Anmeldelse: Tillsammans 99

Lukas Moodysson vender tilbage med et herligt grænseløst komedie-drama om liv, død og alt derimellem.

Hele ti år er der gået, siden Lukas Moodysson sidst var på det store lærred. Og den nok mest populære svenske instruktør fra slut 90’erne og op i 00’erne har været savnet.  Ungdoms- og debutspillefilmen "Fucking Åmål" (1998) og ikke mindst de mere barske "Lilja 4-ever" (2002) og "Et hul i mit hjerte" (2004) gjorde filmskaberen fra Malmø til en af tidens mest kompromisløse samfundskritikere. Efter "Fucking Åmål" satte den skarpe 70’er-kollektiv-satire "Tillsammans" (2000) for alvor Moodyson på det svenske landkort som en uventet kommerciel succes. Så hvorfor ikke bare lave en reunion 23 år efter? 

I "Tillsammans 99" er handlingen flyttet fra 1975 til 1999. Det forhenværende hippiekollektivet er nu falmet til nu kun at bestå af to medlemmer, Klasse (Shanti Roney) og Göran (Gustav Hammarsten). Tiderne er skiftet, og behovet for at bo i kollektiv er ikke det samme, som det var i 70’erne. Desperationen efter at få flere medlemmer er stor. Navnligt da Klasse og Göran lidt er nogle hængerøve som hænger fast i fortiden og ikke just har gjort sig tanker om karriere eller stabilt arbejde. Da Klas arrangerer en overraskelsesfest i anledning af Görans fødselsdag og inviterer gamle roomies med, synes det som en genial idé. Efter et par flasker vin ændrer den gode stemning sig til uforløste forventninger og opgør fra fortiden.   

Lukas Moodysson har været væk fra filmens verden i et lille årti, ser vi bort fra HBO-miniserien "Gösta" (2019). Dog er "Tillsammans 99" så karakteristisk omfavnende en reunion, at den lille pause ikke kan mærkes. Det helt særlige touch mellem Dogme-tabuiserede temaer og pinagtige personportrætter, som gjorde den svenske instruktørs to første film så umanerligt charmerende og alligevel tåkrummende, samles igen til en herlig sammenkomst, man helst ikke vil gå hjem fra. Med stort set samme skuespillerslæng som fra 2000. Med små tilføjelser, som dansk-svenske David Dencik i en veloplagt birolle som Peter, ingen kan huske hvem er. 

Det er svesken på disken, når livets uransagelige veje blandt de gamle kollektivister blottes, i det promillen i blodet stiger. Hver og én af dem har enten deres på det tørre, skammer sig over tiden, der gik eller håber på, at lige dén aften kan få kabalen til at gå op. Enten ved kærlighedserklæringer eller opgør, der har ulmet og vokset de sidste 25 års tid. Idealisterne er blevet til karrieremennesker. Kommunister er blevet til kapitalister. Ulve er blevet til føl. Løgne er blevet til sandheder.  Alt imens konfliktsky Göran desperat forsøger at dæmpe gemytterne. For det er jo hans fødselsdag. Måske endda kan nogle af de stive gæster lokkes til at flytte ind, så han og Klasse ikke konstant er på røven.

Det må være op til ens eget temperament, om det bliver for indbildsk og selvretfærdigt på den ironiske generation-tilgang, som Moodysson altid en smule navlepillende har været eksponent for. Selvironien kan sagtens sluges, nu det er så herligt stykket sammen. Dynamikken i upassende pistol-replikker, ondskabsfulde stikpiller, stjålne blikke og liderlige hensigter mellem fødselsdagsgæsterne fyres afsted i forrygende tempo og ping-pong, nu længere ud på aftenen og natten vi kommer. Den varme kartoffel kastes rundt mellem skuespillerne i et højintens kammerspil, hvor alle står for skud og alle håndterer anklager og optrin vidt forskelligt.  Trods den lettere teatralske ensemble-form og eksistentialistiske tankestrømme, der nærmer sig et bergman’sk sjælesøgende mørke som var "Tillsammans 99" en fordrukken fortolkning af "Fanny og Alexander", afvæbner Lukas Moodysson situationerne 180 grader til lårklaskende kender du typen-komik. For igen at vende på en tallerken. 

"Tillsammans 99" er et herligt grænseløst komedie-drama om liv, død og alt derimellem, som bliver vendt hen over et bord med tomme øldåser en lørdag nat. At Lukas Moodysson er tilbage knapt 25 år senere med en opfølger til sin egen film er en passende, søgende og helt igennem frisk og humoristisk refleksion over tilværelsens banaliteter. Og de sten, man bilder sig ind, der kan hældes ud af skoen.

"Tillsammans 99" har dansk biografpremiere 23. november.