Anmeldelse: Held og lykke, Leo Grande
Charmerende kammerspil om hæmmet seksualitet og forstokkede fordomme balancerer til perfektion mellem nuanceret drama og underspillet komik.
Ét rum, to mennesker, drama nok til at holde en fortælling kørende. Kammerspil er en særdeles svær disciplin på film. Der kræves et fandens godt manuskript med knivskarpe dialoger, et interessant nok tema og ikke mindst dygtige skuespillere, som tør blotte sig. "Held og lykke, Leo Grande" har måske ikke gjort meget væsen af sig. Men Sophie Hydes anden spillefilm sammenfatter alt ovenstående, og dét i én af årets helt essentielle og charmerende filmoplevelser.
Modne Nancy Stokes (Emma Thompson) har gennem et langt ægteskab fundet sig i intetsigende lørdagssex. Da hendes mand nu er død, beslutter hun sig for at kaste sig ud i al det, hun som ung aldrig fik prøvet. Troskyldigt, rystende nervøs og seksuelt forsøgt, opsøger hun den unge og smækre sexarbejder Leo Grande (Dary McCormack), med en liste over fantasier. Til trods for at Nancy er akavet og usikkert klodset ved første møde, ender de to med at få en længerevarende relation til hinanden, når fordomme og fortrydelser folder sig ud i terapeutisk pillow talk.
Emma Thompson, én af de bedste og mest renommerede skuespillerinder de sidste 30 år, udtalte i forbindelse med promoveringen af "Held og lykke, Leo Grande", at det var den mest udfordrende og grænseoverskridende rolle i hendes ellers lange karriere. Den britiske stjerne har aldrig brudt sig om nøgenscener. Og slet ikke i en alder af 60+, hvor fysikken ikke er, som den har været. Den sårbarhed intensiveres på de anonyme hotelværelser, hvor modsætningerne Nancy og Leo Grande mødes og slår gnister på rørende menneskelig og underspillet humoristisk vis. To forskellige mennesker, med meget forskellige forudsætninger, fra forskellige generationer. Som skal have betalt sex med hinanden. Hvad kan ikke gå galt?
"Held og lykke, Leo Grande" er optaget under Corona-nedlukningen, hvilket kan mærkes. Plottets minimalisme spejler sig i den nok så beskedne produktion. Og som bekendt kan alt ske, når to mennesker mødes. Det formidable samspil mellem Thompsons forfjamskede, småborgerlige og indimellem dybt usympatiske lærerinde, overfor McCormacks professionelt indtagende og afvæbnende sexarbejder-charme, er en vanvittig opvisning i underspillede karakterstudier, så det driver ned ad de koksgrå suite-vægge. Samspillet er omskifteligt og naturligt, morsomt og rørende. Nancys ubehøvlede fordomme om frigjort sex spejles i hendes egen ægteskabelige utilstrækkelighed. Sprækker i Leo Grandes omhyggeligt poleret facade afslører en indøvet persona til dagens job, men også konsekvenserne ved livsvalg og nødvendigheden i at træffe de svære beslutninger. Deres ping-pong er fascinerende, inddragende og menneskeligt lærerigt.
Ved at vende de klassiske forventninger på hovedet om, at det ikke kvinden som er sexarbejderen, nuanceres antagelser og tabuer i forholdet til sex, generationskløfter og smålighed. Leo Grande selv har truffet et aktivt valg om at sælge sin krop, forklaret intelligent og velovervejet, ligesom deres samtaler er frigørende processer i udviklingen af egen accept. For Nancy er det et smerteligt møde med lavt selvværd og en slukket seksualdrift, men især i fremstillingen af, hvordan usikkerhed kan påvirke ens syn på andre eksistenser og ens egen selvfortælling. Et modigt og elegant greb af instruktør Sophie Hydes, der undlader at pege fingre eller forfalde til nemme løsninger i karakterskildringerne. I stedet fortælles det eksistentielle drama som en charmerende romantisk komedie, så det bliver mere menneskeligt spiseligt. Ved at udstille med et glimt i øjet, uden at det bliver lommefilosofisk, hvordan man er ansvarlig for sin egen dødvægt. Og hvordan blottelsen af den erkendelse kan være frigørende i sig selv.
Sophie Hydes "Held og lykke, Leo Grande" er et fantastisk, lille kammerspil. Det lyder måske kedeligt, men langt fra. Samspillet mellem Emma Thompson og Daryl McCormack er en charmerende energiudladning om hæmmet seksualitet og forstokkede fordomme, der balancerer til perfektion mellem nuanceret drama og underspillet komik.