Moovy Exclusive: Moovy til Star Wars Celebration: Dag 3 – Kærlige kram, mindeværdige kostumer og glemsomme skurke

Der blev ikke leveret nogen store nyheder på eventens tredjedag, hvor "Star Wars"-sagaens fortid og fans var i fokus.

Det er svært ikke at føle sig lidt ligesom Luke Skywalker, når man deltager i Star Wars Celebration. For blandt tusindvis af energiske fans er man simpelthen nødt til at være ualmindeligt årvågen, mens man i et konstant skiftende tempo danser få centimeter til højre og venstre, mens man undviger forhindringer i ens synsfelt – som regel i form af zigzaggende eller pludseligt opbremsende gæster.

Når man således har navigeret uden om hundredvis af omvandrende hindringer, føler man sig godt klædt på til at efterabe Luke og styre en X-Wing præcist gennem Dødsstjernens slugt.

Men kan man vel at mærke ikke undgå selv at ende som en "forhindring" for andre, for man støder konstant på iøjnefaldende udklædninger, spændende boder eller unikke udstillinger, som forlanger og fortjener et stop og et nærmere kig.

Læs også: Moovy til Star Wars Celebration: Dag 1 – Film, fans og festivitas

Læs også: Moovy til Star Wars Celebration: Dag 2 – Nostalgiske tilbageblik og Lars Mikkelsens eminente entré

Eksempelvis opdagede undertegnede først i dag, at der i den ene af kongrescentrets mange enorme haller er flere rækker af tatovører, som har travlt med at tegne lyssværd, rumskibe, imperiets ikonografi og Darth Vaders hjelm på adskillige "Star Wars"-fans' respektive legemsdele.

Og så er der selvfølgelig også fantastisk cosplay overalt – gennemarbejdede kostumer lavet af fans, der har brugt mange uger eller endda måneder på at designe enormt detaljerede, kulørte klæder for håndører i forhold til, hvad et helt hold af kostumedesignere på en stor "Star Wars"-produktion har at gøre godt med.

Og i dag blev eventens bedste cosplayere hyldet, og dén præmieoverrækkelse var vi selvfølgelig nødt til at overvære. Stemningen var høj i salen, hvor hundredvis af udklædte fans heppede på deres favoritter (og i flere tilfælde familiemedlemmer og bedste venner) på scenen.

Der var deltagere i alle aldre, og i kategorien "Bedste cosplay - Under 13 år" vandt en både vanvittigt sød og sej pige, der var klædt ud som Boba Fett, og som I lige kan ane i baggrunden på artiklens øverste billede. Et kæmpe kollektivt "nååååårh" blev udløst i salen, da moderatoren gav hende mikrofonen, og pigen med stor overbevisning leverede dusørjægerens kendte slagord: "As you wish."

Vores eget favoritkostume, som I kan se herunder, fik en velfortjent særpris. En veloplagt, ældre mand havde klædt sig ud som Gormaanda – en karakter, som formentlig kun én promille af fanskaren overhovedet kender til.

Hun er en prisbelønnet kok med fire arme, som oprindeligt blev spillet af Harvey Korman i den skrækkelige og famøse "The Star Wars Holiday Special" fra 1978 – tv-filmen, som George Lucas forgæves forsøgte at udslette fra Jordens overflade.

Og ligesom i dén katastrofale kuriøsitet udbrød cosplayeren konstant "rør rundt og pisk!" på scenen, mens han svingede med piskeris og grydeske. Herligt!

I kategorien "Mest detaljerede kostume" vandt en kvinde udklædt som prinsesse Padmé (oprindeligt spillet af Natalie Portman i prequels-trilogien), som I kan se herover, mens vinderen i kategorien "Mest slående lighed" gik til en mand udklædt som Lando Calrissians personlige, skaldede assistent i Cloud City, Lobot, som har en computer monteret direkte på sit hoved.

Ligheden er da også slående!

I påsken fejrer vi kejserens genopstandelse

Derudover var vi til to spændende arrangementer i kongrescentrets hovedsal. Det første bar overskriften "Skurkene i fortsættelsestrilogien", hvor skuespillerne Gwendoline Christie, Andy Serkis og Ian McDiarmid diskuterede deres respektive "Star Wars"-skurkeroller i Skywalker-sagaens afsluttende trilogi: Captain Phasma, Snoke og kejser Palpatine.

Først diskuterede trioen de skurke, som gjorde indtryk på dem, da de selv var yngre. Mens Christie udpegede den ikoniske Disney-skurk Cruella de Vil fra "101 dalmatinere", så nævnte både Serkis og McDiarmid Christopher Lees filmfortolkning af Dracula. De to mænd var enormt imponerede over, hvordan Lee ikke blot fremstod uhyggelig med kridhvid makeup og skarpe, kunstige tænder, men også fandt frem til vampyrens indre smerte og dermed gjorde ham mere troværdig og uhyggelig.

Det var næsten lidt spøjst at høre Christie tale så varmt og passioneret om sin karakter, Phasma, som måske optræder i sammenlagt 15-20 minutter i "Star Wars"-sagaen, før hun relativt pludseligt og uden de store fanfarer slås ihjel i "Star Wars: The Last Jedi".

Og mens Christie hovedsageligt talte meget alvorligt og dybsindigt om sit arbejde på "Star Wars", så var Serkis og McDiarmid anderledes humoristiske og løsslupne.

"Jeg tror, at karakteren er endeligt død nu, men jeg ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed," sagde McDiarmid med et glimt i øjet, der fik mange i salen til at klukle. Og latteren tog til, da han indskød: "Men i dag er jo også påskedag, hvor vi fejrer genopstandelser!"

Og lige da man gik og troede, at McDiarmid ikke kunne blive mere elskelig, end han allerede er, affyrede han denne uimodståelige bredside mod en vis ekspræsident:

"Det værste, kejseren ved, er at tabe. Jeg tror, han frygter ordet 'taber' mere end alt andet. Hvilket minder om en helt særlig politiker..."

"Jeg var fuldstændig knust!"

Men mens McDiarmid tydeligvis har affundet sig med sin ikoniske rolles død, så er Serkis tydeligvis stadig ærgerlig – ja, nærmest fortørnet – over, at hans mægtige overskurk i "Star Wars: The Force Awakens" og "Star Wars: The Last Jedi", Snoke, blev dræbt meget pludseligt og meget uventet i sidstnævnte film.

"Jeg var fuldstændig knust, da jeg læste manuskriptet," fastslog Serkis, som dog havde et smil på læben imens, som gjorde den sympatiske skuespillers erkendelse lidt mindre hjerteskærende.

"Og jeg synes ærlig talt, at Lucasfilm skylder mig at lave en serie om Snoke og Phasma!" Publikummet i salen blåstemplede prompte Serkis' serieidé med et gevaldigt bifald.

Serkis spillede i øvrigt den fængslede oprører Kino Loy i "Andor", hvis skæbne stadig står hen i det uvisse. Men Serkis talte om seriens kommende 2. sæson på en måde, der i dén grad antydede, at hans populære karakter vender tilbage næste år.

Alle tre skuespillere talte også en del om at spille skurke, der bærer masker – både i form af hjelme, tyk makeup og computerskabte tilføjelser. Og under optagelserne til "Star Wars: The Last Jedi" var Serkis simpelthen blevet så vant til at skulle forestille sig ting på settet, der reelt ikke eksisterede, at han havde svært ved at genkende sine ægte medskuespillere. Det ledte til denne samtale på Tusindårsfalken, hvor Serkis og et par andre fra filmholdet spiste deres frokost:

  • Anden person (til Serkis): "Hey, jeg vil bare sige, at jeg er en stor fan af dit arbejde."
  • Serkis: "Åh... tusind, tusind tak. Hvad laver du så her på filmen?"
  • Anden person: "Jeg er med i filmen."
  • Serkis: "Ja, okay, men hvad laver du?"
  • Anden person: "Altså... jeg er Mark."
  • Serkis: "Ja, det er fint, men hvad laver du?"
  • Anden person: "Mark, du ved..."
  • Serkis: "Nej, hvem?"
  • Anden person: "Jeg er Luke Skywalker, for helvede!"

(Vi satser på, at du – kære læser – indså, at Mark var Mark Hamill, før Serkis nåede frem til samme konklusion)

To skuespillere, der kan deres... kram

Dernæst trådte instruktøren Deborah Chow og skuespillerne Ewan McGregor, Hayden Christensen, Vivien Lyra Blair og Indira Varma ind på scenen for at diskutere miniserien "Obi-Wan Kenobi", som landede på Disney+ sidste sommer.

Miniseriens seks episoder fik en noget blandet modtagelse blandt både fans og kritikere, men her på Star Wars Convention var der kun glæde, kærlighed og taknemmelighed at spore på scenen og blandt publikum.

"Det var noget helt særligt, for vi elsker hinanden, og vi havde ikke set hinanden længe," sagde McGregor om det at spille over for Christensen igen. D'herrer spillede hhv. Obi-Wan Kenobi og hans fandenivoldske lærling, Anakin Skywalker, i "Star Wars: Episode II - Attack of the Clones" og "Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith". I "Obi-Wan Kenobi" er Skywalker selvsagt forvandlet til den iskolde massemorder Darth Vader med den karakteristiske, kulsorte rustning.

Christensens karriere kom aldrig for alvor op i gear efter George Lucas' prequel-trilogi, og det er svært at ryste følelsen af – også når man ser interviews med den evigt tilbagetrukne, reserverede Christensen – at den hårde kritik af hans præstationer i filmene gjorde så stort indtryk på ham som ung, at han havde svært ved at finde fodfæste igen og genfinde kærligheden til skuespillerfaget.

Og man kunne tydeligt mærke, at den mere erfarne McGregor ikke blot holder meget af Christensen, men også er meget beskyttende over for ham – nærmest som en kærlig storebror i skolegården.

Deres stærke bånd kunne man for alvor mærke, da vi genså en nøglescene fra seriens sidste afsnit (i øvrigt seriens suverænt bedste sekvens), hvor Obi-Wan smadrer en del af Vaders maske og ser sin gamle padawans forbrændte, deforme ansigt og indser, at hans gamle ven er definitivt død. Og så snart scenen var færdig, og lyset blev tændt igen, rejste Christensen og McGregor sig op og gav hinanden et langt, rørende kram, som gjorde et kæmpe indtryk på alle foran scenen, inklusive mig.

Den blot 10-årige Vivien Lyra Blair, som spiller en meget ung prinsesse Leia i serien, var en charmerende humørbombe af rang, og hun har helt sikkert en glorværdig karriere foran sig. Hun fortalte bl.a., at hun var til hele syv auditions, før hun fik rollen.

McGregor afslørede ellers, at det længe var planen, at serien skulle handle om forholdet mellem Obi-Wan og en meget ung Luke. Faktisk har McGregor i årevis været til forskellige møder om projektet, før det omsider fik luft under vingerne – og han bekræftede, at den oprindelige plan var at lave en spillefilm. En plan, der formentlig blev skrinlagt, da "Solo: A Star Wars Story" skuffede ved billetlugerne.

Det var selvfølgelig hårdt for McGregor at holde projektet hemmeligt i så mange år, og det gjorde ham decideret pissesur, da han læste rygter om, at en anden skuespiller ville overtage rollen som Obi-Wan, uden at skotten kunne afkræfte rygterne i pressen.

Får vi så en sæson 2 af "Obi-Wan Kenobi"? McGregor har selv udtrykt interesse i at lave mere "Star Wars" ved andre lejligheder. Og han fik hele salen til at juble, da han med et smil på læben sagde: "Og vi håber, at folk gerne vil have mere..." Og eftersom Star Wars Celebration har budt på adskillige store "Star Wars"-annonceringer, så forventede salen tydeligvis, at sæson 2 ville få grønt lys i lige dét øjeblik. Men i stedet takkede moderatoren af, tusindvis af fans sukkede højlydt, og McGregor og Christensen red mod solnedgangen.

Hvis 2. sæson af "Obi-Wan Kenobi" vitterligt lå på tegnebrættet hos Lucasfilm, så er vi rimelig overbeviste om, at vi havde fået det at vide netop dér. Med andre ord: Vi skal nok ikke forvente at se McGregor og Christensen svinge deres lyssværd mod hinanden igen.

Star Wars Celebration slutter i morgen, og Moovy er stadig med. Hold øje med siden hér og vores Instagram-profil, som også byder på en masse videoer og klip fra London.

Kommentarer

Moovy til Star Wars Celebration: Dag 3 – Kærlige kram, mindeværdige kostumer og glemsomme skurke

  • ★★★★★★0

    Ærgerligt med Christensen som faktisk viste at han havde talent i starten af sin karriere.

    Han er dog ikke færdig i Star Wars regi, han dukker også op i Ahsoka.

    Wayne10-04-23 06:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen