
Zack Snyders "Army of the Dead 2" har lange udsigter
Den evigt travle Snyder er så optaget af sit "Rebel Moon"-sci-fi-univers, at hans "Army of the Dead"-fortsættelse er sat på pause.
Ganske vist var den ikke just elsket af anmelderne – heller ikke af os her på Moovy – men Zack Snyders actionfyldte zombie-thriller, "Army of the Dead", blev et kæmpe hit for Netflix tilbage i 2021.
Blot et par uger efter filmens lancering var den allerede blevet streamet i 72 mio. husstande på verdensplan, og en spin-off, "Army of Thieves", blev udgivet senere i 2021, og både en filmfortsættelse og en animeret prequel-serie blev annonceret.
Men det er efterhånden noget tid siden, at vi sidst har hørt noget nyt om "Army of the Dead"-universet. Og det er der en særlig grund til, afslører Snyder selv i et interview med The Nerd Queens.
Læs også: Zack Snyder kæmper for at få "Army of the Dead" Oscar-nomineret
Snyder arbejder netop nu på Netflix' stjernespækkede sci-fi-storfilm, "Rebel Moon", og den 57-årige filmmager er også ivrig efter at producere fortsættelser og spin-offs til netop dén film. Derfor har Snyder altså p.t. for travlt til at tage hul på "Planet of the Dead", som "Army of the Dead"-fortsættelsen blev døbt tilbage i november 2021.
"I forhold til 'Army'-universet," fortæller Snyder, "så er det stadig i live, og jeg ved præcis, hvad jeg gerne vil lave. Men det afhænger af, hvad vi gør med 'Rebel Moon'-universet. Det er ikke nogen lille opgave at lave 'Rebel Moon'. Det kræver en masse opmærksomhed at få en sci-fi-ting af denne størrelsesorden til at hænge sammen."
Snyder planlægger altså stadig at vende tilbage til sit eget zombieunivers, når (hvis?) han en dag er færdig med at lege rundt i Mælkevejen. Du kan læse mere om "Rebel Moon", som formentlig lander på Netflix i december, her.
Og herunder kan du se Moovy TV's eksklusive "Army of the Dead"-video-interview med Snyder – naturligvis i en forlænget Snyder Cut-udgave: