Moovy Exclusive: Flammerne havde ædt alt: interview med Christian Petzold
Den "Rød himmel"-aktuelle mesterinstruktør ser filmmediet som profetisk.
"Flammerne havde ædt alt. Hele skoven var væk, landskabet havde ændret sig. Det var tomt for træer. Og så var der stille. Ikke en lyd."
Sådan indleder Christian Petzold fra den røde sofa i Grand Teatret, da jeg spørger ind til baggrunden om hans seneste film, "Rød himmel", som jeg mødte i forbindelse med den danske biografpremiere.
Selvom den tyske mesterinstruktør er blevet 63 år, mærkes det ikke på ham. Øjnene er levende og intelligente, men også venlige og fokuserede. "Rød himmel" vandt en Sølvbjørn på sidste års Berlinale. Det var ikke ufortjent, især med sit aktuelle klimatema in mente.
Christian Petzold er en passioneret filmskaber med udsyn og interesse i filmhistorie og litteratur. Interviewet ender derfor også med at handle om mere end refleksionerne bag sin egen aktuelle film.
Dødstille klimakatastrofe
I "Rød himmel" nærmer en skovbrand vores hovedperson, Leon, der er på sommerferie nær Østersøkysten i Tyskland. Leon skal arbejde videre på en bog, men distraheres af Nadja (Paula Beer), der uventet også er i sommerhuset. Vores navlepillende hovedperson forelsker sig i den mystiske kvinde, uden at hun udviser den store interesse for ham.
Idéen til filmen opstod, da Christian Petzold for år tilbage var med sin familie i Tyrkiet, Petzolds andet hjemland. Hans mor har rødder i landet og hans kone er derfra. Her oplevede han i sommerheden en stor skovbrand. Det gjorde stort indtryk. Især da børnene var med.
"På tysk har vi udtrykket ‘Totenstille’, dødsstille. Det dækker også over et nihilistisk tomrum, hvor intet er tilbage. Det var en sentimental og melankolsk tur, da vi trådte ind i den døde skov med sorte træ. Ingen vind. Ingen fugle eller insekter. Mine børn havde ikke forstået, hvad Totenstille egentlig betød, før den her køretur ud i resterne af skoven. Det forstod de pludseligt," siger Petzold.
Hændelsen satte tankerne i gang. Klimakatastrofen forandrer naturen. Derfor måtte måden som Christian Petzold tænkte film på også ændre sig. For nok er "Rød himmel" en kærlighedshistorie indlejret i en klassisk dannelsesfortælling om en lidende og selvoptaget kunstner, som Goethe beskrev i "Den unge Werthers lidelser". Den er også en underspillet satirisk komedie i skyggerne af katastrofen. Især da vores hovedperson, forfatteren Leon, ikke just er en klassisk, sympatisk helt. Tværtimod. Ikke desto mindre en person, som Petzold kan genkende.
"Jeg læste også litteratur på universitet, men er forhåbentlig blevet klogere med alderen og ikke et indbildsk røvhul, som Leon er det!" siger Petzold med et stort smil.
"Filmen var dog ment som ikke en selvransagelse af mig selv. Jeg overlader typisk udviklingen af personerne til skuespillerne, efter vi hver morgen øver os over en kop kaffe og taler scenerne igennem. Efter jeg har sat tonen med et par monologer, kører de bare på. De er som dansere, der improviserer deres trin. Men samtidig også som terapeauter, der sætter sig dygtigt og intelligent ind i stoffet og analyserer mig som instruktør og forfatter bag filmen. Og tro mig, de kan se, hvis du prøver at skjule noget! Dét bruger de som synergi til at udvikle historien og hinanden. Vi talte meget om Steven Soderberghs måde at skabe energi på i persongalleriet. Du ved, som han gjorde det i "Oceans 11."
Den levende, jazzede dynamik mellem skuespillere er et af Christian Petzold varemærker, især i det flammende samspil mellem Thomas Schubert og Paula Beer. Sidstnævnte medvirker i en Petzold-film for tredje gang med "Rød himmel", og det ligger ikke i kortene at samarbejdet stopper lige foreløbigt.
Den røde tråd
På papiret er Christian Petzold en arketypisk tysk kulturpersonlighed. Som ung skrev han sit speciale i Tysk litteratur, før han begyndte på Filmskolen i Berlin. Studierne i litteratur har præget flere af Petzolds film, som ofte er skæve fortolkninger af romaner fra alle dele af verdenslitteraturen.
På den vis er Christian Petzold et produkt af tysk films udvikling, skal der tegnes en rød tråd mellem den 63-årige instruktør og filmhistorien i Europas absolutte kulturmidte. Det kræver en uddybning.
Strømningerne i tysk filmhistorie har været præget af konflikter, opbrud og forsoning, som det ofte er temaerne i Petzolds film. Siden filmens fødsel har de været et panorama til den centraleuropæiske kulturelle stormagts interne opgør på flere niveauer. Frem til i dag har tysk film været kendetegnet af, i mere end én betydning, at have ligget på divaen og åbnet op for tiders bekymringer, undertrykte traumer og behandlingen af dem.
Siden stumfilmsperioden har den indadskuende røde tråd været synlig. Først i de ekspressionistiske film i 20’erne eksplosivt kreative Weimar-republik i den ludfattige mellemkrigstid, som blev starten på den tyske guldalder. Temaer kredsede blandt andet om diktatorer, vanvid og massepsykose i "Dr. Caligaris kabinet" (1919) af Robert Weine og Fritz Langs "Metropolis" (1927), der profetisk foregreb den totale katastrofe: Det Tredje Rige.
Reaktionen til nazitidens propagandafilm som Leni Riefenstahls "Viljens triumf" (1935) og Veit Harlans antisemitiske "Jøden Süss" (1940) dukkede op med humanistisk modstykke i blandt andre "Morderne er iblandt os" (1946) af Wolfgang Staudte, mens de eskapistiske ‘Heimatfilme’ (hjemstavnsfilm) og lystspil i 50’erne tryllede tyskerne væk fra efterkrigstidens nederlag og skamfuldhed. Netop som i dansk film, hvor Morten Korch-filmatiseringer og Dirch Passer-komedier trak publikum i biograferne ovenpå de forbandede år.
Som i flere lande ulmende trangen til generationsopgør. Den tyske nybølge startede i 60’erne, men det blev først årtiet senere at Werner Herzog, Wim Wenders og især Rainer Werner Fassbinder brød rebelsk igennem. Senere red den kunstnerisk betydningsfulde Berlin-skolen i starten af det nye årtusind på en moderne bølge iværksat af talenter som Tom Tykwer ("Lola Rennt"(1998)), Fatih Akin ("Mod muren") samt Oliver Hirschbiegels Hitler-film, "Der Untergang" (begge fra 2004). Bølgen af traumefilm, der terapeutisk behandler nazitidens nationaltraume og de historiske efterdønninger, er stadig en af de tysk films største eksportvarer. Som tilmed tyve år senere stadig også er populære i Danmark.
Den måske største profil blandt Berlin-skolens filmskabere er Christian Petzold. Petzold ville med garanti slå den påstand hen. Med en snart 25 år lang karriere kan den nu 63-årige film- og teaterinstruktør og manuskriptforfatter ikke afvise sit aftryk på tysk og europæisk film bag sin afslappede beskedenhed henne fra sofaen. Som filmskaber interesserer Petzold sig for verdenssituationen. Hvad end det handler om klimakrisen, krigen i Gaza eller filmiske portrætter af kvinder.
Den smukke pige i sommerkjolen
Allerede fra starten af sin karriere har Christian Petzold være optaget af mænds blik på kvinder. Men også i ikke at seksualisere kvinder som objekter. Både Paula Beer og Nina Hoss, der henholdsvis har medvirket i tre og fem film af Petzold. Blandt andet har ingen af dem har haft nøgenscener i hans film.
"Som jeg sagde til Thomas Schubert under optagelserne, skal vi ikke sælge Paula Beer i et portræt som den smukke pige med rød kjole på cyklen en sommerdag. Vi skal sælge Leon som stalkeren, der glor på Paula og reducerer hende til et objekt. Han overraskes over, at hun rent faktisk har et liv uafhængigt af hans. Et liv, hvor hun både kan stå i en isbod om sommeren og reflektere over tyske filosoffer. Som et tænkende subjekt, der viser sig at være højere uddannet – og klogere – end Leon og det blik, der fra ham og publikum falder på hende," siger Christian Petzold og fortsætter:
"En af mine yndlingsfilm er "En kvinde skygges" ("Vertigo") af Hitchcock. For mig at se er det den allerbedste film nogensinde. Men indimellem har jeg det virkeligt svært ved den. For hvad sker der med Kim Novak i den? Hvem er hun? Ud over, at hun som femme fatale svigter en mand, der er forelsket i hende. Det synes jeg er interessant. Lige som vi to nu sidder og taler om film, sad jeg i 90’erne og talte med andre filmskabere om det manglende perspektiv fra kvinder. Den position synes jeg er vigtig. "
Film ser altid tilbage i tiden og forstår fremtiden
Det nostalgiske element er et bærende element i Christian Petzolds film. Siden sin første trilogi, den såkaldte "Spøgelses"-trilogi, har et genrebevidst tilbageblik trukket på referencer fra mestre som Luchino Visconti ("Leoparden" (1963), "Døden i Venedig" (1971) ) og Alain Resnais ("I fjor i Marienbad" (1961), "Nat og tåge" (1956) ). Et tilbageblik, der materialiserer sig fra billeder som spøgelser fra fortiden, som Roland Barthes beskriver det i "Det lyse kammer" (1980).
Appetitten på genrefilm og opløsningen af genremekanismer har Christian Petzold være optaget af hele karrieren. Heriblandt med "Yalla" (2007), en genfortolking af gyserklassikeren "Carnival of Souls" fra 1962, og det "Postbudet ringer altid to gange"-inspirerede drama, "Jerichow" (2008). Det internationale gennembrud blev dog Sølvbjørn-vinderen "Barbara" (2012), og senere "Phoenix" (2014), der sammen med "Transit" (2018) var del af Kærlighed i undertrykkende systemer-trilogien.
Christian Petzold er optaget af tid i sine film. I menneskelige relationer, såvel som filmmediets profetiske indsigt.
"Engang blev Claude Chabrol spurgt, hvorfor han altid lavede portrætter af kvinder. Han sagde, fordi at mænd lever, kvinder overlever. Fantastisk svar. De fleste film handler om overlevelse, også for mænd. Om mennesker, der kæmper mod systemet og tænker ud af boksen. I sine film mister Charlie Chaplin altid sit arbejde, Bonnie & Clyde tager på road trip mod systemet. John Wayne i "Forfølgeren", der ikke forstår systemet og forsvinder ud i horisonten. Samt mange film af Coen-brødrene. Vi er alle sammen vores egne antihelte. Overgangsfaser er noget, som film altid har kredset omkring. Det ved jeg ikke, om andre kunstformer er lige så besat af," siger Christian Petzold, før han holder en lille kunstpause.
"Det tager tre år at lave en film, og alligevel indkapsler film altid tid. Som Richard Fleischers "Fremtidens rædsel" ("Soylent Green" (1974) ). Dengang lavede ingen sådanne film om klimakriser, og bare se i dag. Film ser altid tilbage i tiden og ved samtidigt alt om fremtiden. Film ved alt."
En anderledes retning er lagt i "Rød himmel". Sammen med "Undine" (2020) udgør den en indtil videre ufærdig trilogi med mytologiske undertoner og de fire elementer. Selvom den tyske filmskaber er træt af sine egne tematiske trilogier. Den afsluttede del er dog allerede på tegnebrættet, fortæller Christian Petzold og griner:
"Min næste film bliver speciel. Det er en slags gyserfilm, men også en satirisk komedie. Den kommer til at handle om en dysfunktionel familie. De er ejendomsspekulanter, der lever det fede liv med at spille golf i Sydspanien, mens de tager røven på dem, der lejer deres huse. Kampen mod de onde kapitalister tages op af en voodookult. Det bliver farverigt!"
"Rød himmel" går netop nu i de danske biografer.