Hvornår var det at Flash-filmen først blev annonceret, og hvor mange instruktører har de været igennem nu? Det er svært at have tiltro til at projektet bliver til noget før de begynder optagelserne.

Michael Keaton vender – måske – tilbage som Batman
Efter sigende vender den kappeklædte hævner tilbage i DC's kommende "The Flash"-film.
Michael Keaton var i starten af 90'erne synonym med Batman. Han spillede rollen i Tim Burtons to Batman-film, "Batman" fra 1989 og "Batman Returns" i 1992. Siden da forlod både Burton og Keaton universet, og en lang række skuespillere og instruktører har siden med skiftende held portrætteret rigmandsflagermusen på det store lærred.
Nu tyder det på, at Keaton muligvis vender tilbage til rollen, omend i et lidt mindre omfang. DC's kommende "The Flash", som er en del af DC's udvidede filmunivers, vil efter sigende introducere ideen om alternative universer, ikke mindst da filmen foregår i samme univers som "Justice League", hvor Ben Affleck som bekendt varetog rollen som Batman.
"The Flash"-filmen vil inddrage elementer fra Flashpoint-tegneserierne med en alternativ virkelighed. Foreløbige rygter siger, at historien muligvis vil bringe The Flash-figuren ind i en virkelighed, der foregår 30 år efter "Batman Returns".
Intet er officielt endnu, og Keaton og DC er stadig i forhandlinger, men hvis det bliver en realitet, vil Michael Keaton dele rollelisten med Ezra Miller, som spiller The Flash.
"The Flash" forventes at få premiere i løbet af 2022.