Forum - Forum-tråd: What we saw

What we saw

  • ★★★★★★0

    Det er to karakterer for lidt! Den er nr. 9 på min top250-liste :)

    Fantastisk film. 

    Ja okay, det er noteret og jeg må huske at rate den to højere næste gang:-) Mere interessant ville det være at høre dig skrive lidt om den, når nu du normalt er ret påpasselig med at smide 10-taller efter film:)

    T. Nielsen13-06-20 14:10

  • ★★★★★1

    Ja pengene må have været "the force" der drev dem. Men selv den tanke føler jeg dårligt de selv har troet helt på. Der ville jeg påstå der måtte være mere sikre filmatiseringer. Medmindre de håbede på at starte en filmserie ligefrem, med Salander som røvsparkede Bond-agtig heltinde i lædertøj.

    Har du anmeldt den?

    Min anmeldelse

    Rimelig fortsættelse på Salander sagaen, hvor Mikael Blomkvist desværre bare ender som en ubetydelig bifigur. Det var netop den fine balance mellem den helt almindelige mand og den exeptionelle pige som fungerede perfekt i Millenium triologien.

    Ideen om en søster er glimrende og fungerer i tråd med serien men resten af universet lades i den grad i stikken. Jeg savnede de hverdagsgenvorligheder, som gav en helstøbt historie. Istedet ender det som en action thriller, som er set andre gange, bedre.

    Jeg var flinkere end dig og gav

    5/10

    Wayne13-06-20 16:27

  • ★★★★★1

    Yesterday (2019)

     

    Det er en blandet landhandel instruktør Danny Boyle har bag sig. Men som instruktør er han dog heldigvis sjældent direkte uinteressant eller kedelig.

    Her med hans seneste, en musical, er han dog ualmindelig tæt på begge dele også selv om det ikke nødvendigvis er hans svageste film.

    Her er tale om en sød historie. En historie om musik og kærlighed med en sjov ide, hvor en ung musiker ( uden den store succes, efter en uforklarlig hændelse, vågner op og opdager at verden har glemt verdens største popgruppe, The Beatles og deres mange mange fremragende sange.

    Ja, det er nok til at gætte hvad der så sker. Det er udfaldet af handlingen så også, for desværre vælger Boyle sammen med hans manuskriptforfatter Richard (Love Actually) Curtis at træde ned ad den mest forudsigelige, klichefyldte og moralsk rigtige vej en sådan historie kan vælge.

    Men man er mildt underholdt, man griner og hygger sig (men man irriteres også utilsigtet sine steder) og så er sangene altså så stærke at de kan løfte selv et middelmådigt manus.

     

    Bedømmelse: 6/10

    Netop sangene gør nok at jeg kommer til at se den :-)

    Wayne13-06-20 16:29

  • ★★★★★★0

    Min anmeldelse

    Rimelig fortsættelse på Salander sagaen, hvor Mikael Blomkvist desværre bare ender som en ubetydelig bifigur. Det var netop den fine balance mellem den helt almindelige mand og den exeptionelle pige som fungerede perfekt i Millenium triologien.

    Ideen om en søster er glimrende og fungerer i tråd med serien men resten af universet lades i den grad i stikken. Jeg savnede de hverdagsgenvorligheder, som gav en helstøbt historie. Istedet ender det som en action thriller, som er set andre gange, bedre.

    Jeg var flinkere end dig og gav

    5/10

    Takker og ja, meget flinkere;) Det med søsteren, som jeg selv fandt plat, modsiger det ikke bog 3 i de oprindelige romaner? Eller nærmere, fik Salander ikke hævn over sin far, hun i øvrigt tidligere have sat ild til. Eller husker jeg helt forkert? Bilder mig ind, at hele tilbageblikket og alt omkring hendes far (og dermed også søster), det ikke kan passe logisk ind?

    T. Nielsen13-06-20 16:33

  • ★★★★★★1

    Netop sangene gør nok at jeg kommer til at se den :-)

    Du rater den nok også højere end mig:-P

    T. Nielsen13-06-20 16:34

  • ★★★★0

    Waves (2019)

    Visuelt er det en flot film. Trey Edward Shults er ikke uden talent for at skabe stemning. Det er bare ikke helt godt nok til at forføre mig, og opveje for et manuskript der ikke hænger godt nok sammen. Der er plotforviklinger der føles forceret, og der er andre scener, der føles løst improviseret. Fundamentet er ikke stærkt nok til at jeg kan lade mig blive opslugt af stemningen. Det er ærgerligt for jeg synes ikke det er en dårlig film, men den føles som uforløst potentiale.

    6/10

    Kruse13-06-20 23:08

  • ★★★★★1

    Du rater den nok også højere end mig:-P

    Ikke sikkert - gode sange gør ikke nødvendigvis en god film ;-)

    Wayne14-06-20 00:56

  • ★★★★★0

    Takker og ja, meget flinkere;) Det med søsteren, som jeg selv fandt plat, modsiger det ikke bog 3 i de oprindelige romaner? Eller nærmere, fik Salander ikke hævn over sin far, hun i øvrigt tidligere have sat ild til. Eller husker jeg helt forkert? Bilder mig ind, at hele tilbageblikket og alt omkring hendes far (og dermed også søster), det ikke kan passe logisk ind?

    Såvidt jeg husker så drejer det sig om et tilbageblik, længe inden det endelige opgør med hendes far, som fandt sted i 3. del.

    Men enig, det træder ved siden af det vi har fået fortalt, hidtil - men er vel eneste mulighed for at føre familiedramaet videre nu da de aner var døde?

    Wayne14-06-20 01:05

  • 0

    Noget gik galt ift. citatet, men:

     The Office (US)

    Jeg har ikke set den britiske udgave, så jeg kan ikke sammenligne. Men hvor Parks and Rec er en hyggeserie, så er The Office fuldstændig tandløs. På intet tidspunkt trækker jeg på smilebåndet, bliver forarget eller noget andet. Steve Carrells person er ikke pinlig nok, ikke sjov nok eller noget andet. Jeg har kun set halvdelen af sæson 2, og det eneste interessante, er faktisk den spirende kærlighedshistorie mellem to af karaktererne. Resten er jeg ligeglad med.

    Selv fanfavoritten Dwight er kedelig.

    5/10

    Spørgsmål: fortsætter The Office (US) i samme stil? For så overvejer jeg at stoppe med den nemlig.

    Hvis du ikke kan lide sæson 2, tror jeg heller ikke, at du vil kunne lide resten, sæson 2-5 er klart de  bedste sæsoner.

    Mit råd: Tag evt. en liste over bedste episoder, se dem, og se om det ændrer noget

    Slayer14-06-20 07:34

  • ★★★★★★1

    Lo chiamavano Trinità... (1970)

     

    Jeg har engang læst, at denne her italienske spaghettiwestern parodi var med til at gøre det endegyldigt af med en genre, der i forvejen ofte var ret så overdreven og indimellem lidt fjollet.

    Noget andet denne film om ”brødrene Trinity” den gjorde, det var at gøre Terence Hill og Bud Spencer til et elsket og succesfuldt makkerpar, især i Europa. Det er faktisk ikke deres første film sammen, men det er den første komedie, der i øvrigt er bygget på en formel som de kom til at gentage i utallige film sidenhen af meget svingende kvalitet.

    En af de bedste var dog stadig denne her megaunderholdende og ofte herligt morsomme western. Den rammer så godt, fordi den på en side gør så vellykket grin med den genre den er udsprunget af, men på samme tid også har beholdt lidt af den hårde og kantede stil som den italienske western ofte var kendt for. Sidenhen blev tonen i deres film ofte mere familievenlig og renskuret.

    En anden ting der er svært at stå for, er Hill og Spencer’s fantastiske kemi, deres enorme karisma og deres evige evne til kærligt drillende spille op mod hinanden, hvor Spencer’s brovtende figur føler sig evigt irriteret på Hill’s charmerende og flabede drengerøv.

    Nå ja og så skal jeg også huske at nævne titelsangen ”Trinity (Titoli)”, som egentlig er ret fed. Den måtte Q. Tarantino da også genanvende i hans ”Django Unchained”.

     

    Bedømmelse: 8/10

    T. Nielsen14-06-20 08:42

  • ★★★★★1

    Lo chiamavano Trinità... (1970)

     

    Jeg har engang læst, at denne her italienske spaghettiwestern parodi var med til at gøre det endegyldigt af med en genre, der i forvejen ofte var ret så overdreven og indimellem lidt fjollet.

    Noget andet denne film om ”brødrene Trinity” den gjorde, det var at gøre Terence Hill og Bud Spencer til et elsket og succesfuldt makkerpar, især i Europa. Det er faktisk ikke deres første film sammen, men det er den første komedie, der i øvrigt er bygget på en formel som de kom til at gentage i utallige film sidenhen af meget svingende kvalitet.

    En af de bedste var dog stadig denne her megaunderholdende og ofte herligt morsomme western. Den rammer så godt, fordi den på en side gør så vellykket grin med den genre den er udsprunget af, men på samme tid også har beholdt lidt af den hårde og kantede stil som den italienske western ofte var kendt for. Sidenhen blev tonen i deres film ofte mere familievenlig og renskuret.

    En anden ting der er svært at stå for, er Hill og Spencer’s fantastiske kemi, deres enorme karisma og deres evige evne til kærligt drillende spille op mod hinanden, hvor Spencer’s brovtende figur føler sig evigt irriteret på Hill’s charmerende og flabede drengerøv.

    Nå ja og så skal jeg også huske at nævne titelsangen ”Trinity (Titoli)”, som egentlig er ret fed. Den måtte Q. Tarantino da også genanvende i hans ”Django Unchained”.

     

    Bedømmelse: 8/10

    Elsker Trinity drengene - og har vel set samtlige film på VHS med dem - selvom det er af svingende kvalitet. 
    Forståeligt at denne film satte gang i en lang række af film - hvor de gentog de samme karakterer.

    Denne første var vel også den bedste, fordi det ikke var ren lagkagekomik det hele.

    Wayne14-06-20 08:59

  • ★★★★★★1

    Elsker Trinity drengene - og har vel set samtlige film på VHS med dem - selvom det er af svingende kvalitet. 
    Forståeligt at denne film satte gang i en lang række af film - hvor de gentog de samme karakterer.

    Denne første var vel også den bedste, fordi det ikke var ren lagkagekomik det hele.

    Nemlig! Isoleret set kan andre af deres film muligvis have levet op til denne, tør jeg ikke påstå de ikke har gjort. Men de var stadig bare en gentagelse en tørre tæv og drillerier hvor de gentog rollerne som du nævner, bare i et andet setup med et eller andet påskud af en historie, til at sætte gang i løjerne. Jeg har set dem så meget som barn/ung og knuselsket dem. Jeg regner med at se et par stykker mere de næste par måneder. Mindes også netop denne her "De Kalder Mig Trinity"s (som den hedder på dansk som du ved) efterfølger "Jeg Hedder Stadig Trinity", var af ca. samme kvalitet. Om jeg vil synes det i dag er svært at sige. Selv om jeg har set den flere gange (det har jeg flere af deres film), så er det MANGE år siden. Har arvet et enormt bokssæt på dvd med deres film.

    I øvrigt sjovt, dengang sagde man bare at man skulle se en film med Trinity brødrene, selv om det navn egentlig kun var tilknyttet disse to film og som jeg ser det i filmen, kun er Hill's navn.

    T. Nielsen14-06-20 09:15

  • ★★★★★1

    Nemlig! Isoleret set kan andre af deres film muligvis have levet op til denne, tør jeg ikke påstå de ikke har gjort. Men de var stadig bare en gentagelse en tørre tæv og drillerier hvor de gentog rollerne som du nævner, bare i et andet setup med et eller andet påskud af en historie, til at sætte gang i løjerne. Jeg har set dem så meget som barn/ung og knuselsket dem. Jeg regner med at se et par stykker mere de næste par måneder. Mindes også netop denne her "De Kalder Mig Trinity"s (som den hedder på dansk som du ved) efterfølger "Jeg Hedder Stadig Trinity", var af ca. samme kvalitet. Om jeg vil synes det i dag er svært at sige. Selv om jeg har set den flere gange (det har jeg flere af deres film), så er det MANGE år siden. Har arvet et enormt bokssæt på dvd med deres film.

    I øvrigt sjovt, dengang sagde man bare at man skulle se en film med Trinity brødrene, selv om det navn egentlig kun var tilknyttet disse to film og som jeg ser det i filmen, kun er Hill's navn.

    Ja - har også en del af deres film, de kunne sagtens tåle et gensyn. Tror ikke de skuffer for man kender jo præcis præmissen for det hele :-)

    Hill og Spencer er jo også et stykke fra deres virkelige navne ;-)

    Wayne14-06-20 09:56

  • ★★★★★★1

    Tror ikke de skuffer for man kender jo præcis præmissen for det hele :-)

    Det er nok MEGET svært at blive sønderligt overrasket ja:-D

    Hill og Spencer er jo også et stykke fes deres virkelige navne ;-)

    Nej, dem havde vi aldrig lært at udtale her i landet:)

    T. Nielsen14-06-20 09:43

  • ★★★★★1

    Det er nok MEGET svært at blive sønderligt overrasket ja:-D

    Nej, dem havde vi aldrig lært at udtale her i landet:)

    Elsker Buds knytnæve - oven i hovedet :-D

    Wayne14-06-20 09:57

  • ★★★★★★0

    Elsker Buds knytnæve - oven i hovedet :-D

    En klassiker:D

    T. Nielsen14-06-20 10:08

  • ★★★★0

    A Hidden Life

    Efter nogle mærkbart svage film er A Hidden Life mere en return to form for instruktør Malick og jeg godt kan tillade mig at kalde det for hans comeback film. I vanlig stil er det en film set fra et spirituelt perspektiv og det kræver at man forholder sig til livets eksistentielle spørgsmål. Malick har styr på sin fortælling denne gang og virker mere karakterinteresseret. Men tag alligevel ikke fejl: Det er Malick, der laver film til Malick. Han er kompromisløs og bevæger sig tit mod grænsen for, hvad filmen som medie er i stand til at formidle. Ingen har øje for natur som ham og kompositionen og lyset er underskønt. To nøgleelementer, der bare skal sidde lige i skabet og gør det også. Hvidbalancen er også en meget væsentlig indstilling samt valg af vidvinkel.  Alt det er behersket til UG. Skulle man indvende noget mod filmen, er det spilleriden. Malick havde ikke behøvet næsten tre timer, men hvem er jeg til at bestemme det? Er man som jeg investeret betyder dette knap så meget i sidste ende. 8/10

    Babo14-06-20 10:19

  • ★★★★0

    En ting undrer jeg mig over. Malick har for det meste hyret tyske skuespillere - for så at lade dem tale engelsk? Og så alligevel indimellem tysk? Jeg kan godt forstå det hvis det var en mainstream film, men det er det ikke og hvorfor så hyre tyske skuespillere ?

    Babo14-06-20 11:33

  • ★★★★0

    Waves (2019)

    Visuelt er det en flot film. Trey Edward Shults er ikke uden talent for at skabe stemning. Det er bare ikke helt godt nok til at forføre mig, og opveje for et manuskript der ikke hænger godt nok sammen. Der er plotforviklinger der føles forceret, og der er andre scener, der føles løst improviseret. Fundamentet er ikke stærkt nok til at jeg kan lade mig blive opslugt af stemningen. Det er ærgerligt for jeg synes ikke det er en dårlig film, men den føles som uforløst potentiale.

    6/10

    Takker :) - tror jeg venter med at se den, til jeg kan se den på streaming. 

    Guldager14-06-20 14:22

  • ★★★★★★1

    Gli specialisti (1969)

     

    Man kan måske diskutere hvor kunstnerisk gudbenådet og teknisk dygtig instruktør Sergio Corbucci han var. Han samlede arbejde er af meget svingende kvalitet. Men han har alligevel skabt en håndfuld film eller mere, der er tiden værd og som tåler at blive set.

    Især skal ”Django” fra 1966 fremhæves, for her skabte han en af filmhistoriens mest ikoniske spaghettiwestern og mest voldsomt fascinerende antihelte i hovedpersonen. Det er dog, dens lækre b-films kvaliteter og høje underholdningsværdi til trods, ikke en film der kan undsige sig sine fejl og mangler. Det er dog heldigvis mest det gode, spændende og overraskende man husker den for og derfor som en fremragende film i genren.

    Helt derop kan denne her delvist fransk, italiensk og tysk produceret baguette/spaghetti/sauerkrautwestern ikke nå. I hovedrollen som den tavse gunslinger, er den franske sanger Johnny Hallyday ingen Franco ”Django” Nero. Rollen virker dog heller ikke klart nok defineret synes jeg. Et er af mange af heltene i sådanne film, næsten mere er et ikon eller symbol. Noget andet er, når man bare præsenteres for ”rutinerne”, uden at give karakteren lidt egen flair.

    Historien virker også noget ufokuseret og flagrende til tider, hvis den da ikke bare slår over i det spøjse. Som med de unge teenagere, der render ud og ind af fortællingen og som minder om mennesker, man nærmere ville forbinde med Charles Manson klanen. Eller scenen hvor det meste af en by, tvinges til at klæde sig af og smide sig på jorden?

    Men er man til genren og den ofte mere ukultiverede tekniske stil og tone, så er der bestemt også passager der er mægtigt underholdende.

     

    Bedømmelse: 6/10

    T. Nielsen14-06-20 14:42

  • ★★★★1

    Springsteen On Broadway (2019)

    youtu.be/M1xDzgob1JI

    I hvad der stort set er at betragte som et vaskeægte onemanshow, stiller legenden Bruce Springsteen sig op på en lille intim scene og fortæller sin livshistorie, afbrudt med jævne mellemrum af klassikere fra sit enorme bagkatalog af sange, der her side om side med selve Springsteens egen skabelsesberetning fremføres på en rå, upoleret, hudløst ærlig og samtidig ofte klukkende morsom og dybt rørende facon.

    Der åbnes med beskrivelse af barndommen og de hårde teenage år i New Jersey, hvilket bliver efterfulgt af de store drømme om at blive berømt rockmusiker i New York, til magtkampene og Springsteens had/kærligheds forhold til sin fader, samt tabet af nære venner - heriblandt E-Street Bands ikoniske saxofonist Clarence Clemons - til både Vietnam krigen og sygdom, mødet med sit livs kærlighed i skikkelse af Patti Scialfa, inden der rundes fornemt af med Springsteens syn på verden af i dag, samt hans forsoning med sin fader. 

    Alt sammen beskrives på en utrolig gribende og medrivende måde via Springsteens hæse, nærmest prædikende og rytmiske stemmeføring, der gør at selv de aller mindste detaljer i den 153 minutters lange storyteller-koncert alle er dybt fascinerende at lytte til.

    Jeg havde både gåsehud på armene og tårer i øjnene flere gange undervejs, men særligt stort indtryk gjorde det på mig, da han beskrev hvor meget han savnede Clarence og i hans beskrivelse af kærligheden til Patti, hvilket rent musikalsk bl.a. kom til udtryk i den mesterlige "Brilliant Disguise", som for mit vedkommende er en af de smukkeste sange, Bruce Springsteen nogensinde har skrevet. 

    Det allerstørste og mest rørende og hjerteskærende øjeblik kom dog da Springsteen fortalte en tårevædet anekdote om forsoningen med sin fader. Det kunne man tydeligt se havde enorm betydning for ham og var et moment i koncerten, der var så stærkt at man skulle være lavet af sten for ikke at blive rørt af det.

    Bruce Springsteen lykkedes dog på sublim vis med at vende stemningen igen og rundede efterfølgende koncerten af med en livsbekræftende udgave af klassikeren "Born To Run", hvilket fortjent medførte stående applaus fra et yderst begejstret publikum, der ligesom undertegnede nød hvert et sekund af denne magiske aften i selskab med The Boss.

    10/10

    NightHawk14-06-20 16:17

  • ★★★★★1

    Gli specialisti (1969)

     

    Man kan måske diskutere hvor kunstnerisk gudbenådet og teknisk dygtig instruktør Sergio Corbucci han var. Han samlede arbejde er af meget svingende kvalitet. Men han har alligevel skabt en håndfuld film eller mere, der er tiden værd og som tåler at blive set.

    Især skal ”Django” fra 1966 fremhæves, for her skabte han en af filmhistoriens mest ikoniske spaghettiwestern og mest voldsomt fascinerende antihelte i hovedpersonen. Det er dog, dens lækre b-films kvaliteter og høje underholdningsværdi til trods, ikke en film der kan undsige sig sine fejl og mangler. Det er dog heldigvis mest det gode, spændende og overraskende man husker den for og derfor som en fremragende film i genren.

    Helt derop kan denne her delvist fransk, italiensk og tysk produceret baguette/spaghetti/sauerkrautwestern ikke nå. I hovedrollen som den tavse gunslinger, er den franske sanger Johnny Hallyday ingen Franco ”Django” Nero. Rollen virker dog heller ikke klart nok defineret synes jeg. Et er af mange af heltene i sådanne film, næsten mere er et ikon eller symbol. Noget andet er, når man bare præsenteres for ”rutinerne”, uden at give karakteren lidt egen flair.

    Historien virker også noget ufokuseret og flagrende til tider, hvis den da ikke bare slår over i det spøjse. Som med de unge teenagere, der render ud og ind af fortællingen og som minder om mennesker, man nærmere ville forbinde med Charles Manson klanen. Eller scenen hvor det meste af en by, tvinges til at klæde sig af og smide sig på jorden?

    Men er man til genren og den ofte mere ukultiverede tekniske stil og tone, så er der bestemt også passager der er mægtigt underholdende.

     

    Bedømmelse: 6/10

    Har selv Django i min westernsamling - den er god fun :-)

    Wayne14-06-20 16:35

  • ★★★★★★0

    Har selv Django i min westernsamling - den er god fun :-)

    Ja den er fee':)

    T. Nielsen14-06-20 16:44

  • ★★★★★★1

    Springsteen On Broadway (2019)

    youtu.be/M1xDzgob1JI

    I hvad der stort set er at betragte som et vaskeægte onemanshow, stiller legenden Bruce Springsteen sig op på en lille intim scene og fortæller sin livshistorie, afbrudt med jævne mellemrum af klassikere fra sit enorme bagkatalog af sange, der her side om side med selve Springsteens egen skabelsesberetning fremføres på en rå, upoleret, hudløst ærlig og samtidig ofte klukkende morsom og dybt rørende facon.

    Der åbnes med beskrivelse af barndommen og de hårde teenage år i New Jersey, hvilket bliver efterfulgt af de store drømme om at blive berømt rockmusiker i New York, til magtkampene og Springsteens had/kærligheds forhold til sin fader, samt tabet af nære venner - heriblandt E-Street Bands ikoniske saxofonist Clarence Clemons - til både Vietnam krigen og sygdom, mødet med sit livs kærlighed i skikkelse af Patti Scialfa, inden der rundes fornemt af med Springsteens syn på verden af i dag, samt hans forsoning med sin fader. 

    Alt sammen beskrives på en utrolig gribende og medrivende måde via Springsteens hæse, nærmest prædikende og rytmiske stemmeføring, der gør at selv de aller mindste detaljer i den 153 minutters lange storyteller-koncert alle er dybt fascinerende at lytte til.

    Jeg havde både gåsehud på armene og tårer i øjnene flere gange undervejs, men særligt stort indtryk gjorde det på mig, da han beskrev hvor meget han savnede Clarence og i hans beskrivelse af kærligheden til Patti, hvilket rent musikalsk bl.a. kom til udtryk i den mesterlige "Brilliant Disguise", som for mit vedkommende er en af de smukkeste sange, Bruce Springsteen nogensinde har skrevet. 

    Det allerstørste og mest rørende og hjerteskærende øjeblik kom dog da Springsteen fortalte en tårevædet anekdote om forsoningen med sin fader. Det kunne man tydeligt se havde enorm betydning for ham og var et moment i koncerten, der var så stærkt at man skulle være lavet af sten for ikke at blive rørt af det.

    Bruce Springsteen lykkedes dog på sublim vis med at vende stemningen igen og rundede efterfølgende koncerten af med en livsbekræftende udgave af klassikeren "Born To Run", hvilket fortjent medførte stående applaus fra et yderst begejstret publikum, der ligesom undertegnede nød hvert et sekund af denne magiske aften i selskab med The Boss.

    10/10

    Hold kæft hvor er det klasse skrevet Nighthawk. Jeg fik tårer i øjnene alene af at læse det <3

    T. Nielsen14-06-20 18:14

  • ★★★★1

    Hold kæft hvor er det klasse skrevet Nighthawk. Jeg fik tårer i øjnene alene af at læse det <3

    Mange tak for de pæne ord, Thomas. Det er sgu fedt at læse, at du synes godt om min anmeldelse. :) 

    NightHawk14-06-20 20:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen