Første kig på "Kingsman"-stjerne som Elton John i "Rocketman"
Taron Egerton portrætterer en af rockens absolut største legender i ny biopic om den gudbenådede kunstners op- og nedture.
"Rocketman" bliver et biografisk drama om karismatiske og ikke mindst excentriske Elton Johns storslåede – omend turbulente – karriere præget af et overdrevet alkoholmisbrug og bestræbelserne på at blive fri af sine indre dæmoner, men også om rock-ikonets sagnomspundne samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin, der i filmen spilles af Jamie Bell.
Taron Egerton fra "Kingsman"-spionfilmene har landet den krævende rolle som en af de mest succesfulde musikere nogensinde, der har beriget os med utallige evergreens som "Your Song", "Tiny Dancer", "Candle in the Wind" og "Goodbye Yellow Brick Road" samt ikke mindst "Circle of Life" og "Can You Feel the Love Tonight" fra Disney-klassikeren "Lion King".
"Rocketman", der får premiere i maj næste år, har Dexter Fletcher ("Bohemian Rhapsody") bag kameraet, og du kan se Egertons slående lighed med en ung og fremadstormende - omend tilbagelænet - Elton John lige her:
