Hans Zimmer komponerer ringetoner til mobiltelefoner

Vær forberedt på, at alle i bussen sender dig olme blikke, når en sms lander, og din telefon prompte siger BHHWWWWWAAAAAAAAAAMMM!!

Den tyske komponist Hans Zimmer har haft en alsidig karriere. Zimmer er selvsagt bedst kendt for sit arbejde på filmfronten, hvor han står bag musikken til bl.a. Disneys "Løvernes konge", storfilmen "Gladiator" samt flere af Christopher Nolans opusser, herunder "Inception", "Interstellar" og "Dunkirk".

Men Zimmer har også komponeret musik til tv-serier som "The Crown" og "The Critic" og til succesfulde videospil som "FIFA 19" og "Call of Duty: Modern Warfare 2".

Og nu begiver Zimmer sig ind i en helt ny, kreativ arena: ringetoner til mobiler. Det skriver Variety.

Læs også: Dansk komponist vinder prestigefyldt, nordisk musikpris

Det er dog ikke alle Zimmer-fans, som kan se frem til at få deres smartphone-højttalere udfordret af tyskerens vanligt bombastiske toner. Det er nemlig det kinesiske selskab Oppo, som har udgivet telefonen Find X3 Pro, der helt eksklusivt både byder på to ringetoner samt en masse orkesterlyde skabt af Zimmer.

I en officiel udtalelse betegner Oppo Zimmers lyde som "en lang række stimulerende sms- og notifikationslyde. Zimmers simple, men storladne toner vil udløse optimisme og glæde, hver gang en underretning dukker op." Javel ja. Oppo forholder sig dog ikke til, om Zimmers ringetoner potentielt er så smukke, at folk ikke kan nænne at tage telefonen og derved afbryde musikken.

Zimmer selv udtaler: "Jeg vil gerne have mine ringetoner til at åbne en dør ind til en følelse. Hele vores verden har ændret sig på grund af pandemien, og den fysiske kontakt er forsvundet. Jeg følte, det var min pligt som musiker at finde ud af, hvordan man erstatter en del af den gejst, som optræder, når to hjerter taler sammen."

Den ene af Zimmers to ringetoner til Find X3 Pro, "Colourful Future", kan høres i sin komplette og knap fire minutter lange udgave herunder, og den er ikke så ringe endda...

Kommentarer

Hans Zimmer komponerer ringetoner til mobiltelefoner

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen