Instruktør bekræfter en cameo i "The Flash", som har været på tegnebrættet i årtier
Michael Keatons Batman får selskab af en ægte Hollywood-legende.
ADVARSEL: Denne artikel indeholder spoilere for den kommende superheltefilm "The Flash".
Endelig! Efter mere end 25 års venten får Nicolas Cage langt om længe lov til at spille rollen som Superman. Det bekræfter instruktøren af "The Flash", Andy Muschietti, overfor Esquire.
"Nic var fuldkommen vidunderlig," fortæller Muschietti. "Selvom rollen blot var en cameo, så gav han den hele armen. Jeg har drømt hele mit liv om at arbejde sammen med ham. Jeg håber, jeg kan arbejde sammen med ham igen snart."
Rygtet om, at Cage ville dukke op i den kommede "The Flash", har floreret længe, men nu tyder det altså på, at rygtet taler sandt, hvilket må siges at være kærkomment nyt for alle os, der har drømt om at se Cage i kappen, lige siden vi første gang hørte om Tim Burtons fejlslagne "Superman"-film.
Tilbage i 90'erne kastede Burton sig over en filmatisering af historien om Kal-El, hvor Cage blev castet i rollen som den superstærke superhelt (se billedet herunder). Desværre røg projektet i vasken, og siden da, har Nicolas Cages version af Superman været en del af Hollywoods moderne mytologi. Cage selv har også et ganske nært forhold til superhelten. Endda så nært, at en af skuespillerens sønner er døbt Kal-El til fornavn.
Cage får selskab af en anden Tim Burton-superhelt, nemlig Michael Keatons Batman fra Burtons to batfilm.
Derudover består rollelisten af Ezra Miller i hovedrollen og Michael Shannon, Ben Affleck og Sasha Calle. "The Flash" får premiere i de danske biografer den 15. juni.
