Trailer: Kom ind i hovedet på den filmiske spilskaber Hideo Kojima i ny dokumentar
Filmen tager os helt tæt på manden bag spillene "Metal Gear Solid" og "Death Stranding".
Den japanske spildesigner Hideo Kojima er blevet lidt af en rockstjerne i spilindustrien. Manden, der står bag spilserien "Metal Gear Solid" og senest det gådefulde "Death Stranding", er blevet kaldet den første auteur inden for spil. Et begreb, vi normalt forbinder med filmens store mestre.
Og det giver da også god mening, idet Hideo Kojima fortæller meget filmiske fortællinger, der er inspireret af både ikoniske levende billeder og litterære værker. Navne som Guillermo del Toro, Norman Reedus ("The Walking Dead") og vor egne Nicolas Winding Refn og Mads Mikkelsen har da også arbejdet sammen med spilskaberen ad flere omgange.
læs også: TOP TIRSDAG - FEM VIDEOSPIL MED FILMISKE NARRATIVER
Nu kan fans af Hideo Kojimas vilde universer se frem til dokumentarfilmen "Hideo Kojima: Connecting Worlds", der går helt tæt på manden, når han står over for en spilindustri i konstant udvikling, hvor økonomi, forventninger og realisering af projekter er evige problemer.
Venner og samarbejdspartnere udtaler sig også om spilmageren, der efter alt at dømme har en helt unik måde at se verden og skabe personlige fortællinger på.
"Hideo Kojima: Connecting Worlds" lander på Disney+ 15. marts. Du kan få en forsmag herunder: