Det er nice

Knivskarp 4K-trailer til ny "Indiana Jones"-udgivelse
Husk at skrue helt op for kvaliteten på YouTube, når I ser denne!
Som vi rapporterede tilbage i marts, så udkommer "Indiana Jones"-sagaen snart på 4K UHD - Steven Spielbergs fabelagtige filmføljeton om den heroiske og eventyrlystne arkæolog, der spilles af Harrison Ford.
Boksen udkommer allerede den 7. juni herhjemme i Danmark, og den indeholder naturligvis både "Jagten på den forsvundne skat", "Indiana Jones og templets forbandelse", "Indiana Jones og det sidste korstog" og "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige".
Læs også: Mads Mikkelsen får stor rolle i "Indiana Jones 5"
De oprindelige kameranegativer er blevet scannet i 4K og dernæst restaureret, og billedsiden præsenteres i både Dolby Vision og HDR-10, alt imens filmenes respektive lydsider præsenteres i Dolby Atmos. Både billedsiderne og lydsporene er angiveligt blevet godkendt af Steven Spielberg selv.
Desværre huser boksen efter sigende ikke noget nyproduceret ekstramateriale. Men som nedenstående 4K-trailer (som vel at mærke præsenteres i SDR uden 4K UHD-formatets ekstra store farvespektrum) understreger, så har filmene aldrig set bedre ud: