Anmeldelse: Apolonia, Apolonia

Altopslugende intimportræt er en frigørende sammensmeltning af grænselandet mellem livets gang og kunstens opblomstring.

Det er forsøgt før. Adskillige gange i fiktionens verden med blandede resultater. At skildre livets udvikling i dannelsesrejsen fra ungt til voksents menneske og samtidig ramme menneskelige nuancer i skildring af tid, ophav og fremtidsdrømme. Richard Linklaters "Boyhood" ramte tættest i indkapslingen af livets foranderlighed. Danske Lea Glob omfavner livets forunderlighed endnu mere autentisk i hypnotisk mesterværk.  

Ved en tilfældighed, anbefales den unge dokumentarist Lea Glob i 2009 at tage kontakt til en anden aspirerende kunstner, Apolonia Sokol. Apolonia viser sig hurtigt at være et fascinerende bekendtskab. Ikke alene fordi, den talentfulde maler er helt blottet for berøringsangst i skellet mellem privatliv og kunstner og lukker Glob ubekymret ind i sit farverige liv. Helt bogstaveligt er hun født i et parisisk undergrundsteater med tilhørende bohemeliv med fransk far og polsk mor, der i en periode har bosat sig i København. Hun slap gennem nåleøjet som kunststuderende på Beaux-Arts de Paris, et af de mest prestigefyldte kunstakademier i Europa. Det er hér Glob opsøger hende. Før Apolonias enorme malertalent og liv rigtigt har udfoldet sig, og følger hende over 13 år. De to unge kvinder udvikler et tæt venskab og får flettet deres liv sammen, mens de begge udvikler sig som mennesker og udøvende kunstnere.   

Kameraet bliver en direkte adgang til ikke alene Apolonia Sokal, men også Lea Glob. Den dybt personlig forbindelse mellem de to kvinder knyttes som et tæt venskab, hvor vi som publikum får frit udsyn og indblik i mennesker bag. Og vel at mærke over mere end et årti, hvor deres udvikling spejler sig organisk i hinanden i nærværende og eftertænksomme tråde. Aldrig bliver det prætentiøst eller indbildsk. Som Apolonia trækker Lea ind i hendes flyvske kunstnerunivers, og Lea efterfølgende trækker tilbage fra dokumentaristens mere håndgribelige, står vi som publikum midt i kortlægningen af et panoramisk blik på to kvinders eksistens. Ét, som ser hypnotisk tilbage mod beskueren. 

"Apolonia, Apolonia" er en enestående bedrift. Skabt af de kræfter og tilfældigheder, der giver tilværelsen mening og vores kroppe sjæl. Apolonia Sokol er i sig selv et karismatisk og spændende menneske at følge. Når hun åbner op for dørene ind til familiens ekstremt spraglede ophav og kaster sig søgende ud efter egen identitet, gøres det aldrig påtaget eller opsøgende. Kemien mellem Sokol og Grub er flydende oprigtig, sårbar og ærlig, samt relaterbart. For man kan genkende sig selv i de to kvinder, når de indirekte to portrætter flyder sammen i en rørende og opslugende fortælling om almindelige og ualmindelige mennesker formet af helt unikke positioner og situationer. Den historieskrivning vi placerer vores egne liv i. Og når virkeligheden hårde realiteter ramler ind i os. Heriblandt da Lea Grob overlever en hård fødsel, med 15% chance for at vende tilbage til livet.

Oveni historien er også dén del, at Apolonia Sokal senere hen er blevet én af sin generations mest anerkendte kunstnere. At vi følger hende på 1. række fra de helt unge år, hvor Sokol kæmper for at blive bemærket i Paris, New York, København og Los Angeles, frem til gennembruddet som verdenskendt maler, er en helt unik dimension, som typisk kun er forbeholdt fiktionsfilm eller dokumentarfilm baseret på arkivmateriale. Mødet med den kyniske kunstnerverden, sammenbruddet af den idealistiske kunstner, som knækker undervejs. Og som tilpasser sig markedet – eller måske måske snører Apolonia markedet med et intelligent, gennemtrængende blik, når den kommercielle del af kapitaliseringen af kunsten udstilles. "Apolonia, Apolonia" er vi helt inde i kernen af skabelsen af et kunstnerisk geni. Som vel at mærke bevæger sig ubesværet nøgen rundt foran kameraet og ikke tager sig af, hvordan hun fremstilles, da tilliden til Lea Grub aldrig svigter. Og det med rette. For filmen er simpelthen magisk i sin fremstilling af livets uransagelige veje. Men også i den dybt gribende, morsomt og opslugende poetisk portræt af menneskets essens, stemningsfuldt underbygget af især Jonas Strucks fantastiske soundtrack. Ét af dem, hvor man føler sig helt hjemme og alligevel fanges af en både universel og spændende fortælling, men gerne vil dykke endnu dybere ned i.

"Apolonia, Apolonia" er en garnnøgle af metakunst, kunstkritik, en dokumentarfilm om menneskets eksistens og en rørende dannelsesrejse om drømme, bristende illusioner, liv og død. Lea Glob og Apolonia Sokols fælles fortælling er også en milepæl og nyklassiker i dansk dokumentarisme. Allerede nu har den fortjent vundet en række priser verdenen over. Klichéen om, at skal du se én dokumentarfilm i år, skal det være denne, holder stik med Lea Globs overvældende, mageløse værk, som absolut tåler endnu flere gensyn.

Apolonia, Apolonia