Havde en fornemmelse af, at det her kunne blive rigtig godt, så nu glæder jeg mig blot endnu mere til at opleve filmen med min datter i efterårsferien :) Universet er vitterligt hyggeligt og finurligt, så når magien tilmed også lader til at være intakt, bliver det uden tvivl en skøn biografoplevelse!
Anmeldelse: Jakob og Peter Plys
Herlige "Jakob og Peter Plys" taler på magisk vis til voksne og børn som én af de bedste rendyrkede Disney-film i årevis.
Ofte er der langt fra litteratur til filmatiseringerne baseret på samme. Særligt hér kan Disney skrive under ud i alternative fortolkninger af blandt andet folkeeventyr og børnelitteratur. Nok benyttes kendte titler og karaktergalleri – dog i størstedelen af tilfældene omskrevet til harmløs sang og dans. Heriblandt er A. A. Milnes bøger om Peter Plys tidligere kommet under kreativ behandling i kulørt animation i 70'erne, mens en ny tid med naturtro computergrafik åbner op for ny versionering om finurlige Plys og hans venner.
Jakob (Ewan McGregor) er blevet voksen med hustru og datter. Modsat opvæksten nær den fortryllende Hundredmeterskoven – hvor Peter Plys og vennerne bor – bor Jakob nu i London. Et krævende arbejde som leder i London tager al den tid, der ellers kunne bruges på kernefamilien – mens de bløde barndomsvenner fra Hundredmeterskoven for længst er glemt. Peter Plys har dog ikke glemt Jakob, og en dag drager den underfundige tøjbamse til metropolen for at hjælpe sin gamle kammerat med at genfinde familieværdierne.
Sidste års "Goodbye Christopher Robin" tegnede et dystert ikke-Disney-venligt far-søn-billede af forholdet mellem Milne Senior og Junior, mens "Jakob og Peter Plys" går i en helt anden retning. Christopher Robin – A. A. Milnes søn og Jakob i Peter Plys-universet – har i omskrivningen anno 2018 sin egen familie i efterkrigstidens London. Tematisk kunne handlingen lige så godt finde sted i nutiden, hvor omdrejningspunktet ikke uventet er kernefamilien og fantasiens vigtighed.
Fortalt med poetisk Ply'sk visdom, der ikke alene er sjov og hyggelig for de mindste, rammes også en rørende nerve for travle karrieremennesker, der pakker det barnlige sind ned i skuffen. Peter Pan har ikke levet forgæves, Disney-regi eller ej. I poterne på den elskelige bjørn føres det voksne publikum dog indsigtsfuldt hen ad de erkendelsesmæssige stier, som visse filosoffer mener, at A. A. Milne diskret pakkede ind i plysdyr. "Jakob og Peter Plys" overrasker ved at ramme plet med netop dén tone.
Filmen taler ikke kun til både børn og voksne i flere lag, men indgår i dialog fra barnets sind med de voksnes fornuft. A. A. Milnes klarsyn og humoristiske dialoger er perfekt overført til flere ekstremt veloplagte sekvenser. Honningkrukken med spidsfindige og sødmende indslag tømmes aldrig helt trods et par småfjollede run n' chase-sekvenser, hvilket nu også hører sig hjemme i børnefilm – helt uden at tale ned til den mindste aldersgruppe eller gøre det banalt for forældre. Mikset mellem bjørne-CGI og liveaction fungerer lige så realistisk som i "Paddington"-filmene, mens portrættet af det industrielle post 2. Verdenskrigs-London står i tilpas grå modsætning til det eventyrlige grønne liv i Hundredmeterskoven. Kontraster og nuancer er essentielle i de to universer – og vores. For hvem kan eksistere i en moderne verden uden både voksne og barnlige sider?
Peter Plys erkender ydmygt, at han er en bjørn med en lille hjerne. Samtidig med at det er et problem, at der ikke er mange mennesker, der lytter til dyr – underforstået ens barnlige sind og børn. "Jakob og Peter Plys" taler på magisk vis til voksne og børn som én af de bedste rendyrkede Disney-film i årevis.
