Anmeldelse: Freaky

"Freaky" er "Prom Night" bloddryppende blandet med "Clueless".

Lindsay Lohan og Jamie Lee Curtis har gjort det, Rob Schneider og Rachel McAdams har gjort det. Alle har de byttet personlighed og vågnet op i den andens krop på film. Selvom konceptet primært bruges i komedier, fortsætter instruktør Christopher Landon trenden med et skud slasher indskudt i undergenrens blodårer. Resultatet er én af de mest underholdende og tempofyldte gyserkomedier i meget lang tid.

Skolens dydsmønster Millie er ikke den populære pige i klassen. På mange måder ændrer dét sig, da teenageren en aften overfaldes af The Blissfield Butcher. En lokal seriemorder, der allerede har mange drab på samvittigheden. Da de to under mystiske omstændigheder får byttet sind, ender Millie i morderens krop og vice versa. Hun må nu få overbevist sine to venner om hændelsen – alt imens The Blissfield Butcher hurtigt har fundet sig til rette i Millies udadtil uskyldige krop og iført rød læderjakke og stramme jeans fortsætter sin killing spree.

Blodet sprøjter, og referencerne flyder over lærredet i "Freaky". Christopher Landon, som stod bag de to "Happy Death Day"-film, kan sine horror-konventioner til fingerspidserne – fra "Ondskabens øjne" til "Halloween" uden at dræbe opmærksomheden. Alene åbningsscenen, der giver mindelser om "Fredag den 13."-morderen Jason Voorhees' måder at slå ihjel på, er forfriskende opfindsom og morsom.

Manuskriptet er i det hele taget uhyre velskrevet med kærlighed til 80'ernes ungdoms- og slasherfilm. I forhold til eksempelvis "Scream"-filmene, hvor humoren i uhyggen tog højsædet, har Landon kreeret et univers med "Freaky", hvor humoren fungerer sine steder, og gyset træder i kraft andre steder. Vi elsker dem, vi skal holde med, og vi elsker at se dem, vi hader, komme af dage. Rundsavsklinge-mord er ægte slasher horror. Vi gyser af det, mens smilet træder frem efter den bizart komiske sekvens. En ægte blanding af to genrer.

En stor kredit her skal gå til castingen af Vince Vaughn. Skuespillerens skift mellem komisk timing og djævelen selv fungerer upåklageligt. Tag præstationen i "Dodgeball" og som Norman Bates i remaket af "Psycho", så ved I, hvor I har ham. Den 50-årige amerikaner ejer rollerne som psykotisk lystmorder med smeltet hockeymaske og fjantet teenagepige i en voksen mands krop. Teenagetrekløveret med Kathryn Newton i front som Millie er godkendt. Dog bliver Newtons spil en smule blodfattigt, når hun forvandler sig til slagteren fra Blissfield. Samtidig mangler slutningen lidt mere kæberaslende punch, men det er to anmærkninger til en ellers utroligt underholdende film.

Freaky er lige, hvad "Freaky" er. Freaky underholdende. Og ikke mindst én af de bedste gyserkomedier i meget lang tid. Det er skønt med en instruktør og manusforfatter, som ved, præcis hvordan horror og komik skrues sammen. Vi gyser, når vi skal, og vi griner, når vi skal. Vince Vaughn er sublim som seriemorder og teenagepige. Han burde nomineres til en pris eller to, så god er præstationen. Skynd dig i biffen for en af årets absolut største overraskelser – ellers kommer The Blissfield Butcher efter dig!

Freaky