Moovy Exclusive: Kan et pindsvin stikke sig selv ihjel?

Er det problematisk, at den kommende "Sonic"-film ændrer design, efter kritiske fans har været på spil?

Selv for den mest glade filmoptimist må det efterhånden være svært ikke at tage sig bare en smule til hovedet over den måde, Blockbuster-fabrikken i Hollywoods kulørte kvarter arbejder og kører tingene på i disse år. Og nu skal endnu en digital fætter skydes afsted – og fred være med det. I en tid, hvor film om emojis er en realitet, virker det slet ikke så langspyttet, at turen nu er kommet til computerspilsdarlingen "Sonic the Hedgehog", det lynhurtige pindsvin, der står foran sin kronede biografdebut.

Alt er linet op, sangene er valgt, Jim Carrey er lokket med på rollelisten – den burde være lige til at skære. Hvad der imidlertid skurrer i ørerne – eller rettere stikker i øjnene – er looket på den blåhvide helt. I hvert fald, hvis man skal lytte til de bølgeskvulp fra fan-stormen, som for nyligt skyllede ind som reaktion ovenpå filmens første trailer. Rædselsfuldt, lød meldingen. Sjældent har nedsablingen af en trailer haft så rungende en karakter, selv i disse tider. "Er dette vor generations 'Super Mario Bros.?'" lød det flerstemmigt i internettets ekkokammer.

Men det værste af det hele er altså, hvordan dette gamle SEGA-koryfæ ser ud, må vi forstå. Det duer ganske enkelt ikke – væk! Den sang har vi hørt sunget før, men denne gang lytter Paramount gudhjælpemig, går rød-øret tilbage til værkstedet og laver et nyt design til figuren. Dette dinosaur-store filmselskab kravler op på cyklen og starter forfra med at trampe i pedalerne, mens vi holder stangen. Det siger alligevel noget om det skred, der er sket omkring magtforholdet i den moderne online-kultur.

Der er utvivlsomt en gruppe fans i målgruppen, der regulært har sejret her, men vi ordinære biografgængere ved også – og skal også tage ejerskab på – at når studiefilm kvajer sig i nyhederne, så er det bare en god historie, og det er stof, vi alle flokkes om. Spørg bare Warner Bros. om, hvor trætte de mon er af at høre om Henry Cavills overskæg i forbindelse med "Justice League". 

Warner Bros. tog lussingen i sin tid. Det gør Paramount ikke, og det bemærkelsesværdige er, at det hele foregår i fuld offentlighed, direkte bundet op på os – publikum. Eller forbrugerne om man vil. 600 mio. kroner har filmen kostet at lave. Indtil videre. Og de skal vel nok komme igen, for nu får vi det jo, som vi vil ha' det. Eller hvad? 

Men midt i den her – måske endda meget dyrekøbte – kortslutning, så rejses et interessant spørgsmål i støvet: Hvor meget magt skal vi som publikum have – hvis nogen? I en verden af fokusgrupper og test-screeninger kan det efterhånden virke som om, at vi har fået i både pose og sæk. Uanset hvad, så giver hele miseren her anledning til at tænke over udviklingen fremadrettet. Er dette en sejr for inddragelse af den almene filmborger eller et farligt skridt mod en mere masseproducerende måde at tænke film på?

Kommentarer

Kan et pindsvin stikke sig selv ihjel?

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen