Anmeldelse: Cruella

Disneys "Cruella" har en god energi og en punket attitude, men som oprindelseshistorie er der ikke meget at komme efter i skabelsen af dalmatiner-skurken.

I filmens verden har oprindelseshistorien primært tilhørt helten. Hvordan fik Wolverine sine klør? Hvad sker der på Harry Potters rejse til at blive en mægtig troldmand? Og hvor mange gange må Peter Parker se sin onkel Ben dø for at blive en sand superhelt? De såkaldte origins-fortællinger er efterhånden mange, og tilsvarende med heltene er vi også begyndt at komme bag om skurkenes ophav. Oscar-vinderen "Joker" giver et bud på, hvad der skaber Batmans nemesis, og i Disney-regi har vi blandt andet "Maleficent" og nu "Cruella", der afslører nye nuancer af klassiske karakterer, vi ellers kun kender som relativt endimensionale skurke.

I tilfældet med "Cruella" er det "101 dalmatinere"-antagonisten Cruella de Vil, der får sat ord og handlinger bag sit fremtidige, skurkagtige jeg. For hvordan bliver en ung, forældreløs, modeinteresseret kvinde en dalmatiner-hadende, kæderygende, ondsindet dame? For Cruella (Emma Stone), der faktisk hedder Estella, begynder udviklingen med tabet af sin mor. Moren dør under en mystisk konfrontation med designerstjernen Baronessen (Emma Thompson), som gør Estella evigt hævntørstig. Den unge pige kreerer tidligt det mere kaotiske alter ego Cruella som en slags forsvarsmekanisme, og da Estella som voksen ikke længere kan lægge låg på sin lyst til hævn, må alter egoet frem igen.

Det kan virke bizart, at Disney har ment, at Cruella de Vil lige netop var skurken, som de skulle bruge deres tid på. Med "Maleficent" gav det mening at skabe en tragisk forhistorie til den onde dronning, der udfoldede sig i en eventyrlig verden, men det forekommer først og fremmest mystisk, at vi skal præsenteres for en hundehadende furies perspektiv. Men med Emma Stone ("La La Land") i front er der masser af sympati at hente for skurken, der selvfølgelig ikke bare hader de plettede hunde fra barnsben. Faktisk fylder dalmatinerne meget lidt i "Cruella", hvor det i stedet er kampen mellem Cruella og Baronessen – festligt spillet af Emma Thompson ("Late Night") – som er i fokus.

Som en Disneyficering af "The Devil Wears Prada" udspilles en kamp mellem de to Emma'er. Estella kommer nemlig først i lære hos Baronessen, der smider om sig med arrogance og hovmod som en sand Anna Wintour, men senere giver Cruella sin arbejdsgiver kamp til stregen under sin erobring af modeverdenen, hvor endemålet selvfølgelig er hævn. Det er også i denne kamp mellem de to, at filmen er bedst, for der opstår masser af energi i sammenstødet mellem Londons overklasse og arbejdernes punkede 70'er-stil.

Det er desværre i Cruellas oprindelse, at problemerne begynder at melde sig. Som et Disney-produkt har filmen svært ved at finde sin tone. "Cruella" flirter med ideen om, at Estellas alter ego opstår som en slags psykisk lidelse à la Arthur i "Joker", men samtidig leverer Emma Stone også fuldt overspil som en anden Harley Quinn. Således er der pludselig ikke langt til Glenn Closes mere børnevenlige portræt i de to tidligere live-action "101 dalmatinere"-film. Det endelige skifte fra Estella til Cruella sker for tilfældigt og for hurtigt i et miks af karikatur og ubalanceret toneskift, som filmen ikke kan bære.

Det er tydeligt, at Emma Stone trives i hovedrollen, hvor hun får lov til at iføre sig et hav af kjoler, kostumer og parykker. Derudover er svært at se den helt store attraktionsværdi ved "Cruella". Oprindelseshistorien er lige ud ad landevejen med referencer til "101 dalmatinere"-ophavet, men uden meget kød på historien bag karakteren i centrum. For hvor meget er der egentlig at fortælle om et menneske, der i sidste ende ender som en sur, pelsglad, storrygende, dalmatiner-fjendtlig skurk?

"Cruella" kan ses i udvalgte biografer og med premiere access på Disney+.