Anmeldelse: Den, der lever stille

Filmatisering af litterær nyklassiker er et forfriskende pust i dansk film.

Leonora Christina Skov må indimellem sidde med en underlig følelse i kroppen. Fra at have været favoritboksepude i en række medier over de to årtier, blev forfatterinden med "Den, der lever stille" med et trylleslag forvandlet til et nationalklenodie. Bestselleren, der for Skov var en nødvendig, og modig, selvbiografi om forholdet til hendes forældre og om at springe ud som lesbisk og forfatter, blev tildelt De Gyldne Laurbær og rettighederne til en filmatisering blev købt. Puk Grasten, datter af Regner, der debuterede med "37", står bag filmen.   

Efter en dysfunktionel opvækst har Leonora (Frederikke Dahl Hansen), mistet kontakten til sine forældre. Under et interview på landsdækkende TV finder hun ud af, at hendes kræftsyge mor (Sarah Boberg) er kommet på hospice. Herfra kastes Leonora ud i et sansebombardement af barndomsminder og surrealistiske oplevelser, hvor det kan være svært at skelne mellem virkelighed og forestillinger. Især med en omskiftelig far (Jens Albinus), der skifter mellem at være kontrollerende til hjertelig omsorgsfuld.

Har du læst bogen, kan du sikkert tyde ud fra resuméet, at der ikke er tale om en 1 til 1-filmatisering. Puk Grasten har både skrevet og instrueret "Den, der lever stille", og har efter sigende haft relativt frie hænder, alt taget i betragtning. Og hatten af for en så forfriskende fortolkning af Leonora Christina Skovs i forvejen fantastisk modige værk.  

Leonora Christina Skov har – ud fra hvad der står i pressematerialet – rost filmatiseringen, som et originalt værk og ekstraordinær bedrift, der er fuldstændig tro mod de grundfølelser, hun om nogen selv kender. Og netop stemningen af klaustrofobi i det forstummende småborger-helvede i Helsinge beskrevet i bogen, lukker sig rundt om halsen med klamme hænder. Væk er en lang række temaer og beskrivelser fra bogen. Hér fokuseres på det dysfunktionelle forhold mellem datter, far og mor. Grasten har været overordentlig kreativ i at pille bogens ABC fra hinanden, i en sådan grad, at filmen mest af alt er atmosfærisk tilbygning. Man kan diskutere fravalgene, men som filmmedie er dét at holde tungen lige i munden alfa omega. Man kan frygte, at biografpublikummet fejlagtigt antager, at filmen "Den, der lever stille" følger bogen slavisk og er et reelt portræt af Skov, frem for en filmisk omskrivning, der fungerer på dens egne præmisser. Bog og film skal adskilles, og alligevel værdsættes i legesyg forlængelse af hinanden.

For Puk Grastens "Den, der lever stille" ér en bemærkelsesværdig bedrift. Den danske instruktørs baggrund i amerikansk film mærkes. Inspirationer i det æstetiske udtryk synes at ramme et sted David Lynchs "Twin Peaks" og Oliver Stones "Natural Born Killers". Og dét, sammenlagt med det danske islæt, medvirker til at skabe et udsyret rum af genkendelse og alligevel noget ubestemmeligt fremmed. Fornemt underbygges den dragende form af blændende præstationer fra filmens tre profiler. Især Frederikke Dahl Hansen disker op med en fuldblods magtdemonstration, der sjældent er set mere kraftfuld i dansk drama. Sarah Boberg er dertil sardonisk skræmmende. Jens Albinus er et Janus-ansigt med lige dele omsorgsfuld familiefar og væmmelig kontrolfreak i én, der desperat forsøger at holde sammen på sin idé om den perfekte kernefamilie på særdeles urovækkende vis. Symbolniveauet flyder surrealistisk rundt et sted mellem drøm og virkelighed, som er vi fanget i en labyrintisk coming-of-age mareridtsfærd i bevidsthedens og underbevidsthedens kollision. En færd, der vækker genklang som Brødrene Grimms mørkeste skove og mest relaterbare eventyr, man ønsker at drømme sig langt, langt væk fra.

Hvor er det fantastisk at to værker, der er født ud af samme materie, kan være så forskellige. Og at de begge tilmed er så gode. Leonora Christina Skovs "Den, der lever stille" er landet i de helt rette hænder hos Puk Grasten. Den danske instruktør og manuskriptforfatterinde har skabt én af de mest bemærkelsesværdige og forfriskende filmatiseringer i dansk film, jeg mindes at have set. Forhåbentlig vælger et nyt publikum også at læse Skovs bog, for at finde ud af, hvor modige begge værker er. Både hver for sig og sammen.

I forbindelse med premieren på "Den, der lever stille" har Moovy TV interviewet instruktør Puk Grasten. Se interviewet herunder: