Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis savner nettet før Facebook, da der er gode aspekter ved det, eksempelvis at det er et glimrende værktøj til kommunikation, både den direkte til enkeltpersoner, selvom man bor i forskellige tidszoner, men også gruppe-chats og grupper. Meget af det fandtes naturligvis i forvejen, men der skulle alle blive enige om at bruge de samme sider og programmer, hvor der reelt kun er én standard i dag.
Det er også et glimrende reklameværktøj til små biografer, som Husets Biograf, da vi lever og dør med social media. Før det, havde vi kun aviserne og det var begrænset hvor mange der var interesseret i hvad vi lavede.
Det problematiske med Facebook er, at det i høj grad har suget så mange andre funktioner til sig, at det er svært at undvære. Mange internetudbydere, telefoniudbydere mv. har ikke døgnåbent support, men de har folk der holder øje med Facebook i døgndrift. Der er skoler og arbejdspladser, der bruger Facebook på forskellige måder og det kan lejlighedsvis være svært at sortere nok i sit feed, til helt at undgå sådan noget som en kontakts online slagsmål med en anti-vaxxer eller sådan noget.
Det gør heller ikke sagen bedre, at deres nye design er noget hø. Det er endnu værre, hvis man skal bruge det til et formål, som vi gør i biografen, fordi pludselig ændrer de designet til noget, der ser ud til at være til en mobil, men er på en computer, så pludselig aner vi ikke længere hvordan vi laver nye events. Når vi så finder ud af det, viser det sig, at vi ikke kan sætte en timer på dem. Det viser sig så senere hen, at hvis man skal gøre det, skal man oprette eventet på Facebooks business-underside, som ikke er opdateret til det nye layout og hvor man så skal gøre det helt anderledes. Vi kan slet ikke se det samme på vores side, som vi kunne tidligere, fordi man har fjernet noget funktionalitet, men til gengæld er det forholdsvis tungt at bruge, selv på en computer med 8 kerner, 16 tråde og med 16 GB RAM.
Og det eneste folk virkelig bare gerne ville have, var en dark mode.