Sidney Poitier er død, 94 år gammel

En af filmhistoriens største pionerer og skuespillere er gået bort.

They call me Mister Tibbs! Kun få filmcitater har brændt sig lige så fast på ægte filmentusiasters nethinder som Sidney Poitiers uafrystelige udbrud i "In the Heat of the Night" – en på mange måde skelsættende præstation i en karriere fyldt med skelsættende momenter.

Variety og flere andre amerikanske medier har bekræftet, at Poitier netop er gået bort i sit hjem på Bahamas blot få uger før sin 95-års fødselsdag.

Poitier var en vaskeægte pioner. Som den første ikke-hvide person i filmhistorien blev han Oscar-nomineret til Bedste mandlige hovedrolle i 1959 for sin præstation i "The Defiant Ones" (på dansk: "Lænken"), hvor han spillede en ung sort fængselsfange, der undslipper sammen med en hvide fange (spillet af Tony Curtis), som han er lænket fast til.

Filmen tog et opgør med den racisme, der gennemsyrede USA i midten af det 20. århundrede, og mens borgerretsbevægelsen for alvor kom op i gear i 60'erne, medvirkede Poitier i film som "Guess Who's Coming to Dinner" og førnævnte "In the Heat of the Night", hvori Poitier ligeledes spillede bomstærke sorte mænd, der ikke lod sig kue af sine intolerante, hvide medborgere.

Et vildt Oscar-sammentræf

I 1964 vandt Poitier så en Oscar, som den første afroamerikanske mand nogensinde, for sin præstation i "Lilies of the Field". Først 38 år senere blev en sort skuespiller igen hædret i kategorien Årets mandlige hovedrolle: Denzel Washington for hans præstation i "Training Day". Den samme aften vandt Poitier en æres-Oscar for sin glorværdige karriere. "Jeg vil altid gå i dine fodspor," fastslog Washington på scenen over for en stolt Poitier.

Den evigt fotogene, selvsikre og intelligente skuespiller var en vaskeægte filmstjerne, som banede vejen for fremtidige sorte stjerner i Hollywood, og som ikke lod sig slå ud af, at racister bl.a. brændte et kors af på hans hustrus græsplæne.

Poitier talte ofte om sit mangeårige aktivistarbejde, men også om det pres og den ansvarsfølelse, han følte, da han ret beset blev Hollywoods første sorte superstjerne. Før Poitiers gennembrud blev sorte skuespillere ofte kun tilbudt små biroller, der let kunne klippes ud af filmene, før de blev lanceret i USA's mindre tolerante sydstater.

Poitier blev født i Miami. Han blev født alt for tidligt, og hans far nåede at købe en lille kiste til sin nyfødte baby, før Poitier pludselig kom i bedring. Han droppede ud af skolen som 13-årig for at hjælpe med at brødføde sin store familie, og han udviklede tidligt en passion for skuespil – som teenger debuterede han på Broadway i stykket "Lysistrata".

En alsidig kunstner

Efter sin storhedstid i 1970'erne forblev Poitier en selektiv skuespiller, som blot medvirkede i fire biograffilm efter det årti – herunder det stjernespækkede krimidrama "Sneakers" med bl.a. Robert Redford samt thrilleren "The Jackal" med Bruce Willis og Richard Gere i hovedrollerne. Han takkede angiveligt nej til roller i film som "Driving Miss Daisy" og "The Shawshank Redemption" – begge roller gik pudsigt nok i stedet til Morgan Freeman.

Poitier instruerede også adskillige film – inklusive komedien "To tosser bag tremmer" med det uforlignelige makkerpar Gene Wilder og Richard Pryor samt den nedsablede komedie "Ghost Dad" med Bill Cosby.

Det legendariske multitalent skrev også flere memoirer – og lydbogudgaven af hans "The Measure of a Man" sikrede ham tilmed en Grammy-pris.

Poitier efterlader sig seks døtre fra to forskellige ægteskaber.

Kommentarer

Sidney Poitier er død, 94 år gammel

  • ★★3

    Fremragende nekrolog, Johan, om en kunstner, der blev et globalt ikon! RIP.

    Thomas Fenger 7-01-22 18:45

  • ★★★★★1

    Fremragende nekrolog, Johan, om en kunstner, der blev et globalt ikon! RIP.

    Tusind tak, Thomas! Jeg vil ASAP tage hul på et Poitier-maraton – har faktisk aldrig fået set de to fortsættelser til “In The Heat…”

    The Insider 7-01-22 18:59

  • ★★★★★1

    Ja, flot skrevet!

    davenport 7-01-22 19:02

  • ★★★★1

    "In the Heat of the Night" gjorde som yngre stort indtryk. Han var bare badass.

    Kan "The Defiant Ones" anbefales?

    chandler75 7-01-22 19:03

  • ★★★★★★0

    "In the Heat of the Night" gjorde som yngre stort indtryk. Han var bare badass.

    Kan "The Defiant Ones" anbefales?

    Ja

    T. Nielsen 7-01-22 19:27

  • ★★★★★★1

    Godt skrevet Johan. Fantastisk skuespiller, et forbillede for alle.

    In The Heat Of The Night er en ren 10/10 og ligger på plads 29 over de bedste film jeg har set.

    Wayne 8-01-22 07:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen