Anmeldelse: Journal 64

Meget kan siges om Afdeling Q-serien, men to ting er sikkert: Filmatiseringerne er blevet kæmpesucceser ved billetlugerne, samtidig med at filmene er blevet bedre.

Når en filmserie tager sin begyndelse, er det normalt den første film, der sætter standarden. Det er dén, der viser, hvilken vej serien skal gå, og hvilke sko de efterfølgende film skal prøve at matche. Men selvfølgelig er der brud på dette, og dét beviser den nyeste filmatisering af Jussi Adler Olsens romanserie om Afdeling Q med stor bravur.

Afdeling Q, primært bestående af Carl Mørch (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares), er ved at falde fra hinanden. Assad har fået tilbudt job et andet sted hos Politiet, hvilket ikke fryder Carl. Da tre mumificerede lig findes i en lejlighed i København, må de to betjente lægge deres interne skænderier på hylden og stå sammen for at opklare mordene. Den grusomme sag leder dem på sporet af en gruppe læger, der har gjort unge kvinder ondt på Sprogø i fortiden – og stadig gør det i nutiden.

Meget kan siges om Afdeling Q-serien, men to ting er sikkert: Filmatiseringerne er blevet kæmpesucceser ved billetlugerne, mens filmene blevet bedre. Overordnet set har serien gradvist udbygget persongalleriet og sine miljøportrætter, samtidig med at historierne er blevet mere spændende og har dét mere på hjerte.

Christopher Boe har med "Journal 64" bragt sin stil fra arthouse med over i mainstream. Instruktøren af blandt andet "Allegro" og "Spies & Glistrup" krydsklipper og bruger spændende greb til at fortælle en vedkommende og medrivende  krimi uden at forfalde helt til kunstfilmgenrens præmisser. Boe ved, hvad der skal til og gør det med stilrene remedier. Vores rejse igennem de frygtelige episoder på Sprogø i fortiden bliver opfindsomt og nuanceret forbundet med nutidens sag. Til trods for at tungen skal holdes lige i munden fra start på grund af den hurtige klipning, tabes aldrig hverken den røde tråd eller de mange bolde i luften. Stor kredit til Boe for at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

I forhold til de tidligere film kan forholdet mellem Carl og Assad virkelig mærkes. De store følelser kommer uden på tøjet. Opskriften manglede i starten af serien, hvor Nikolaj Lie Kaas var karikeret som udbrændt kriminalbetjent, og plottet manglede drive. Kaas og manusforfatter Nicolaj Arcel er kommet efter det siden da. Carl Mørch er blevet en stærkere, men samtidig sårbar figur, der er interessant at følge. Fares Fares som Assad har været lige i skabet siden "Kvinden i buret". Det er igen fremragende spil, den svensk-libanesiske skuespiller leverer. Cirklen er fuldendt, og det troværdige makkerpar slutter på toppen med den hidtil bedste Afdeling Q-filmatisering.

"Journal 64" er en thriller i verdensklasse. Historien er stærk og medrivende, Christopher Boe instruerer med finesse med fingeraftryk af arthouse uden at forfalde til fortiden i kunstfilmens skygge. For det ér mainstream, og det fungerer det meste af vejen. Eneste kritikpunkt er, at skurkene er karikaturer, men de fungerer trods alt, som de skal. Under alle omstændigheder "Journal 64" nydes som en fremragende nordic noir-krimi, der slutter Afdeling Q-ringen som den mest helstøbte af de nu fire filmatiseringer.

Journal 64

Kommentarer

Journal 64

  • 0

    Helt klart den bedste film i serien indtil videre. De nye får virkelig svært ved at leve op til dem.

    Weird_j11-10-18 16:48

  • 0

    Helt klart den bedste film i serien indtil videre. De nye får virkelig svært ved at leve op til dem.

    Fuldstændig enig!

    MadMartigan11-10-18 20:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen