Anmeldelse: Jumanji: The Next Level (Blu-ray)

Fornøjelig fortsættelse tør ikke at spille højt spil, men rammer stadig plet.

Det ville være en overdrivelse at betegne "Jumanji: Welcome to the Jungle" som en perfekt film. Men det ville ikke være urimeligt at betegne den som et næsten perfekt reboot. Grundidéen i Jake Kasdans actionbrag fra 2017 var omtrent den samme som i dens forgænger (den første "Jumanji"-film fra 1995): Nogle venner suges ind i et dødsensfarligt spil, hvor virkelighedens verden kolliderer med spillets magi og mystik. Gåder skal løses. Bæster skal bekæmpes. Men Kasdans film bød på en ny slags historie med nye figurer og nye omgivelser. Den var med andre ord et frisk pust og ikke blot en kedelig kopi. Nu har Kasdan så leveret en direkte fortsættelse, "Jumanji: The Next Level", og denne gang får vi til gengæld bare mere af det samme.

Igen følger vi de unge venner Spencer, Martha, Bethany og Fridge. Igen bliver de suget ind i det såkaldte Jumanji-spils vilde, virtuelle verden, hvor de forvandles til videospillets figurer. Og igen skal vores helte bekæmpe og besejre en magtsyg tyran, før de kan komme ud af spillet igen. "Jumanji: The Next Level" føles som lidt af et fortidslevn – en tilbagevenden til den slags forsættelser, som dominerede 80'erne og 90'erne. Ikke nødvendigvis dårlige toere, men toere som efteraber forgængeren frem for at bygge videre på den. Som velvilligt giver publikum det, de forventer, i stedet for at vove pelsen og potentielt begejstre med spændende overraskelser. Film som "Crocodile Dundee II", "Alene hjemme 2" og "Die Hard 2".

Men selvom "Jumanji: The Next Level" ikke ligefrem bugner af overraskelser og nye idéer, og den derfor ikke for alvor får pulsen op, så keder man sig aldrig – altså efter at vi har forladt den virkelige (og virkelig kedelige) verden og trådt ind i det kulørte Jumanji-univers med dets voldske mandriller og kæmpestrudse. Og nok en gang fortaber vi os i det tempofyldte eventyr på grund af persongalleriet og de veloplagte skuespillere. Og det er også på netop de fronter, at "Jumanji: The Next Level" glædeligvis disker op med lidt nytænkning. Danny DeVito og Danny Glover dukker op som to gamle mænd, der denne gang også suges ind i Jumanji-spillet, men med undtagelse af én sen nøglescene får d'herrer ikke rigtig lov til at brillere foran kameraet.

Til gengæld er de tilbagevendende superstjerner – Dwayne Johnson, Karen Gillan, Kevin Hart og Jack Black – atter i hopla i rollerne som spillets virtuelle helte, som indeni altså er forvirrede mænd og kvinder fra virkelighedens verden. Og selvom DeVito og Glover ikke medvirker meget, så er det deres karakterer, der sikrer filmens jerngreb om vores lattermuskler. For idet DeVitos grove bedstefar denne gang ryger ind i kroppen på Johnsons muskuløse actionhelt, Bravestone, så får Johnson virkelig lov til at fremvise sit store talent som gøgler. Det er simpelthen en enorm fornøjelse at se et gævt muskelbundt som Johnson agere som en snerpet, halvdøv gammelfar.

Endnu bedre er nytilkomne Awkwafina – den 31-årige skuespillerinde, der tidligere i år vandt en Golden Globe for sin indsats i "The Farewell", og som også får lov til at imitere DeVito undervejs. Det er ikke en overdrivelse at betegne Awkwafinas hysterisk morsomme præstation som decideret genial. Til slut lægges der op til endnu en "Jumanji"-fortsættelse, og hvis bare Awkwafina, Johnson og Co. vender tilbage med samme gejst og gåpåmod, så er jeg på. Men mere originalitet og uforudsigelighed vil blive hilst velkommen.

BILLEDE & LYD

Undervejs i "Jumanji: The Next Level" besøger vores hovedpersoner både ørkener, jungler og sneklædte bjergtoppe, og billedsidens mange nuancer (fra vildnissets mørkegrønne lianer over ørkenens gyldenbrune klitter til den krystalblå himmel over bjergene) er bedårende og naturtro. Detaljerigdommen er derudover enormt imponerende – man kan nærmest tælle alle de grå skægstubbe på Danny DeVitos aldrende ansigt, og hverken i de dunkleste skygger eller på bjergenes kridhvide sletter går detaljer nogensinde tabt. Og DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet imponerer også. Alt fra Dwayne Johnsons kraftige slag til de larmende dyrebrøl har en herlig pondus, lydbilledet er nuanceret og levende, og alle replikker kommer klokkeklart igennem.

EKSTRAMATERIALE

Disken er spækket med korte minidokumentarer, der gransker filmens manus, locations, skuespillerhold, computereffekter og actionsekvenser. Desværre er interviewene enormt overfladiske og uinteressante – filmmagerne og skuespillernes skiftes bare til at grine og uddele komplimenter til kollegaerne. Gab. Til gengæld er de fem minutters fraklip enormt fornøjelige, og det samme er en kort musikvideo med den newzealandske komiker Rhys Darby, som har en bitte birolle i filmen.

Se Moovy TV's interview med "Jumanji: The Next Level"-skuespillerne:

Jumanji: The Next Level (Blu-ray)

Kommentarer

Jumanji: The Next Level (Blu-ray)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen