Anmeldelse: Tár

Mesterligt orkestreret magtdrama er en klassisk symfoni værdig.

Hvis alle instruktører bare gav sig så god tid som Todd Field, hvis slutproduktet altid blev så godt. Og der er god grund til at være det ekstra opmærksom, når Field udsender sin nu kun tredje spillefilm som instruktør i over tyve år. Siden "In the Bedroom" og "Little Children" var det 16 år siden, at den 58-årige amerikaner senest var i vælten i instruktørstolen. "Tár" har dog alt andet lige været ventetiden værd, der i et altopslugende og flertydigt portræt af cancel culture, magtstrukturer og geniets fald er den skarpeste samfundskommentar netop nu. Men at begrænse filmens temaer til kun disse vil være en stærk undervurdering af én af de mest komplekse og intelligente amerikanske film i nyere tid.

Lydia Tár (Cate Blanchett) er komponist og dirigent i særklassen som én af de mest anerkendte i verden. Chefdirigent for Berliner Philharmonikerne, der er ved at fuldende sit livsprojekt med indspilningen af alle Mahlers symfonier med den femte og samtidig promoverer udgivelsen af sin selvbiografi. Og hun er ikke en hvilken som helst dirigent. Tár hyldes over hele verden som den stærke kvinde, der har triumferet i en traditionelt mandsdomineret verden. Et program for fremmelse af unge kvindelige dirigenter i denne verden er medstiftet af hende. Hun lever i et lesbisk ægteskab og har adopteret en lille syrisk pige. Jo, brandet er på plads.  Men på toppen af karrieren vise sig sprækker i hendes image. Rygterne begynder at svirre. Uheldige anklager dukker op. Forurettede elever deler redigerede fortællinger på sociale medier. Konkurrenter og fjender samler sig som ulve i flok. Og de lugter blod.

"Tár" er enormt kompleks. Todd Field remixer genreelementer i én storladen symfoni, der henter byggesten fra psykologiske thrillers, selvdestruktive forfaldsfortællinger, sylespids sort komik, fingeren på pulsen-samtidskommentar, den evige konflikt mellem høj og lavkultur. Dette krydret og underbygget med antydninger i symbolik, metakommentarer og spejlinger af filmen i musikhistoriske henvisninger. Viklet helt forrygende pulserende sammen, som med garanti vil få endnu mere liv ved flere gensyn. 

På snedig vis er fortællingen om Lydia Tár lige så åben, som hun er kompleks. Der pilles ved lige så meget ved vores hovedperson som utroværdig fortæller, når verden formidles og fortolkes ud fra hendes forestillinger om virkeligheden. Er forfølgelserne vrangforestillinger eller samvittighedskvaler? Er verden imod hende eller er tiden ved at indhente hende? Eller forstår verden ikke det umiskendelige geni, og i stedet forsøger at bagvaske og karaktermyrde hende for bagateller? Eller hvem er det lige, der forsøger at karaktermyrde hvem?

Uvisheden fra hendes indre uro smelter sammen med glimt i verdens udefra, når Tár står i narcissisme til knæene i afgudsdyrkelse af idoler som Beethoven, Leonard Bernstein og selvfølgeligt Mahler. Alt imens paranoia, magtsyge og storhedsvanvid omsat faretruende lyde og erindringsbilleder fra fortiden skriger et sted ude i horisonten. Ingen anden end Cate Blanchett havde sammenfattet de lag og nuancer. Den australske skuespillerinde markerer ganske enkelt sin position som én af filmhistoriens allerbedste skuespillerinder med en bemærkelsesværdig tour de force af en præstation, sat fuldstændigt blændende i spil af Todd Field. Forhåbentligt går der kortere tid med den næste af maestroens mesterværk.

Alt spiller i "Tár". Todd Fields kun tredje film er på alle måder et blændende og særdeles kompleks portræt af magtens anatomi. Både når den er udøvende fra et magtfuldt individ, men også fra en samfundstendens som cancel culture. Fabelagtige Cate Blanchett er selvskrevet til en Oscar, i én af de allerbedste præstationer set fra en skuespillerinde i årevis.