Det er sjovt at læse, hvor forskelligt det er, hvad vi synes er skræmmende.
Jeg har faktisk mødt mange med den holdning, at de ikke gider at se overnaturlig horror, "for spøgelser eksisterer jo ikke."
Jeg har altid syntes, at det er et lidt underligt argument, for fisk kan heller ikke tale, men det forhindrer jo os ikke i at leve os ind i en film som Find Nemo.
Det er jo en slags leg, vi går ind på, og vi må nødvendigvis indordne os under reglerne og for en kort stund lade som om, hvis vi skal have noget ud af det. For hvis reglerne skurrer for meget mod vores virkelighedsopfattelse, og vi bliver ved med at fortælle os selv, at det ikke er realistisk og ikke kan lade sig gøre, så kan vi lige så godt lade være - det kommer aldrig til at fungere.
Selv er jeg klart mest skræmt af overnaturlig horror, og jeg elsker en god spøgelsesfilm. Jeg ved egentligt ikke hvorfor. Det er ikke, fordi jeg som sådan tror på spøgelser, selvom jeg forbeholder mig retten til at være åben (*). Sådan har det bare altid været. Jeg tror, at det måske er, fordi en af de første skrækfilm, der virkeligt skræmte mig, var Poltergeist - og spøgelsesfilm åbner en direkte linje tilbage til mit barne-jeg, hvor verden føltes langt større og skræmmende, og jeg med jævne mellemrum kværnede bibliotekets beholdning af Mystikkens Verden o.l. igennem.
Når det er sagt, så er den mest skræmmende film, jeg nogensinde har set, den originale Motorsavsmassakren. Så helt forlovet med det okkulte og overnaturlige er jeg i hvert fald ikke.
*= Jeg troede fuldt og fast på spøgelser, reinkarnation, Loch Ness-uhyret og alt muligt andet gejl som barn, men som voksen er jeg udpræget skeptiker.
Lige spøgelser er jeg dog stadigvæk åben overfor, bl.a. fordi jeg er kommet i tanke om en oplevelse, som jeg selv havde som barn, og fordi flere andre, som jeg kender godt og stoler på, har fortalt mig om lignende oplevelser, deriblandt min egen mor.
Jeg har dog læst så meget hjernevidenskab gennem årene, at jeg udmærket ved, at der er mekanismer i vores hjerne, der understøtter den slags, og at vi er nærmest er programmerede til at se årsagssammenhænge, selv hvor der ikke er nogen, så overbevist er jeg ikke.