hun taler imod :)

    Lige en heads-up, for du vil hellere sikkert ligge mærke til det. Hun kategoriser Woody Allen som skyldig (meget kort dog, han bliver blot nævnt i en række af navne). Jeg nævner det bare, så det ikke ødelægger din oplevelse :)

    Jeg har læst lidt mere om den, og jeg tror ikke, den ændrer så meget på verdens tilstand, men den har skabt en del omtale.

    Og selvfølgelig skal det tages med forbehold...apropos mit indlæg om JBP :) 

    Så fik jeg set "Hannah Gadsby : Nanette" og det var en noget blandet oplevelse. Hun starter sådan set fint og levere en par gode joke undervejs, som bliver formidlet på en lettere skæv facon og tvister så efterfølgende sine anekdoter på en måde, hvor hun tvinger publikum til at holde et spejl oppe og reflektere over de personlige historier, som Gadsbys jokes er bygget op omkring. Dette trick til at skabe eftertænksom ambivalens hos publikum fungerer godt men bliver desværre ikke understøttet nok af de jokes, der ligger uden om de personlige fortællinger og derfor fremstår det også en kende for tamt til min smag. Højdepunktet for mit vedkommende kommer, da hun fortæller om den skyld og skam hun har slæbt rundt på og hvordan det har påvirket hendes selvværd og selvtillid.

    Men herefter knækker filmen desværre trods en stærk emotionel afslutning, som går lige i hjertet. For i perioden imellem hvor hun bevæger sig ud i kunsthistorie og hiver Vincent Van Gogh og Pablo Picasso ind over, og hvor sidstnævnte bliver brugt som et eksempel på den hvide heteroseksuelle mands undertrykkelse af kvinder og alt der er anderledes, bliver hun meget skinger, ensporet og unuanceret at høre på. At samtidig påstå at hvide mænd har det lettere end alle andre og derfor ikke har nogen ret til at beklage sig, er et set med nutidens briller absurd postulat, hvilket mellem linjerne her flettes direkte ind i White Privilege hysteriet, som vi ser udspille sig i den højspændte kønspolitiske debat. Nu er jeg ikke selv heteroseksuel, men er dog en hvid mand, så jeg kan ikke undgå at føle mig trådt over tæerne, og jeg synes faktisk, at det er pænt irriterende at høre på, da jeg aldrig på noget tidspunkt i mit liv har følt mig mere priviligeret end andre.

    Hun nævner som sagt Picasso som et eksempel på en kvindeundertrykkende skiderik og da jeg ikke lige kan huske Picassos livshistorie, vælger jeg at tro på hendes beskrivelse. Men selv om Hannah Gadsby nævner ham og senere Donald Trump som eksempler og ligeså hiver Bill Cosby, Harvey Weinstein og Roman Polanski ind over for at bakke hendes påstand op om, at mænd generelt er nogle gustne stoddere der kun er ude på at undertrykke, voldtage eller dominere kvinder, ja så beviser det ikke andet end at disse mænd rigtigt nok er nogle skiderikker, som fortjener at blive stillet til ansvar for deres handlinger. Men man må aldrig bruge dette som et samlet eksempel på, at alle mænd dermed generelt opfører sig eller tænker på den måde. Her kammer hun simpelthen over og der ud over er det ekstremt tåbeligt at tage Woody Allen med i den kontekst eftersom, at manden er blevet undersøgt i hoved og røv over en meget lang periode og ikke på et eneste tidspunkt er der sågar rejst tiltale imod ham. Der ud over, og som du også selv har læst, er alle undersøgelser til Woody Allens fordel og alt peger derfor i retning af, at han har været udsat for en falsk anklage.

    Jeg forstår sagtens hvorfor, at hun er vred og med tanke på hvad hun har været udsat for, har hun så sandelig også ret til at give udtryk for sin vrede. Men at stemple en uskyldig mand (Woody Allen) som klar skyldig og samtidig indikere at alle mænd agerer på den måde som de nævnte eksempler eller de mænd der har begået grove forbrydelser imod hende, er at gå for vidt og hendes rant er derfor også, utilsigtet eller ej, med til at smide mere benzin på bålet, hvor det modsat havde været passende med nogle nuancer og et langt mere afbalanceret billede, der ikke tegner tingende så sort hvidt op.

    Så på den ene side er hendes historie vigtig at få ud og måske i særdeleshed for den yngre generation af LGBT+ personer, der altid har brug for folk som Hannah Gadsby som inspiration i forhold til at overvinde manglende selvværd eller traumer. Men på den anden side kan jeg ikke lade være med efterfølgende at sidde med en fornemmelse i kroppen af, at hendes show ligeså meget var et kønspolitisk mantra, der red med på bølgen af venstrefløjs-ideologi, særligt tredjebølge-feminisme, med den simpelt opsatte præmis at kvinder og minoriteter er heletene/ofrene, mens mændende, særligt hvide heteroseksuelle mænd, er skurkene. Det holder i min optik ikke en meter og i særdeleshed ikke i den tidsperiode vi befinder os i lige nu, hvor kvinder har lige så meget at skulle have sagt som mænd og hvor minoriteter er lykkedes med at opnå samme rettigheder som majoriteten i de fleste demokratiske lande.

    Når det så er sagt, vil der altid være mennesker der er uden for pædagogisk rækkevidde og som altid vil være voldelige og diskriminere uden nogen grund andet end, at de føler sig hævet og alle andre. Men så er det op til os andre at give dem kamp til stregen og det kan kun ske på en succefuld måde, hvis vi stopper det her nonsens med at bekrige hinanden på tværs af køn og seksualitet og i stedet skubber generalisering og symbolpolitik ud på sidelinjen, så vi kan samarbejde om at skabe en bedre verden.

    Jeg giver selve showet, 6/10. :) 

    NightHawk17-11-18 01:24

  • ★★★0

    Jeg er helt uenig med din fornemmelse (hvis man kan være det...). Jeg synes ikke, den handler om kønspolitisk og tredjebølge-feminisme, og netop derfor virker den. Hun er på grænsen til at blive skinger, men fordi det mest af alt er hendes historie, så bliver den aldrig dømmende overfor mænd generelt. 

    Desuden er jeg uenig i, at mænd og kvinder er ligestillet. Jo, formelt og lovmæssigt, men ellers er der mange skjulte biaser. Dog handler den mere om seksuelle minoriteter end feminisme, vil jeg mene, og her er der stadig fyldt med fordomme og undertrykkelse (og den vil jeg gerne uddybe i den politiske tråd på et tidspunkt). 

    Men hvad synes du om hendes perfomance? Og opbygning af showet? Den synes jeg nemlig er ret genial.

    Guldager17-11-18 08:06

  • ★★0

    Jeg er helt uenig med din fornemmelse (hvis man kan være det...). Jeg synes ikke, den handler om kønspolitisk og tredjebølge-feminisme, og netop derfor virker den. Hun er på grænsen til at blive skinger, men fordi det mest af alt er hendes historie, så bliver den aldrig dømmende overfor mænd generelt. 

    Nej, umiddelbart handler den ikke om kønspolitik og tredjebølge-feminisme, men det kommer det så i sidste ende alligevel til at gøre, når hun vælger at smelte sin personlige historie sammen med klassiske #Metoo eksempler som Donald Trump, Bill Cosby, Harvey Weeinstein og Roman Polanski og samtidig fletter White Privilege prædikatet ind over også, som netop er et af tredjebølge-feministernes faste mantraer. Jeg synes ikke, at hun er på grænsen til at blive skinger, men at hun rent faktisk bliver decideret skinger og unuanceret især, da hun lader sine følelser tage over. Jeg kan som nævnt tidligere sagtens forstå hvordan hun har det, men hun bliver også hurtigt meget fordømmende at høre på.

    Det kan ikke være rigtigt, at alle mænd skal tage et kollektivt ansvar for andre mænds individuelle handlinger. Dem der overtræder loven eller diskriminere skal straffes for det, og dem der undertrykker eller har den tankegang, at det er ok at genere eller skade andre blot fordi, at de er anderledes, må man forsøge at kæmpe imod blandt andet ved det, som hun gør ved at fortælle sin personlige historie. Men det nytter så ikke noget, at hun samtidig sætter alle mænd i samme bås.

    Du skriver til sidst ; "så bliver den aldrig dømmende overfor mænd generelt". Det er jeg ret uenig i eftersom, at hun siger følgende i showet. Dette er efter, at hun har listet Bill Cosby, Harvey Weinstein osv. op og konkluderer således ; "These men are not exceptions. They are the rule". Og sidst i showet siger hun ; "I Don't hate men but Im afraid of men". Altså mænd som i alle mænd og ikke kun dem der har gjort skade på hende. 

    Hun siger så efterfølgende, at man som mand skulle prøve at sætte sig i hendes sted og tænke over hvordan, at man ville have det underforstået, hvis man selv var blevet udsat for de selv samme ting som hende. Det kan svar er ikke svært at svare på, for man ville højst sandsynligt have det på præcis samme måde. Men efterfølgende siger hun så noget med, at hvis man ikke forstår den frygt hun har, ja så er det fordi, at man som mand ikke forstår kvinder på et generelt plan. Dermed generalisere hun nok engang. Og er alle kvinder i øvrigt bange for mænd? Det postulat vil jeg tillade mig at stille mig meget skeptisk over for. Eller sagt på en anden måde, jeg synes ærlig talt det er noget vrøvl.

    Desuden er jeg uenig i, at mænd og kvinder er ligestillet. Jo, formelt og lovmæssigt, men ellers er der mange skjulte biaser. Dog handler den mere om seksuelle minoriteter end feminisme, vil jeg mene, og her er der stadig fyldt med fordomme og undertrykkelse (og den vil jeg gerne uddybe i den politiske tråd på et tidspunkt). 

    Men det kommer vel også an på, hvilke lande vi snakker om. Jeg nævner bevidst disse lande fordi, at det primært er her at debatten om kønsidentiteter, feminisme, White Priviledge osv bliver diskuteret ud i det absurde. Hvis det er i Skandinavien, USA, Canada eller England vil jeg da klart mene, at mænd og kvinder er ligestillet andet end blot rent formelt og lovmæssigt.  I alt fra politik til underholdningsindustrien er kvinder ikke bare repræsenteret men har også betydningsfulde stillinger og platforme til at ytre sig der gør, at deres indflydelse på samfundet er ligeså vigtig som mændenes. Ellers vil jeg da gerne vide i de nævnte lande på hvilken måde det er, at kvinderne bliver holdt nede og sat uden for indflydelse?

    Jeg vil mene, at Hannah Gladsbys show handler ligeså meget om feminisme som om minoriteter og hun slår også især i sidste del af showet fast, at det handler meget om kvinders undertrykkelse af den hvide mand/mænd generelt ved at sætte det ind i en historisk kontekst, startende fra Pablo Picasso og frem til #Metoo bevægelsens opblomstring, som hun dog ikke nævner direkte men indirekte gennem de nævnte mænd som Donald Trump osv.

    Jeg vil meget gerne høre, hvad du har på hjerte omkring fordomme og undertrykkelse af minoriteter, men jeg går ikke ud fra, at vi er uenige her overhovedet. :)

    Men hvad synes du om hendes perfomance? Og opbygning af showet? Den synes jeg nemlig er ret genial.

    Hvis jeg piller alt det tema-mæssige væk og blot ser isoleret på hendes performance som komiker, så må jeg bare sige, at jeg ikke er super vild med hendes stil. Jeg synes ofte, at timingen i hendes jokes virker for opstyltet og faktisk ret traditionel på trods af, at hun leger med konceptet stand-up og med at blande humor og alvor. Jeg synes hendes opbygning og måde at vende det hele på hovedet på var godt uden, at det dog på noget tidspunkt var noget jeg fandt fantastisk, genialt eller ligefrem revolutionerende, som jeg har læst flere steder at showet skulle være.

    Som komiker synes jeg ikke, at hun er særlig god. Men som foredragsholder har hun til gengæld en hvis appeal, og nu hvor hun truer med at lægge stand-up karrieren på hylden tænker jeg, at en fremtid som foredragsholder ville passe hende bedre. :)

    NightHawk17-11-18 22:20

  • ★★0

    Hun siger så efterfølgende, at man som mand skulle prøve at sætte sig i hendes sted og tænke over hvordan, at man ville have det underforstået, hvis man selv var blevet udsat for de selv samme ting som hende. Det kan svar er ikke svært at svare på, for man ville højst sandsynligt have det på præcis samme måde. Men efterfølgende siger hun så noget med, at hvis man ikke forstår den frygt hun har, ja så er det fordi, at man som mand ikke forstår kvinder på et generelt plan. Dermed generalisere hun nok engang. Og er alle kvinder i øvrigt bange for mænd? Det postulat vil jeg tillade mig at stille mig meget skeptisk over for. Eller sagt på en anden måde, jeg synes ærlig talt det er noget vrøvl.

    Jeg skal lige komme med et par rettelser. I teksten markeret med fed skrift skulle der selvfølgelig stå "Det spørgsmål".

    Jeg vil mene, at Hannah Gladsbys show handler ligeså meget om feminisme som om minoriteter og hun slår også især i sidste del af showet fast, at det handler meget om kvinders undertrykkelse af den hvide mand/mænd generelt ved at sætte det ind i en historisk kontekst, startende fra Pablo Picasso og frem til #Metoo bevægelsens opblomstring, som hun dog ikke nævner direkte men indirekte gennem de nævnte mænd som Donald Trump osv.

    Ha, ja her fik jeg så byttet helt rundt på tingene. Her skulle naturligvis stå ; "Den hvide mands/mænd generelt undertrykkelse af kvinder".

    NightHawk17-11-18 23:26

  • ★★★★0

    The Ballad of Buster Scroggs 

    Seks meget forskellige westernfortællinger af Coen-brødrene. Flotte, underholdende, morsomme, voldelige, rørende, stemningsfulde og uforudsigelige - og meget typisk Coenske. 

    Jeg så den sammen med konen og svogeren, og da vi snakkede om den bagefter blev de meget overraskede over min udlægning af den sidste fortælling - at tre af passagererne var døde, og at de var på vej til dødsriget. Men efter at have tænkt tingene gennem, var de ikke uenige. 

    Riqon18-11-18 09:30

  • ★★★0

    Den taber pusten hen ad vejen, og jeg synes den første film er bedst. Den måde Clancy Browns karakter kommer af dage er intet mindre end genialt!!! (Der behøver ikke spoilermarkering her.)

    davenport18-11-18 12:11

  • ★★★★0

    En frygtelig kvinde (2017)

     

    og en svag mand” kunne måske passende have været undertitlen, på dette drama med stærke sarkastiske undertoner om et forhold mellem en ung mand og kvinde. Eller burde jeg skrive ”om forholdet mellem mænd og kvinder”?

    Nuvel, jeg ved ikke om instruktør, manusforfatter og skuespiller Christian Tafdrup har været ude i et forsøg på at give hvad han opfatter som et generelt billede eller blot på netop disse to som filmen omhandler. Uanset, så uden at jeg skal påstå at filmen ligefrem skabte kontroverser, så har jeg da stødt på sure opstød fra visse kredse over det kvindebillede der tegnes.

    Jeg har ikke selv problemer med det og det psykologiske spil mellem hovedpersonerne, der sættes lidt på spidsen måske, rammer en del genkendeligt i et par tidligere både egne og bekendtes forhold. Den lidt (for) passive mand der falder for den udadtil sårbare kvinde, der omvendt hurtigt tager tesen og manipulerer sig til at få tingene på sin måde.

    Jeg tror ærligt at er man åben, vil mange kunne genkende dette billede der gengives, om end det selvsagt bliver lidt rigeligt generaliserende og på den måde, måske for nogen kan forekomme en anelse fordomsfuldt.

    Men filmens og historiens kvaliteter til trods, så er det intet stort drama. Skuespillet er fint nok, det samme med fortællingens afvikling. Men heller ikke mere og helt ned og ind under huden på karaktererne føler man aldrig man helt kommer.

     

    Bedømmelse: 7/10

    T. Nielsen18-11-18 12:34

  • ★★★★0

    The Rescuers (1977)

     

    Jeg er på ingen made tegnefilmsekspert, så hvor kvalitativt “Bernard & Bianca” (som den hedder på dansk) egentlig er i streg og animation skal jeg ikke udtale mig for skråsikkert om. At Disney’s med garanti har leveret flottere tør jeg dog godt påstå.

    Jeg skal så også gerne indrømme at jeg personligt elsker stilen, der virker lidt mere rå og upoleret, som denne her klassiker er holdt i. Også dens mere mørke tone i farver og lys tiltaler mig.

    Historien om de to både elskværdige og karismatiske mus, der tager ud på en farlig mission for at redde en lille pige, der er blevet kidnappet fra et børnehjem er også fortalt med nerve og tempo, uden at virke forjaget. Der er skåret ind til benet så fokus er på det vigtige og den Disney’ske tradition for at gøre deres tegnefilm til musicals, hvor meget jeg end elsker det, er neddæmpet til et minimum, hvilket fungerer virkelig godt her.

    Men ud over en fængende historie båret af et godt persongalleri og en dragende stemning, så er der også flere fantastiske scener. Som når vores to små helte skal lette med Albatros Airlines fra toppen af en skyskraber. Morsomt, voldsomt underholdende og så mindeværdigt at det må være cinematisk folkeeje. En scene jeg ser frem til hver gang jeg vil tage et gensyn med ”The Rescuers”.

    Til slut skal jeg så også gerne indrømme at min holdning måske er farvet af at denne film har en speciel plads i mit hjerte. Jeg så den nemlig som barn i biografen med min far og ud over det, var det sandsynligvis den første Disney tegnefilm jeg har set i det hele taget. Det er i hvert fald den første jeg husker og den gjorde et stort, varmt og opløftende indtryk.

    Det gør den stadig!

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen18-11-18 18:14

  • ★★★0

    Babylon Berlin - DR

    Berlin 1929..Kommunister, nazister, pornoring, og hvem er det, som er på BDSM billedet?

    Bedre og bedre. Absolut underholdende og velproduceret tysk serie. Glæder mig til mere. 

    8/10

    Bruce18-11-18 22:10

  • ★★★★0

    Outlaw King (2018)

     

    Instruktør David Mackenzie har siden sin spillefilmsdebut i 2002 iscenesat en lang række forskellige film, med et svingende resultat. Der er et par middelmådige på CV’et, men bestemt også et par virkelig gode.

    De helt høje noter har han dog ifølge mig ikke ramt før med hans forrige film, mesterværket ”Hell Or High Water”. At den blev så fantastisk skyldes dog nok i lige så høj grad manuskriptet af Taylor Sheridan.

    Men her har Mackenzie, der selv har haft en hånd med i manuskriptet, så slået sig sammen med Netflix, med hvad der siges at være et af deres største (læs: dyreste) sats. Et historisk drama om magtkampen mellem England og Skotland, der ønskede uafhængighed og anført af Robert Bruce tog kampen op, efter frihedsheltens William Wallaces (Jep, ham fra ”Braveheart”) død.

    Stilen og filmens ofte rå tone, er forsøgt at være både visuel og indholdsmæssigt realistisk og troværdigt. Dette lykkes også ganske godt. Særligt filmens kampscener er heftige og ubehageligt voldelige. Det er svært ikke at blive grebet og leve sig ind i dem.

    Men måske er det også på grund af dette meget virkelighedsnære middelalderlige anstrøg, at det forekommer mig lidt for belejligt at Robert Bruce, spillet en anelse apatisk af ellers sympatiske Chris Pine, virker lige lovlig nutidig i forhold til særligt kvinder.

    Det samme med den unge kvinde han giftes med. Det er ikke utroværdigt at hun er en stærk kvinde. Men hun virker lidt rigeligt moderne udi sine handlinger og ”kæften” op. Florence Pugh spiller hende dog mageløst.

    Nuvel, jeg kan af gode grunde ikke vide om de var sådan. Det virker dog mere som et træk for at please publikum og give dem helte med værdier man i dag bedre kan forholde sig til.

    Historien er desværre heller ikke specielt godt fortalt. Det er som fortællingen serveres i punktform, hvor der mangler et mere naturligt og bedre flow mellem scenerne. Desuden skuffer filmen også til slut, hvor det føles som om den dovent springer over hvor gærdet er lavest og vi blot får smidt lidt tekst ind for at redegøre for hvad der videre skete.

    Men trods alle kritikpunkterne, så fænger filmen faktisk og de to timer går stærkt. Måske endda for stærkt og en længere spilletid kunne nok have gavnet, om ikke andet selve fortællingens helhed. En helhed der skuffer, som med de fleste andre forsøg Netflix har gjort sig med større og vægtigere film. Måske de en skønne dag lærer det?

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen22-11-18 20:24

  • ★★★★0

    Only the Brave (2017)

     

    Instruktør Joseph Kosinski har med de billedligt stilfulde science fiction film ”Tron Legacy” og Tom Cruise filmen ”Oblivion” vist stor sans for det visuelle, i en grad jeg vil kalde brillant. Det har måske knebet lidt mere med historier, uden at jeg har fundet dem dårlige.

    Her er det så en anden langt mere jordnær fortælling, om skovbrande og et hold af ”firefighters” og det er han slukket godt fra.

    Det visuelle øje har han stadig, så filmen ser godt ud og man kommer tæt ind i ilden med vores helte. Selve fortællingen er måske så ikke uden sine klicheer som naturkatastrofefilm ofte er og bygget på en sand historie, er den også ved at falde i fælder af romantiseret heltedåd, som amerikanerne er så gode til at dyrke.

    Men Kosinski retter meget smart sit fokus på sine karakterer, deres styrker og svagheder, og fortæller sideløbende små historier som personerne kæmper med og det fungerer godt, også takket være et godt og velspillende cast.

    Det løfter den over gennemsnittet af sådanne film og gør det til en virkelig god og spændende en om sammenhold, kærlighed og det at arbejde i ekstrem situationer og aldrig så unuanceret som man kunne frygte.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen23-11-18 09:46

  • ★★★★0

    The Mountain Between Us (2017)

     

    Der er, hvis ikke altid så ofte noget sært dragende og fascinerende ved “overlevelsesfilm” og en fortælling om et lille fly der styrter ned i et øde og sneklædt bjergområde er netop en sådan en. Desværre er det også en film der sætter sig mellem de nok så berømte eller berygtede to stole og her muligvis flere end to.

    Så selv om den har potentiale til en del, måske også takket være to karismatiske og dygtige skuespillere i de bærende roller, så tabes en del til jorden undervejs.

    Filmen har et par antræk til at ville noget og kunne noget, sådan rent psykologisk og hvad det gør ved mennesker, når de ender i sådan en ekstrem situation. Men for ofte kradser den kun kort og overfladisk i dette, for så at spore over i banaliteter og pladderromantik.

    En romantik som den så heller ikke helt tør gå linen ud, men i stedet holder det i et ikke godt subtil underspil, men blot mangelfuldt understøttet.

    Selve fortællingens indbyggede dramatik trækker heldigvis et stort læs og havde denne del så fået lov til helt at udfolde sig, så det var her fokus var, kunne det have været en bragende spændende film. Men alt for ofte trækkes tempo og fremdrift ud, for at fokusere på vores hovedpersoner stå stille og føre samtaler, der ikke alle er lige vedkommende.

    Men det er stadig dramatikken i overlevelseskampen, kombineret med Idris Elba og Kate Winslet i hovedrollerne der lige løfter filmen over det middelmåde. Nå ja og så den smukke naturbaggrund den udspiller sig i.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen23-11-18 10:27

  • ★★★0

    Legends of Tomorrow nye sæson forstår stadigvæk bare og ha det sjovt og embrache the sillyness of it all, og hvor er det herligt at se John Constantine tilbage i form af Matt Ryan, var færdig af grin over Episode 2 med deres noget alternative hmm ja villain of the week :)

    Afsnit 3 gav lige en lille hilsen til Constantines punk dage, og vi fik en herlig team up mellem den akavede Gary og Nate, der var ganske herlig, og det ser ud til det er Constantine som er drivkraften bag den overordnede skurk den her sæson.

    Så ja det er sku godt og ha dem tilbage.

    Ps. Sara lyder stadigvæk som om hun har konstante tømmermænd :)

    Elwood25-11-18 18:08

  • ★★★★0

    The Killing of a Sacred Deer (2017)

     

    Instruktør Yorgos Lanthimos der seneste gav os den bizarre og satiriske “The Lobster”, der som denne her også havde Colin Farrell i hovedrollen, står også bag denne måske lige så kuriøse film, hvis dybere pointer, hvis der er nogen og det er der jo nok, sandsynligvis godt kan være gået hen over hovedet på mig.

    Ikke desto mindre lykkes det Lanthimos at skabe en ubehageligt tryggende og foruroligende stemning igennem denne arthouse horrorfilm.

    Plottet når nu det trods alt er der, kan jeg måske synes kan fremstå lige vel tyndt og svagt understøttet. Havde Lanthimos smurt tykkere på, uden at forklare mere nødvendigvis tror jeg det for mig havde trukket oplevelsen op.

    Men også Farrell i hovedrollen trækker, især i filmens første halvdel, ekstremt ned på indlevelsen. Han spiller rollen lidt på samme måde som i netop The Lobster og leverer sine replikker mekanisk og forlorent. Det er der måske en mening med. Men hvor det fungerer i netop ”The Lobster”, så falder det helt til jorden sammen med karakteren her synes jeg.

    Lidt bedre er isdronningen Nicole Kidman, selv om karakteren er svær at få styr på. Bedste er dog Barry Keoghan i en passiv aggressiv rolle, der bliver mere og mere uhyggelig som historien bevæger sig fremad.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen26-11-18 12:11

  • ★★★0

    Lanthimos er nok nutidens svar på Luis Bunuel vil jeg tro. Meget original filmskaber, men stilen kan forekomme mig lidt fjern. Alle snakker så fandens mekanisk. Jeg kunne dog godt lide denne pga den trykkende stemning og uforudsigelig deroute. Jeg synes stadig Dogtooth er hans bedste. The Favourite skulle være lidt anderledes, som scorer ret forrygende anmeldelser lige pt. 

    Babo26-11-18 12:32

  • ★★★0

    Jeg er helt vild med Lanthimos’ unikke stil og filmsprog. Det går rent ind hos mig.

    Kruse26-11-18 12:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen