Fargo (sæson 4)
De to første sæsoner af Fargo var mesterlige. Så kom sæson 3, der desværre skuffede lidt - men som dog stadig havde alle de grundelementer, som man forventer i Fargo.
Men sæson 4 - den er derimod noget helt, helt andet.
For det første, så foregår den slet ikke i Fargo. Men 100% i Kansas City.
For det andet, så er hovedpersonen ikke længere en eller anden civil person, der får rodet sig ud i nogle uheldige ting med det kriminelle miljø. Og der er heller ikke en tydelig Fargo-agtig skurk med sære tilbøjligheder.
I stedet kunne man kalde denne sæson 4 for "Gangs of Kansas City".
Vi får severet historien om mafiaens opståen i Kansas City, og går helt tilbage til år 1900, og herfra videre frem til 1950, hvor den egentlige historie udspiller sig. Hovedpersonerne er på den ene side den etablerede italienske familie, og på den anden side den nytilkomne Cannon-familie (ledet af Chris Rock's karakter).
Begge sider bliver skildret nuanceret, og ens sympati skifter hele tiden fra den ene lejr til den anden. Så hvis man gerne vil have en tydelig helt og en tydelig skurk, så kan det være en frustrerende oplevelse. Men jeg kunne nu meget godt lide det. Faktisk var det ganske forfriskende.
Udover at følge lederne i de to stridende familier, så er der en lang række andre farverige personer, som krydrer historien: en super exentrisk (og skingrende skør) sygeplejeske fra Minnesota. 2 dødsensfarlige kvinder, der netop er flygtet fra et fængsel. En kæk US marshal fra Utah, som (selvfølgelig) bliver spillet af Timothy Olyphant. En korrupt politimand med OCD, der skifter side lige så tit som kvinder skifter sko. En irsk gangster med et jødisk navn, som arbejder for italienerne. Og ikke mindst en bedemandsforretning, hvor datterens skoleprojekt udgør en form for rammefortælling for det hele.
Chris Rock står øverst på rollelisten. Men man skal ikke lade sig narre. Skærmtiden bliver ligeligt fordelt mellem de to familier og de mange øvrige hovedpersoner. For der er ingen egentlige hovedpersoner. Alle er hovedpersoner.
Det fede ved serien er, at der er mange herlige tråde at holde styr på. Alle karakterene er interessante. De er på én gang skildret nuancerede og realistiske, og samtidig opfører de sig far-out surrealistisk. Det ene øjeblik hepper man på dem, og det næste øjeblik ønsker man, at de bliver nakket. Heldigvis kan man ikke gætte, hvad der vil ske - og hvis man prøver, så gætter man forkert.
Der er ikke mangel på syrede nye drejninger. Og der er masser af underholdnign i form af blod og død. Men man skal nok have lidt tålmodighed, for handlingen skrider ikke super hurtigt frem i starten.
4/6 stjerner.