Anmeldelse: Mapplethorpe: Look at the Pictures

"Look at the pictures. Just look at the pictures!" skriger den amerikanske senator Jesse Helms vredt i et arkivklip. Billederne, der er tale om, er Robert Mapplethorpes kontroversielle kunst – fotografier taget i 1970'erne og 1980'ernes USA. Og at se på billederne, det får vi skam også lov til i Fenton Bailey og Randy Barbatos nye dokumentar om den mystiske og særegne kunstner.

Filmen er en kronologisk gennemgang af Robert Mapplethorpes liv – lige fra akavede børne- og teenagebilleder til hans sidste, sygdomsramte dage. Undervejs interviewer de to dokumentarister diverse familiemedlemmer, barndomsvenner og sågar hans gamle præst. Senere har de fået liv i et bredt persongalleri af New Yorks hippe og kunstneriske skare fra dengang, Mapplethorpe var en ung og udøvende kunstner, samt en række af hans forhenværende elskere og kærester. Interviewsekvenserne krydres generøst med utallige billeder af Mapplethorpe og ikke mindst billeder taget af Mapplethorpe for at illustrere hans kunstneriske virke.

Det er altså en klassisk talking head-dokumentar, de to instruktører har bedrevet. Æstetisk er der nogle fine små greb, der gør set-uppet lidt interessant, men i bund og grund ser vi på mennesker, der taler forbi kameraet til en usynlig interviewer. Nogle gange må man spørge sig selv, om en dokumentar er spændende, fordi den filmisk gør noget ved én, eller om den er det, fordi emnet er råt og sensationelt. I dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at sige det sidste – ikke at det dog gør historien om Mapplethorpe mindre medrivende at følge.

Mapplethorpe var en kontroversiel og kompromisløs person både i sit arbejde og privat. I takt med at vi præsenteres for anekdoter fra familie og venner, træder en skikkelse frem, der virker egocentreret, martret og dybt besat af berømmelse, penge og anerkendelse. Samtidigt beskriver de dog alle hans enorme charme og personlige appel, der gav ham en stor tiltrækningskræft og tæft med mennesker. I dokumentaren sammenstilles Mapplethorpes higen efter og gradvise opnåelse af anerkendelse med fotografiets kamp for at blive set som en egentlig kunstform. Det er et smart greb og trækker den personlige historie ud til et tidsbillede, der på indlevende vis fortæller om de årtier, filmen dækker.

Så spændende og interessant en figur Mapplethorpe og hans samtid er, lider dokumentaren om ham under en hel del unødige gentagelser. Gang på gang får vi de samme pointer banket ind  og de samme billeder smasket op i ansigtet. Derudover er filmen rammet ind af en underlig sidehistorie om en kommende retrospektiv udstilling om ham. Denne rammefortælling er bygget op af sekvenser med mildt sagt gråmussede kuratorer og museumsfolk, der nøgternt kommenterer på hans billeder. Deres bornerthed og saglige tilgang til de seksuelt udfordrende og grænseoverskridende billeder står i stærk kontrast til resten af filmen og virker derfor påklistret.     

"Mapplethorpe: Look at the Pictures" er en god indførsel i Robert Mapplethorpes interessante, provokerende og udfordrende kunst. Samtidigt giver filmen et godt og velafrundet indtryk af, hvilken type person Mapplethorpe egentligt var – på godt og ondt. Dog bliver det desværre aldrig rigtig spændende, og to timer er lige rigeligt lang tid, når pointerne er få og historien velkendt.  

Mapplethorpe: Look at the Pictures

Kommentarer

Mapplethorpe: Look at the Pictures

  • ★★★★0

    Den burde jeg nok se på et tidspunkt. Da jeg pillede lidt ved detdér med at tage billeder for mange år siden, stødte jeg på Mapplethorpe og manden kunne godt nok noget med billeder.

    Bruno16-06-16 08:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen