James Caan er død, 82 år gammel

"The Godfather", "Misery" og "Thief" er blot tre af klassikerne på Caans glorværdige CV.

I onsdags gik den hæderkronede skuespiller James Caan bort i en alder af 82. Det bekræfter Caans familie på hans officielle Twitter-profil.

"Vores familie sætter pris på jeres kærlighed og dybfølte kondolencer, og vi beder jer om at respektere vores privatliv i denne svære stund," skriver Caans efterladte i førnævnte tweet.

Den exceptionelt karismatiske Caan spillede ofte hårdhudede og slagkraftige mænd, og takket være sin ukuelige charme og karakteristiske, lettere hæse røst gjorde Caan sine karakterer lette at holde af – uanset om de så var helte eller skurke.

Caan fik sit store gennembrud i tv-filmen "Brian's Song" fra 1971, hvori han spillede den døende NFL-spiller Brian Piccolo. "Entourage"-fans husker sikkert dén series cadeau til "Brian's Song", som vandt i alt fem Emmy-priser.

Allerede året efter fik Caan sin karrieres største rolle i Francis Ford Coppolas oprindelige, uomgængelige "The Godfather" fra 1972, hvori han spillede Sonny Corleone – en af Vito Corleones tre sønner og en både fandenivoldsk og frygtindgydende gangster, som alligevel vandt publikums gunst takket være sin loyalitet og hengivenhed for sin familie. Sonnys dødsscene på en afsides vej er en af filmhistoriens helt store, hjerteskærende øjeblikke – og sjældent er mange skud blevet affyret på kort tid.

Caan blev Oscar-nomineret for sin præstation, og han gentog rollen i en kort (men mindeværdig) flashbackscene i "The Godfather Part II". Caan og Coppola var i øvrigt klassekammerater på universitet i Michigan.

Senere i 70'erne medvirkede Caan bl.a. i den legendariske Sam Peckinpahs thriller "The Killer Elite" samt i sci-fi-kultfilmen "Rollerball", og han spillede sig selv i en munter sekvens i Mel Brooks' forrygende "Silent Movie".

Caan instruerede én enkelt film, som pudsigt nok også handlede om USA's kriminelle underverden: "Hide in Plain Sight" fra 1980, som var baseret på den sande historie om en mand, der kommer i karambolage med ordensmagten, efter at hans ekskone gifter sig med en gangster. Filmen blev dog ikke det store hit, og Caan instruerede altså aldrig igen.

I 1980'erne medvirkede Caan blot i seks spillefilm (inklusive "Hide in Plain Sight") – den største af de titler var helt afgjort Michael Manns spillefilmsdebut, "Thief", som herhjemme blev døbt "Voldens gade". Her spillede Caan en tyv, der satser på at lave ét sidste bræk for mafiaen, før han vender snuden mod dydens smalle sti.

Caan rundede 80'erne af med manér med en hovedrolle i sci-fi-filmen "Alien Nation" (dansk titel: "De mystiske fremmede"), hvori han spillede en betjent, der tvinges til at samarbejde med et rumvæsen for at løse en stor mordgåde. Filmen blev efterfulgt af en tv-serie og hele seks tv-film – vel at mærke ingen af dem med Caan med om bord.

90'erne fik Caan også kickstartet på imponerende vis, idet han både medvirkede i endnu en stort opsat gangsterfilm, "Dick Tracy", og i Stephen King-filmatiseringen "Misery". I sidstnævnte spillede Caan en forfatter, der efter et biluheld passes af en rabiat fan, spillet af en Oscar-belønnet Kathy Bates, der tvinger Caans karakter til at omskrive hans nyeste roman. En særlig scene med en stor hammer er nok den næstmest berømte scene med Caan foran kameraet...

Senere i selvsamme årti medvirkede Caan bl.a. i Wes Andersons debutfilm, "Bottle Rocket", og i actionbraget "Eraser" med Arnold Schwarzenegger, hvor samspillet mellem amerikaneren og østrigeren slog gnister.

Mange af Caans projekter og roller siden årtusindskiftet har været relativt forglemmelige, men han havde mindeværdige, større roller i tv-serierne "Las Vegas" og "Magic City"; han spillede en håndlanger i Lars von Triers ekstremt eksperimenterende "Dogville"; og han gentog rollen som Sonny i adskillige "The Godfather"-videospil i 00'erne.

Caan nåede at blive gift og skilt fire gange, og han efterlader sig én datter og fire sønner – inklusive skuespilleren Scott Caan, som spillede en af tyveknægtene i "Ocean's"-trilogien og en af betjentene i "Hawaii Five-0".

Kommentarer

James Caan er død, 82 år gammel

  • ★★★★★1

    The Insider tager Infinitiv Gloven på fra skabet.

    Flot nekrolog once again, sjovt du lige nævner: "større roller i tv-serierne "Las Vegas"

    Den serie husker jeg nemlig alt for godt så meget faktisk at hver gang jeg efterfølgende så James Caan i noget tænkte jeg blot det sku da Ed Deline fra Las Vegas, også her igennem jeg stødte på Josh Duhamel første gang, men nej serien var faktisk ganske hygsomt, og James Caan var god i rollen som Casino manden der kendte alt og alle.

    Eraser klassisk lille action flick som jeg holder meget af.

    Og så er hans fantastisk i komedien Elf med Will Ferrel.

    Elwood 8-07-22 03:37

  • ★★★★★★1

    Har holdt af ham som skuespiller, siden jeg som barn så ham i El Dorado. 

    T. Nielsen 8-07-22 06:18

  • ★★★★★★1

    Altoverskyggende selvfølgelig rollen som Sonny i Godfather.

    Jeg husker ham også som Frank Vitale i den ellers glemte Mickey Blue Eyes.

    Fire ægteskaber og skilsmisser vidner om et ret hektisk liv.

    RIP

    Wayne 8-07-22 06:19

  • ★★★★★0

    En vaskeægte legende der desværre er gået bort. 

    Jeg har altid været vild med James Caan lige siden, at jeg så ham første gang i "El Dorado" overfor en anden legende - nemlig John Wayne. Og allerede dengang kunne man fornemme, at James Caan var lavet af et særligt stof og besad en uimodståelig cool og rå charme i sit skuespil. 

    Selv samme charme og karisma tog James Caan videre med sig i sin glorværdige karriere, der ud over de allerede nævnte store roller i mesterværker som "The Godfather", "Rollerball", "Thief" og "Misery" også bød på adskillige fremragende film og præstationer.

    Nogle af dem jeg synes, der er værd at nævne - ud over de allerede nævnte titler i nekrologen - er bl.a. den eksistentielle "The Gambler" om en selvdestruktiv ludomans deroute, den herlige og hjetevarme krimikomedie "Honeymoon In Las Vegas", den gustne neo noir thriller "Flesh and Bone", samt den barske actionthriller og kulsorte komedie "The Way of The Gun", som alle viser James Caan fra sin absolut bedste og mest karismatiske side. 

    Hvil i fred James Caan, og tak for alle de mange gode film og minder.

    NightHawk 8-07-22 14:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen