Jeg tog en fredag aften i Cinemaxx, hvor jeg forventede at den første film ville være tom ramasjang, og at den næste ville være helt vildt fremragende. Det viste sig pudsigt nok næsten at være omvendt:
Uncharted (2022)
Jeg var noget skeptisk, da jeg hørte, at det var Tom Holland og Mark Wahlberg, der skulle lægge krop til Nathan og Sully. Men som et par unge udgaver af slagsen, så gør de det faktisk ganske udmærket. Deres kemi sammen er vittig og helt som den skal være. Der skal dog gå en advarsel til dem, der har "allergi" overfor Mark Wahlberg, for han er meget Mark Wahlberg i denne film.
Lige som i spillene er det ren Indiana Jones eventyr med puzzles, heists, skattejagt, eksotiske lokationer, og alliancer der kommer og går.
Der er ikke helt så meget klatring på lodrette klippevægge og skyderi som i spillene. Men der er bestemt ikke mangel på action. Der er flere store imponerende action set pieces, som ikke er set før og som fremkalder en del adrenalin. Realismen er på circa samme niveau som i Fast & Furious filmene - dvs. der er temmelig mange naturstridige actionscener. Men det var på forhånd forventet i en film, der bygger på Uncharted spillene. Så det gør bestemt ikke noget.
Sjældent har 2 timer fløjet afsted så hurtigt.
★★★★½☆
The Northman (2022)
Hævnfilm forklædt som kunst. Eller er det en kunstfilm forklædt som mainstream? Robert Eggers forsøger at lande i begge lejre med en film, der både visuelt og på lydsiden er en fryd for sanserne. Især lydsiden er helt fantastisk og bærer næsten en hovedrolle i sig selv.
I starten af filmen er der mange herligt syrede scener, der giver associationer til The Green Knight. Der er eksempelvis gamle nordiske rituelle danse og afgudsdyrkelse, der bliver trukket i langdrag i en sådan grad, at man spekulerer på, om filmen overhovedet har en reel handling. Det har den! Desværre mister filmen en del af sin magiske tiltrækning i takt med at hævndelen af handlingen tager mere og mere over.
Den korte version af handlingen er, at det er Conan Barbaren - bare med vikinger. Dvs. en ung dreng vokser sig stærk og vil hævne sig på sin forældres banemand. Undervejs i denne forholdsvis simple hævnfortælling er det som om, at Robert Eggers lige skal drysse noget "kunst" udover filmen i form af nogle påtagede syrede scener. Det kommer desværre til at føles prætentiøst. Så havde det nok været bedre, hvis han var gået "all in" som i The Lighthouse eller i David Lowery's The Green Knight. Eller at han alternativt havde fokuseret mere på personskildring og spænding.
The Northman ender med hverken at være det ene eller det andet. Men som biografoplevelse er det dog stadig en stor visuel og lydmæssigt sanseoplevelse. Derfor kan jeg lige med nød og næppe svinge mig op til:
★★★★☆☆