!!!
Officielt: "Deadwood" genopstår i ny film
Så skulle det endelig være officielt og sikkert, at HBO-serien "Deadwood" får nyt liv i form af en film. Michael Lombardo, der er Programming President hos HBO, bekræfter, at han har givet seriens skaber, David Milch, grønt lys til at påbegynde arbejdet på filmen.
Tv-serien foregår i slutningen af 1800-tallet i byen Deadwood, der er dybt plaget af korruption og lovløshed. Serien blev det helt store gennembrud for flere skuespillere, herunder Timothy Olyphant, Ian McShane og John Hawkes.
"Deadwood" kørte på tv fra 2004-2006. Det var før, der var noget, der for alvor hed streaming, og serien blev aflyst efter blot tre sæsoner. Slutningen efterlod mange ubesvarede og uforløste spørgsmål til stor ærgrelse for seriens mange fans - der altså nu kan se frem til et kærkomment gensyn med Bullock, Swearengen og resten af de smudsige og farverige karakterer.
David Milch er i øjeblikket i gang med et andet projekt, men det forventes, at han vil gå i gang med manuskriptet til "Deadwood"-filmen efterfølgende. Indtil da kan man hygge sig videoen herunder, hvor seriens favoritord optræder et par gange.