Okay, det ser faktisk bedre ud, end jeg havde turdet håbe – får meget klare "Fallout 3"-vibes. We shall see!

Trailer: "Fallout": Første eksplosive trailer til den længe ventede sci-fi-serie
Krig... Krig ændrer sig aldrig.
Forleden fik vi de første officielle billeder, og nu har Amazon Studios netop frigivet den første actionfyldte trailer til selskabets kommende "Fallout"-serie baseret på den ekstremt populære spilserie af samme navn. Traileren kan ses herunder.
Og traileren bugner af billeder, som bør få spillenes fans til at nikke genkendende – fra muterede kæmpeinsekter og underjordiske bunkere til kæmpe metalrustninger og efterladte bygninger i fremtidens radioaktive ødemark. Og så er der naturligvis også en god sjat evergreen-musik ligesom i spillene.
Læs også: "Borderlands"-filmen får omsider en premieredato
"Fallout"-spillene foregår i en dyster fremtid, hvor det meste af Jorden er blevet udryddet af destruktive atomvåben, og hvor man må bekæmpe alt fra radioaktive bæster til "Mad Max"-agtige voldsmænd for at overleve.
"Fallout"-serien starter ud i en af fremtidens underjordiske bunkere, Vault 33, og handlingsforløbet i føljetonen vil passe ind i franchisens overordnede historie, som er blevet opbygget gennem adskillige succesfulde videospil. Vi møder både dusørjægere, soldater og almene borgere, der kæmper for at overleve i den postapokalyptiske virkelighed.
Den kreative duo bag "Westworld"-serien, Jonathan Nolan og Lisa Joy, er med om bord som producere, og foran kameraet finder vi bl.a. Walton Goggins, Kyle MacLachlan og Ella Purnell.
"Fallout" udkommer på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, og 1. sæson kickstartes den 12. april næste år. Se traileren her: