Trailer: Efter 13 års pause instruerer horror-legenden John Carpenter ny gyserserie – se traileren

Gysermesteren bag "The Thing" og "Halloween" spreder atter rædsel efter 13 år væk fra instruktørstolen.

Amerikanske John Carpenter koncentrerer sig mest om sin synth-musik sammen med sønnike nu om dage, men den 75-åriges status inden for gysergenren kan ikke fornægtes. Med klassikere som "Halloween", "The Thing", "The Fog" og mange andre har Carpenter efterladt et uudsletteligt indtryk på gysergenren.

Den bramfri instruktør har dog haft sine kampe med studierne og økonomien, når projekter skulle realiseres, og derfor har John Carpenter da heller ikke siddet i instruktørstolen i 13 år.

Faktisk har gyserinstruktøren kun lavet to film dette århundrede, og "Ghosts of Mars" og "The Ward" fra hhv. 2001 og 2010 var begge økonomiske og kritiske flops.

Men nu er gysermaestroen klar til revanche og vender tilbage til instruktørtjansen – John Carpenter er nemlig en af bagmændene på den nye antologiserie "Suburban Screams".

LÆS OGSÅ: LOVECRAFT PÅ DET HVIDE LÆRRED

"Surburban Screams" er en miniserie på 6 afsnit, der blander true crime med fiktionsbaseret gys.

Hvert afsnit dykker ned i en historie, der foregår i en amerikansk forstad, hvor uhyggelige og uforklarlige ting sker. Her fortæller virkelige mennesker om deres oplevelser, mens der bruges arkivmateriale og rekonstruktioner.

John Carpenter instruerer én enkelt episode, og derudover er han om bord som producer og har også komponeret temamusikken.

"Suburban Screams" får premiere den 13. oktober på Peacock i USA. En dansk premiere er endnu uvis, men du kan se en trailer herunder: 

Kommentarer

Efter 13 års pause instruerer horror-legenden John Carpenter ny gyserserie – se traileren

  • ★★★★0

    "Ghosts of Mars" er nu fin B-filmunderholdning, og "The Ward" synes jeg er underrated og en ganske effektiv gyser til 7/10.

    Her glæder jeg mig lige så meget til musikken som serien :)

    chandler7517-09-23 19:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen