Anmeldelse: A Man Called Otto

Genindspilning af svensk nyklassiker er også livsbekræftende som Hollywood-film.

Ved genindspilninger af film går de typisk to veje. Enten kan rammes præcis samme tone og den medrivende historie, som formentligt gjorde originalen værd at se. Eller så falder det nye remake i den generiske gryde som et miserabelt slutprodukt.. "A Man Called Otto" ryger direkte i første kategori som vellykket og hjertevarmt fortolkning af den svenske nyklassiker, "En mand der hedder Ove".

Otto (Tom Hanks) er i sit livs efterår. Den ældre mand passer på sit ditto gamle boligkvarter og har sine faste rutiner, da han efter en personlig tragedie foretrækker at være i fred og passe sig selv. Men da en ung familie flytter ind i kvarteret og kommer ind på livet af Otto, liver Otto op igen. For måske er det alligevel ikke så slemt at leve livet og påskønne de små ting i tilværelsen.

Frederik Backmans bestseller udkom i 2012, og allerede i 2015 landede filmversionen. Hannes Holm var instruktør, Rolf Lassgård i hovedrollen og filmen blev en kæmpe succes. Også i udlandet. Heriblandt i USA. Derfor er en genindspilning nærmest umulig at komme udenom.

 

At se en film med Otto er som at se en film af Frank Capra. Manden bag "Det er et herligt liv" var en mester ud i de livsbekræftende melodramaer. Som "Top Gun: Maverick" er historien om Otto den slags film, som Hollywood er rigtige gode til at lave, men som vi ikke ser så tit længere fra drømmefabrikken. Blandt andet da Tom Hanks leverer én af sine bedste præstationer i længe. Med sin andel af sentimentale film på CV’et, heriblandt "En ven for livet", ligger rollen lige til højrebenet. Det er umuligt ikke at holde af Otto, selvom han er en sur, gammel gubbe. Hanks har måske ikke den bamsede udstråling, som Rolf Lassgård besad i originalen, men hans udgave af Otto er mindst lige så elskelig.

I forhold til den originale film befinder vi os i en amerikansk forstad. Den svenske idyl i det lille lokale samfund udebliver. Instruktør Marc Forster formår alligevel at fange et billede af et kvarter, som holder af hinanden på kryds og tværs. Karaktererne og den underfundige humor, der skal drive plottet frem, rammer genindspilningen perfekt. De morsomme optrin fra den svenske version er stadig til stede. De alvorlige rammer hovedet på sømmet. Man kan ikke løbe fra, at der er skruet op for sentimalitetten i den amerikanske i forhold til Hannes Holm film. Dén havde mere en hårfin balance. Men der skal ikke tages noget fra Ottos amerikanske villakvarter. Øjeblikke, som den hjemløse kat der bliver fast inventar i historien og de små børn, der kommer tæt på den gamle mand, rammer stadig lige i hjertekulen. Læg dertil smukt, underspillet musik af Thomas Newman. For nogen vil det få bægeret til at flyde over, for andre vil være vidunderligt.

"A Man Called Otto" er en utrolig vellykket genindspilning af den svenske Oscar-nominerede film. Tom Hanks er hjertevarm og rørende i rollen som Otto og han er omgivet af skønne biroller. Både den alvorlige side af historien og den underfundige humor er bibeholdt. Selvom nogle måske vil mene, at sentimaleteten er skruet for meget op, vil andre få en skøn biografoplevelse. Dette er en livsbekræftende og vidunderligt universel fortælling, som både fungerer på svensk og amerikansk. Hvis man ikke kniber en tåre eller to eller giver los på vandfaldet til sidst, er man muligvis lavet af sten. Måske bør man i stedet åbne sit hjerte. Ligesom Otto.

A Man Called Otto