Anmeldelse: Home Team (Netflix)

Sportskomedien "Home Team" er så forglemmelig, at ingen fornærmes, når Adam Sandler endnu en gang slår sig sammen med makkeren Kevin James.

Når Happy Madison Productions udgiver en ny film nu om dage, er det som regel let at regne ud, hvad der venter: Voldelige falden på halen-indslag, vulgære episoder og... fraværet af jokes. Som tidligere set i de pinagtige "The Ridiculous 6", "The Wrong Missy" og "Hubie Halloween". Nu forsøger Sandler og Co. så at gå en lidt anderledes vej med "Home Team", der er baseret på virkelige hændelser. En umiddelbar uhyggelig idé, produktionsfirmaets tvivlsomme CV taget i betragtning. Heldigvis – hvis det endelig skal være – er resultatet denne gang blot forglemmeligt frem for fornærmende.

Sean Payton (Kevin James) er træner for NFL-holdet New Orleans Saints, som lige har vundet Super Bowl. Payton bliver dog kort efter suspenderet fra ligaen grundet sin involvering i en større holdskandale. Pausen fra NFL får ham til at vende hjem til sin hjemby, Argyle i Texas, for at blive genforenet med sønnen Connor (Tait Blum). Payton bliver hurtigt venner med Troy (Taylor Lautner), byens lokale fodboldtræner. Han beder Payton om hjælp, da det lokale ungdomshold – hvor Connor spiller – er det værste hold i ligaen. Payton siger ja, men at få holdet til at vinde er en større udfordring.

I denne omgang satser Happy Madison Productions på en feel good-sportsfilm, hvor de unge underdogs skal skabe mirakler, takket være Paytons medvirken i trænerstaben. Ikke ligefrem en original idé, idet alverdens sportscentrerede film op igennem tiden har gjort brug af den præmis. Dramaet i holdets indsats kommer dog aldrig, da hverken Payton eller Connors forhold behandles som mere end en fodnote, og det meste spas udebliver også. Det er mystisk, at filmen overhovedet er baseret på virkelige hændelser, når alle bag produktionen tydeligt er ligeglade med inspirationskilden.

Filmens primære fokus er utaknemmelige vittigheder leveret af Gary Valentine og Lavell Crawford, der vrøvler nonsens i håbet om at være sjove og få udløst bare ét grin. Med tanke på filmens mangel på ambition og eksistensgrundlag, siger det meget, når selv Rob Schneider kan kritiseres for at være intetsigende – altså ikke engang ét irritationsmoment(!).

Bortset fra en sen scene, der involverer massive mængder opkast, er de vulgære jokes heldigvis reduceret til et minimum. Og på den måde er det jo allerede et friskt indslag, når det kommer fra Adam Sandlers produktionshold. "Home Team" er heller ikke helt håbløs. Kevin James er god i sin rolle, hvor han viser, at han kan mere end blot at være en komisk, elskelig taber. Dertil har han en god kemi med de unge fodboldspillere, der enkelte gange får os til at trække på smilebåndet. Det samme kan siges om James' forhold til hotelreceptionisten Eric.

"Home Team" er ikke dårlig nok til at blive affejet som en ét-stjernet oplevelse, for Kevin James og hans kemi med fodboldholdet og hotelreceptionisten løfter niveauet op fra bundskraberstatus. Det skjuler dog ikke, at dette er endnu en doven Happy Madison-film, der gør den minimale indsat for at levere en oplevelse på halvanden time. I det mindste fornærmes ingen ved Netflixs seneste produktion, da den hurtigt glemmes igen, når rulleteksterne melder deres ankomst.

Home Team (Netflix)