Marvel-gyseren "Werewolf by Night" genudsendes i farve-udgave

Michael Giacchinos film var en kærlig cadeau til sort/hvid-gyserklassikere som "The Wolf Man" og "Frankenstein" – alligevel bliver den nu farvelagt.

Sidste efterår udgav Marvel MCU-filmen "Werewolf by Night" – en såkaldt tv-special, der med sine 52 minutter var for kort til at blive udsendt som biograffilm, og som således kun kunne (og kan) ses på Disney+.

I filmen følger vi en håndfuld monsterjægere i en labyrint, som jager et gruopvækkende monster – og sejrherren får efter sigende nogle særegne superkræfter.

Filmen blev instrueret af den Oscar-belønnede komponist Michael Giacchino ("Up", "Star Trek Beyond"), som vi interviewede om hans live-action-instruktørdebut:

Læs også: "Werewolf by Night"-interview med instruktør/komponist Michael Giacchino

Det var tydeligt under interviewet, at Giacchino har en kæmpe forkærlighed for klassiske, sort/hvid-monsterfilm.

Men nu har Marvel Studios pudsigt nok valgt at lancere en farvelagt udgave af "Werewolf by Night" den 20. oktober, som udkommer herhjemme på Disney+. Det skriver MovieWeb.

Spørgsmålet er, hvor godt filmens stemningsmættede, kontrastfyldte billedside, som altid var udset til at være farvefri, vil fungere i en kulørt version. Men måske betyder beslutningen, at Disney og Marvel Studios forbereder sig på at introducere flere af filmens figurer i det store (og i dén grad farverige) MCU-univers?

Kommentarer

Marvel-gyseren "Werewolf by Night" genudsendes i farve-udgave

  • ★★★★0

    Hmm, jeg kunne godt finde på at gense den i farver. Og i så fald lokke andre fra familien til at se med. De gider nemlig ikke se sort/hvide film.

    Den primære årsag til at lancere den i farver er vel også at opnå et bredere publikum. Det er næppe af hensyn til den stemningsmæssige oplevelse, som ganske givet vil få et knæk i den forkerte retning. 

    S. Rico18-09-23 12:45

  • 0

    Synes den var fed. Kan ikke se hvad den skulle tilføje ved at få farver?

    Desuden er den faktisk ikke 100% sort/hvid :-)

    TheRealLukeSkywalker18-09-23 17:13

  • 0

    Jeg synes det er noget underligt noget at farvelægge noget, der oprindelig kun blev lavet i sort/hvid, eller pga kunstneriske valg oprindelig kun blev vist i sort/hvid. Som nogle af de gamle Gøg og Gokke filmene, eller Chaplins film. Men ja, der er nogen, der nægter at se Sort/Hvid, desværre. En film jeg nægter at se i farver er Night of The Living dead. Der har været mange krigsfilm omhandlende 2. verdenskrig i sort/hvid, nok for at afspejle, hvordan nyhederne blev præsenteret dengang, men der er nok færre i dag.

    Johnny4218-09-23 21:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen