Carrie Fisher optræder alligevel ikke i "Star Wars IX"

For nylig gav afdøde Carrie Fishers bror Todd Fisher det indtryk, at Carrie via allerede eksisterende film-optagelser ville optræde som General Leia i den endnu unavngivne "Star Wars: Episode IX".

Men præsidenten hos Lucasfilm, Kathleen Kennedy, siger i forbindelse med Star Wars Celebration i Orlando, Florida, at Carrie Fisher ikke kommer til at medvirke i opfølgeren til "Star Wars: The Last Jedi". Kennedy udtaler, at Todd måske har forvekslet Carrie Fishers optræden i "The Last Jedi" med "Star Wars: Episode IX".

Hun siger: "Desværre er Carrie ikke med i 'IX'. Men vi kommer til at se en del til hende i 'VIII', hvilket er fantastisk. Todd var sikkert forvirret, fordi vi havde færdiggjort alt i 'VIII', og Carrie er helt fænomenal i dén film."

Carrie Fisher nåede at afslutte sit arbejde på "The Last Jedi" inden sin død i december sidste år.

Det bliver dermed sidste gang, vi kommer til at se Carrie Fisher i glansrollen som Leia i "Star Wars: The Last Jedi", hvor den første trailer netop er blevet frigivet. Dén film får premiere 14. december, mens "Star Wars: Episode IX" kommer i 2019.

Kommentarer

Carrie Fisher optræder alligevel ikke i "Star Wars IX"

  • ★★0

    Kunne virkelig heller ikke forstå hvordan det var muligt at inkorporere Leia i IX i forhold til dialog osv al den stund hun ikke i forvejen havde optaget eller indtalt nogetsomhelst. Spændende hvor meget tilpasning til den nye situation manuskriptet til IX kræver....man kan jo snildt forestille sig utallige scenarier hvor Leia ville spille en afgørende rolle i IX. Hvis hun fx. skulle komme Luke, Rey eller sågar sin egen søn Kylo Ren til undsætning....eller havne i en kampsituation som i gamle dage, hvor hun skulle gøre det af med eksempelvis Captain Phasma eller en anden af skurkene....er spændt på om hendes fravær kan mærkes i IX eller om det skinner tydeligt igennem at manus er blevet rettet til...

    Thomas Fenger15-04-17 12:36

  • ★★★★★0

    Ja, nyheden om at hun var med i IX, når de hverken ville bruge CGI eller havde optaget noget med hende, gav virkelig ingen mening. Ønsketænkning. 

    Lars!15-04-17 14:43

  • ★★0

    Problemet bliver så at forklare Leas manglende tilstedeværelse i Episode IX, i betragtning af at hun ikke dør. Men det kan være, at de andre karakterer vil nøjes med at referere til hende på samme måde som Tarkin og andre i Episode IV refererede til kejseren, uden at vi nogensinde så ham i den film.

    BN15-04-17 16:08

  • ★★★2

    Leia kan vel bare have en maske på, det skulle ligge til familien.

    MOVIE100015-04-17 19:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen