Trailer: Ny trailer til "Dune: Del 2" er spækket med storslåede billeder, actionsekvenser og orme

Science fiction-storfilmen ligner en af de mere spændende ørkenvandringer...

Det er kun få minutter siden, at vi kunne glæde "Dune"-fans med nyheden om, at "Dune: Del 2" kommer til at rumme hele 166 minutters sci-fi-ørkenaction, men nu har vi noget endnu bedre til jer: en spritny trailer, der kan ses herunder.

Næsten hele den stjernespækkede skuespillertrup fra den første "Dune" vender tilbage – herunder Timothée Chalamet, der gentager rollen som hertugsønnen Paul Atreides.

Efter at hans far og størstedelen af hans hær blev dræbt i et overraskelsesangreb, forsøger Paul nu at samle de indfødte ørkensoldater på planeten Arrakis – bedre kendt som Dune – og gå til modangreb på Harkonnen-slægten og deres ondskabsfulde medsammensvorne.

Se også: "Fallout": Første eksplosive trailer til den længe ventede sci-fi-serie

Som titlen antyder, er "Dune: Del 2" baseret på den anden halvdel af Frank Herberts første bog om Dune. Også superstjerner som Rebecca Ferguson, Zendaya, Javier Bardem, Josh Brolin, Dave Bautista og Stellan Skarsgård vender tilbage foran kameraet.

Blandt de nytilkomne skuespillere finder vi "Elvis"-stjernen Austin Butler, som spiller den frygtsomme Feyd-Rautha Harkonnen, der oprindeligt blev portrætteret af selveste Sting i David Lynchs "Dune"-film fra 1984. Christopher Walken spiller galaksens kejser, Shaddam IV, mens hans datter spilles af Florence Pugh.

"Dune: Del 2" kan ses i de danske biografer den 28. februar 2024, og den nye trailer kan ses her:

Kommentarer

Ny trailer til "Dune: Del 2" er spækket med storslåede billeder, actionsekvenser og orme

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen