Anmeldelse: Argylle

Spionactionfilm byder på fart over feltet og øretæver til højre og venstre.

James Bond. Jason Bourne. Ethan Hunt. Kært barn har mange navne og mange aliasser. Den sofistikerede spion, der nyder en velskænket drink og klarer verdenssituationen. Alt imens, han vælter sig i intimt samkvem med dejlige damer og tæver skurke ned. Og alle få den der lykkelige slutning. "Argylle" stjæler med næb og kløer fra en række af den type film, men leverer samtidig solid underholdning.

Agenten Argylles spændende eventyr er Elly Conways store succes. Indtil videre med fire bøger og en femte på vej. Men forfatterinden oplever skriveblokering og mangler inspiration. På en togtur møder hun den charmerende Aidan (Sam Rockwell), som viser sig at være agent. Han er sat til at beskytte Elly, da hun i hendes bøger har beskrevet hemmelige missioner. 

Matthew Vaughn startede som producer hos Guy Ritchie og har siden instrueret en god håndfuld film. Især "Stardust" og "Kick-Ass" skal fremhæves. Siden 2014, hvor han instruerede den første "Kingsman: The Secret Service"-film, som blev en overraskende stor succes, er han blevet i spionfilm-genren. Den engelske instruktør har sin helt egen unikke stil, der bedst kan beskrives som en blanding mellem Quentin Tarantino og Nora Ephron ("Søvnløs i Seattle"). Et sted mellem den velskrevet historie, der sætter pris på følelser og stærke karakterer, blandet med ultravold.

"Argylle" er mere af samme skuffe. Dog med en meget mere lys tone i forhold til de indtil videre tre "Kingsman"-film. Historien er måske ikke vellykket. Filmen bliver aldrig rigtig spændende på andre punkter. Til gengæld er karaktererne velskrevne og enkelte scener fungerer upåklageligt. Filmens første actionscene på et tog er en opvisning i forrygende fart over feltet med smittende underlægningsmusik og masser af øretæver til højre og venstre.

Der er flere af den slags scener i løbet af filmen. Og er man til det, vil man være formidabelt godt underholdt. Bryce Dallas Howard som Elly og Sam Rockwell som Aidan har skøn kemi sammen. Især Rockwell viser sin charme og dansetrin flere gange i filmen, som nok skal få latteren til at runge igennem biografsalen.

Selve plottet, som er noget med en tophemmelig fil, som alle vil have fat i, er (selvfølgeligt!) set før og er en kliché uden lige. Som nævnt tidligere, stjæler filmen fra højre og venstre. Handlingen er et miks maks af "Nu går den vilde skattejagt" mikset med "The Long Kiss Goodnight" og tilsat James Bond og Mission: Impossible. Plottet eksisterer kun, for at handlingen kan skydes afsted. 

Rollelisten er spækket til med stjerner. Men anonymitet er et nøgleord her. Bryan Cranston virker fejlcastet som skurk, Catherine O'Hara som Ellys mor er langt fra sin præstation fra "Alene hjemme". Og sørme om Samuel L. Jackson ikke også dukker op i tre scener, som virker totalt ligegyldige. Og så er der Henry Cavill som Argylle. Han får sine øjeblikke, især i starten af filmen, men har for lidt at arbejde med i filmens anden halvdel. Det er synd, for Cavill har James Bond-karisma og timing.

"Argylle" er en lys udgave af instruktør Matthew Vaughns ellers ultravoldige univers. Visse scener er hamrende underholdende og skal nok få et smil frem på læben hos de fleste. Bryce Dallas Howard og Sam Rockwells kemi og dialoger slår gnister. Historien er som sådan tom og ligegyldig, og de medvirkende stjerner har ikke meget at arbejde med. Men er man til sjov og let fordøjelig spionfilmaction, der stjæler med arme og ben fra alverdens andre film i genren, vil man være godt underholdt i selskab med Elly, Aidan og Argylle.

"Argylle" har dansk biografpremiere 1. februar. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor den sprudlende agentaction kan opleves i 4K. Læs mere her. 

Argylle

Kommentarer

Argylle

  • ★★★★★★0

    Jeg er kæmpe fan af Sam Rockwell, især når han får lov til at dyrke sin humoristiske side.

    Matthew Vaughn skylder til gengæld at bruge sit talent lidt bedre end i Kingsman universet - men dette lyder som en hyggelig tur i biffen, med gode grin.

    Tak for anmeldelsen.

    Wayne 1-02-24 06:58

  • 0

    Ah! Gylle! Den skal da ses.

    Sichlau 1-02-24 09:16

  • ★★★0

    Har også et blødt spot for Rockwell og hans charmerende underspillende stil. Jeg er game….

    Gormanden 2-02-24 23:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen