Anmeldelse: Hammarskjöld
Mikael Persbrandt er stærk som Dag Hammarskjöld i Per Flys biografi om den legendariske politiker.
Hvor meget skal man kæmpe for i sit professionelle virke og placere sit privatliv på hylden? Karrieren kan nemt overtage tilværelsen, når man som politiker kæmper for de store og små sager. Modsat et stille og ensomt privatliv. Per Flys film som FN's tidligere generalsekretær, Dag Hammarskjöld, er flot og oplysende. Men også ujævn og overdramatiseret.
New York City, 1961. Dag Hammarskjöld (Mikael Persbrandt) har et år tilbage på posten som FN's generalsekretær, inden han kan nyde sit otium. På arbejdspladsen er den højt respekterede embedsmand det bankende hjerte, hjemme i den tomme lejlighed er den eneste ven hans kæleabe. Da der begås et statskup i Congo, drages Hammarskjöld mere og mere ind i hændelsen. Samtidig møder han sin gamle barndomsven, Peter Levin (Thure Lindhardt), som bringer gamle minder op, der kunne have ændret på alt.
Politik på film kan være tungt. På film anvendes ofte den kildetro og detaljerige historiske retning. Også den satiriske retning med skarp sarkasme og ironi tager et politisk emne op og spidder det. Og så er der thriller-vejen, hvor alle elementerne i genrebogen benyttes i sit eget bud på den autentiske historie. "Hammarskjöld" lægger sig imellem det autentiske og thriller-elementerne.
Per Flys sidste film, "Dobbeltspil", udspillede også sig omkring FN og var baseret på en sand historie. Samtidig har Fly lavet flere afsnit af serien "Borgen" og Danmarks-trilogien med "Bænken", "Arven" og "Drabet". Den danske instruktør benytter sig af alle konventionerne i bogen og gør historien om Dag Hammarskjöld til en oplysende og spændende beretning om en mand, der var set op til mange. Konventionerne gør også, at filmen bliver utroværdig sine steder.
Tidsbilledet fungerer. Arkivklip og reelle personligheder dukker op. Selv John F. Kennedy i form af Caspar Phillipson i tredje omgang som den amerikanske præsident. Den autentiske side fungerer. Der, hvor filmen halter, er koldkrigs-thriller-elementerne. Per Fly vil gerne gå i hælene på Oliver Stones "JFK", men det ender mere utroværdigt end decideret spændende med skumle møder og forfølgelser i New Yorks gader i hektisk klipning, der overhovedet ikke fungerer. Walisiske Richard Brake er rædselsfuld som overspillende belgier, der skriger skurk. Mikael Persbrandt er derimod stærk og troværdig som Hammarskjöld. Især i de stille scener i hans lejlighed udviser svenskeren sit talent, så det risler ned ad ryggen. Persbrandt er omringet af solide britiske og amerikanske skuespillerespillere. Thure Lindhardt er til gengæld fejlcastet som Dags barndomsven, Peter Levin. Lindhardt falder helt igennem med en accent, der lyder mere dansk end svensk. Scenerne i Sverige er smukke. Men også fuld af dramatisk sødsuppe, man kunne have været foruden.
"Hammarskjöld" fungerer bedst, når den vil berette om den svenske politikers liv på arbejdspladsen og i privaten. Thriller-elementerne virker for malplacerede og utroværdige. Der er langt vej op til forbilledet Oliver Stone. Mikael Persbrandt er til gengæld troværdig og man tror helhjertet på ham, uden at det forfalder til overspil. Havde Per Fly valgt at lave en ren biografisk film, ville det muligvis være endt mere helstøbt. "Hammarskjöld" er bestemt seværdig, men også mangelfuld.
"Hammarskjöld" har dansk biografpremiere 18. april. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.