Anmeldelse: Stockholm Bloodbath

Ondskab er på spil i historisk blodbad, men aldrig bliver det rigtigt spændende.

Verdenshistorien er fuld af grusomheder, hvad mennesket gang på gang har vist. Det Stockholmske Blodbad fandt sted den 4. november 1520 og viste, hvor modbydelige danskerne kunne være, for at tage et land, de oprindeligt mente var deres. Filmatiseringen af hændelserne er en omgang "Pulp Fiction" blandet med reel verdenshistorie. Desværre størkner blodet rimelig hurtigt.

Vi befinder os i Sverige i 1520. Den norsk-danske konge, Kong Christian 2. (Claes Bang), har indledt et togt mod Stockholm for at overtage tronen, da han mener, at landet hører under Danmarks befaling. I en rolig landsby møder vi de to søstre Anne (Sophie Cookson) og Freja (Alba August). Da danske soldater udfører en massakre på søstrenes familie under et bryllup, har de to kvinder kun én ting i tankerne. Hævn. De drager mod Stockholm, hvor de bliver en del af det politiske spil mellem Danmark og Sverige.

En filmatisering af en virkelig begivenhed i verdenshistorien kan typisk udtrykkes på to måder på film. Enten har man baseret historien 100 procent korrekt efter de nedskrevne skrifter. Den anden mulighed er, at man har ladet sig inspirere sig af begivenheden og derefter bygger sin historie ud fra de korrekte noter. Den skandinaviske storfilm hører, som forteksterne siger, til i den anden kategori. Dette er ikke korrekt historie, men man har ladet sig inspirere af begivenhederne i 1520.

Mikael Håfstøm, som slog igennem med det Oscar-nominerede drama "Ondskab", ville lave en nordisk "Game of Thrones". Store slag, masser af afhuggede hoveder og forrædere til højre og venstre. Desværre holder sammenligningen også op der. Hovedfokuset på pigernes hævnhistorie er ikke stærk nok til at bære spilletiden på 149 minutter. Filmen trækker i langdrag efter den indledende massakre med actionscener, der skulle være klippet bedre. Det bliver aldrig rigtig spændende eller grotesk nok.

Den "pulpede" del af filmen kommer især i spil i sidste halvdel. En kampscene i en brændende lade, og især en dansescene på det svenske slot med moderne musik, virker inspireret af Matthew Vaughens "Kingsman: The Secret Service". Dansescenen især virker meget malplaceret og rent ud sagt underlig. Hvis man samtidig forventer at få en solid tilfredsstillelse på hævn historien, vil mange nok blive skuffet.  Der mangler virkelig pondus på filmens tredje akt, hvor alt går op i en højere enhed og det er virkelig synd. Britiske Sophie Cookson, som tilmed var med i "Kingsman: The Secret Service", og Alba August har et fint samspil som de to hævntørstige søstre. Et drastisk valg ved Augusts karakter som stum gør især hendes spil levende, da hun skal spille mere med krop og sjæl. De danske skuespillere overspiller til gengæld til den store guldmedalje. Claes Bang og norske Jacob Oftebro slipper bedst afsted med deres spil. Mikkel Boe Følsgaard er langt fra den prisvindende præstation i "En kongelig affære" med skuespil, der mere er komisk end dramatisk.

Mikael Håfstrøm viste med "Ondskab", at han kan illustrere reel modbydelighed, både fysisk og psykologisk. Der er ondskab på spil i Det Stockholmske Blodbad, men aldrig er det rigtigt spændende og som publikum investeres man aldrig. Hævnhistorien med de to unge kvinder falder fra hinanden i 3. akt. Skuespillet lider for det meste af grumt overspil, især fra de danske skuespillere. Blandingen af, både at ville være et historisk værk og "pulpede" underholdning kan sine steder fungere, men her virker det mest malplaceret. Vi mangler samtidig at høre dansk, norsk og svensk runge på lydsporet. Alt bliver ytret på engelsk og det er synd. Det Stockholmske Blodbad mangler i den grad saft og kraft.

"Stockholm Bloodbath" har dansk biografpremiere. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor blodbadet flyder i 4K og Dolby Atmos. Læs mere her.

Stockholm Bloodbath

Kommentarer

Stockholm Bloodbath

  • ★★★★1

    (suk) De behøver ikke engang os længere...

    Gasivodo18-01-24 03:17

  • 0

    Så den første trailer og gad godt nokbikke underholdes af dette blodbad. Det første der er forkert er at der hverken tales svensk eller dansk og når så også filmen er til den dårlige side, så kan jeg godt finde andet at bruge 2½ time på. Jeg vil hellere snuppe en dobbelt feature med Poor Things og Farven Lilla, og slutte det af med The Dark Knight på lørdag.

    Johnny4218-01-24 12:21

  • 2

    Fimen sætter sig mellem tre stole og lander på gulvet.

    Jensiver19-01-24 04:45

  • ★★★★1

    Fimen sætter sig mellem tre stole og lander på gulvet.

    .fordi Engelsk er bordet?

    Gasivodo21-01-24 02:06

  • ★★★0

    Børsen finder filmen fornøjelig og giver den 4/6. "Den viser danskerne fra den dårligste side, og det er befriende morsomt"

    borsen.dk/nyheder/pleasure/da-danskerne-var-de-ondeste-og-mest-krigsgale-i-norden

    Gormanden21-01-24 08:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen