Anmeldelse: Transit
Mesterinstruktør Christian Petzold kører i "Transit" om hjørner med sit publikum.
Franz Kafkas "Slottet", Stefan Zweigs "Verden af i går", Alain Resnais’ "I fjor i Marienbad". Et miks af modernistiske klassikere i litteratur og film er den bedste måde at beskrive "Transit", nyfortolkningen af Anna Seghers’ roman af samme navn. Til trods for at instruktør Christian Petzold, manden bag "Barbara" og "Phoenix", fastholder den litterære tone er versioneringen opslugende i poetisk vekselvirkning – i ingenmandslandet mellem absurditet og humanisme.
Georg (Franz Rogowski) får mulighed for at flygte fra besatte Paris til Marseille, da han kommer i besiddelse af en død forfatters dokumenter. Georg overtager mandens identitet, og rejser til det sydlige Frankrig. Her møder og forelsker han sig i en smuk kvinde, der desperat forsøger at finde sin forsvundne ægtemand – den selvsamme afdøde kunstner, som Georg har overtaget identiteten på.
Det tidslige afsæt i Seghers roman fra 1944 – der tager sted under 2. Verdenskrig i 1942 – mærkes tydeligt i Petzolds moderne fortolkning. Som historisk vakuum, hvor fortid og nutid er smeltet sammen i en surrealistisk tidslomme, for at forstærke filmens tema om den evige fascistoide genkomst.
Fortidens indiskrete symbolik spejles i hentydninger til den aktuelle flygtningekrise, dog vendt på hovedet, hvor nu europæere er på flugt fra krig og besættelsesmagten. Mens alle står og ser ned i jorden, mennesker drukner, begår selvmord eller smides på toget af kampklædte soldater. Georg kæmper for overlevelse og i håbet om at undslippe før den sidste flugtvej fra Frankrig lukkes ned, ved at lyve sig fra den ene identitet til den næste – for ultimativt at miste sig selv. En passende metakommentar til Europas nuværende humanistiske identitetskrise.
"Transit" er også sig selv nærmest i den forstand, at der bliver kørt gevaldigt om hjørner med publikum. Kortene holdes til kroppen. Fordi Georg som upålidelig fortæller, og for den sags skyld resten af persongalleriet, hverken forholder sig til andre mennesker eller sig selv, men konstant flyder forbi hinanden i transit – i sælsomme distancerede mønstre. Vi reflekteres i Georgs introverte tomhed. Når vores helt fanges i sin egen maskerade, tvinges vi til at se indad, mod medmenneskeligheden. For kan vi ikke fravriste os ligegyldigheden og lære af historien, hvordan undgås katastrofen fra Anna Seghers’ tid?
Mystisk dragende og surrealistisk poetisk, Christian Petzold kører sit publikum ad sporet med "Transit". Baseret på Anna Seghers’ bog af samme navn, som hun selv skrev på flugt fra naziregimet, fortolkes fortællingen ud fra et nutidig europæisk ståsted. Relevant, tankevækkende og yderst anbefalesværdig.